Verdens ubestridt vigtigste album AKA “Spil noget med Slayer!”

Goddag i stuen, halløj i satankirken, velkommen til krypten og hvad man ellers siger når man snakker om Slayer.

For selvfølgelig er det Slayer vi snakker om. Hvem ellers?

Nærmere bestemt snakker vi om “Hell Awaits” fra 1985 (der jo som bekendt var året!). Det er nok den plade jeg helst ville have med på en øde ø, til trods for at den er ret kort -og at der er nærmest uendeligt mange kunstnere og albums som har en virkelig høj stjerne i min bog.

Slayer-Hell_Awaits-Frontal

I don’t know much about art, but I know what I like. And I like pictures of demons tearing off a man’s penis.

Når valget som både “Verden ubestridt vigtigste album” og første album jeg skriver om, alligevel falder på “Hell Awaits”, så er det af forskellige grunde. Dels er det fordi det var det første Slayer album, der fandt vej til mine øregange (gennem min, dengang totalt high-tech, CD-afspiller), hvor den rystede min verden i en grad så jeg næsten spildte mine Yum-Yum nudler ned i skødet. Dels fordi den stadig finder vej til mine øregange og stadig ryster min verden. Og så fordi jeg, i den grad det nu er muligt at være objektiv, mener at det er Slayer’s objektivt fedeste album og mest vellykkede kunstværk.

Der er skrevet meget om Slayer og det er svært at vide, helt præcist hvordan man skal tale om et album som “Hell Awaits”, uden at det enten bliver musikteoretisk snik-snak, noget forbandet pseudoævl, eller man kommer til at lyde som alletiders største bonderøv med langt hår i nakken. Det første er ikke i sig selv interessant, det andet er ligesom for pjattet og det sidste overlader vi trygt til Pantera fansne (OK, jeg HAR så godt nok langt hår i nakken, efterhånden).

Men hvad siger man så om “Hell Awaits”, uden at falde i nogle af de fælder? Godt spørgsmål. Her er et bud:

“Hell Awaits” er ikke bare en Slayer klassiker, den er på det nærmeste essensen af Metal. Hvorfor? Fordi den på én gang fanger nærmest alle de stemninger der er væsentlige for genren; heriblandt det dystre, aggressionen, desperationen, afmagten, ondskaben, fandenivoldskheden og den svært definerbare, men uomgængelige “tyngde”.

Derudover er det et af de albums, hvor én af Slayers helt store styrker kommer bedst til udtryk og hvor de giver så mange andre “vi spiller BARE hurtigt” bands eftertrykkeligt baghjul -Slayer lyder nemlig på Hell Awaits hele tiden som om de spiller på det alleryderste af deres formåen; som om det hele kan slippe dem af hænde nårsomhelst og ramle sammen i kaos, men at det alligevel altid lykkes at holde det tight. Det tror jeg er noget af det der giver dem den “kant” der er så vigtig i Metal -og i øvrigt også i punk. Men Slayer er sgu nærmest også mit yndlings punkband…

Så er der det mere konkret musikalske, hvor pladen på forbilledlig vis kombinerer Slayer’s Speed/Thrash-pionér lyd, med den NWOBHM, som den voksede frem af. Resultatet er fabelagtigt: det er på den ene side både foruroligende, kaotisk, ekstremt og “NU laver vi fandeme bare noget larm!”-agtigt, men på den anden side er det også catchy som ind i helvede. Og kombinationen er mere helstøbt og velintegreret end på “Show No Mercy” (som jo nærmest “bare” er NWOBHM på Speed). Lidt banalt sagt, så lyder det bare godt, fra ende til anden.

Så er der poesien (og her sidder du nok og ruller med øjnene, men hæng lige på). Uden at blive lommefilosofisk eller pseudointellektuel, så vil jeg påstå, at hvis man skal lave et stykke musik og vi skal snakke seriøst om at det er kunst, så er vi også nødt til at kigge på teksten som et stykke poesi. Her ville onde tunger så hævde, at vi var lidt på gyngende grund med titler som “Necrophiliac”, “Kill Again” og den lidt mystifystiske “Hardening of the Arteries” og tekster som “My task complete, The bitch’s soul lies raped, Demonic lust” og “Priests of Hades seek the sacred star, Satan sees the answer lies not far, Zombies’ screaming souls cry out to you, Satanic laws prevail your life is through”, men der synes jeg man må huske noget af det vigtigste, når man snakker om kunst; at tage værket på dets egne præmisser.

For ja, gu kan vi finde nogle linier der lyder perverse, bøvede og måske endda (værst af alt) som uinspirerede Heavy Metal klichéer. Men taget som helhed, så virker de sgu perfekt! En sang som “Necrophiliac”, der i bund og grund kan ses som en lille moralitetsfortælling (moralen er: knep ikke de døde, så kommer Satan efter dig), eller måske bare som noget der kunne være i et gru-hæfte, formår alligevel at indfange de stemninger og følelser den handler om på en måde der ER stor kunst. Så kan man selvfølgelig diskutere, om man kan lide kunst der portrætterer pervers sindssyge og dæmonisk hævn, men det satser jeg da benhårdt på at alle kan.

Vi kunne kaste os ud i en længere litteraturanalyse over teksterne, men det vil jeg ikke gøre. Jeg vil bare sige, at de ER poesi og at de alle som én passer perfekt til musikken og deres tema -og at de bliver leveret med en indlevelse som Stig Rossen aldrig kommer i nærheden af i Fregatten Jylland, selvom han utvivlsomt er en teknisk dygtigere sanger end vores allesammens yndlings Saddam Hussein lookalike, Tom Araya.

Slayer er nogle gange blevet kaldt noget i retning af “Stupid in theory, genius in execution” og det er i hvert fald halvvejs korrekt. De er helt bestemt geniale i praksis -og jeg tror heller ikke der på den måde er intellektualiseret så hulens meget over indholdet. Men jeg tror med garanti at det er kunst der tager sig selv alvorligt som kunst. Hvilket vil sige, at de ved hvad de vil udtrykke og de ved hvordan de gør det på en måde så det virker ægte.

Jeg tror ikke Slayer er satanister, eller synes det kunne være et hit, hvis verden døde, men de har virkelig en fornemmelse for at sætte temaer og musik sammen, på en måde så det går op i en højere enhed. Og jeg kunne ikke se for mig, at “Praise of Death” kunne handle om dagpengeregler eller “Hell Awaits” kunne handle om at køre på motorcykel. På den måde er Slayer langt mere autentiske end Burzum nogensinde bliver, på trods af at de ikke har brændt én eneste kirke (hvilket, indrømmet, er lidt slapt af dem).

Alt i alt synes jeg, at det er et album der fuldfører sin mission perfekt; og den mission er den samme som al Heavy Metals mission – at formidle nogle af de mest trælse stemninger og følelser i menneskelivet, på en måde så det alligevel er en fryd at lytte til. Og DET er det.

Skriv et svar