Kapitel otteogtyve: Ungdommen nutildags aka “Leave Yahya alone!”

I disse for vort land så svære tider, hvor selv ikke et veritabelt fyrtårn af ytringsfrihedsforkæmperi som Pia Kjærsgård tør støtte op om en satiretegners ret til at tegne dumme, platte og fornærmende ting, men istedet forfalder til krav om kujonagtig selvcensur (jeg er sikker på, at det må være fordi hun er bange for konsekvenserne, at hun på den måde går imod egne principper om fri debat osv. – det er nok svinelobbyen der har haft fat i hende), er der stadig ting at glæde sig over. Det skal det handle om i dag. Hurra! Glæde!

fake-smile-229x300

Weeeeeeee!

Det er nemlig også SRP-tid i gymnasieverdenen og i den sammenhæng kan man glæde sig over at der trods alt ER enkelte faste holdepunkter her i vort postmoderne helvede af en tilværelse, der jo nærmest bare er én menings- og endeløs parade af småkager, fast arbejde og gratis velfærdsgoder.

Det er nærmest ikke til at bære, men der er som sagt noget at klynge sig til, for plus ça change, plus c’est la même chose, som vi verdensmænd siger (det betyder vist et eller andet med baguettes og internetmemes – jeg har bare nakket det fra wikipedia, for at virke som om jeg fatter noget. Meget a pros pros gymnasier og studieretningsprojekter…).

Det er godt at huske på, for ellers kunne man godt komme til at føle sig bange og rodløs i en tid, hvor DR ikke har oprettet en ny ligegyldig tv-kanal i snart tre uger.

Nå, men til sagen (fuck nu af, DR. Rejs dog hjem til nærområderne i gyngemosen og lad os andre slippe for at betale til jer og jeres mærkelige kultur, som ærligt talt ikke hører hjemme i et moderne samfund).

Jeg mener, til sagen: der er grund til glæde over, at alt faktisk er ved det gamle. For lærere synes enten at opgaver der klokkeklart er til -3 skal bestå (hvilket jeg ser som et tegn på at man, et unævneligt sted i Jylland, holder den hæderkronede tradition med at have seksuelle forhold til sine elever i hævd), eller også sidder man på internettet og brokker sig over ungdommen nutildags. Og så kan tingene vist ikke blive mere stabile og traditionsbundne (selv Mads Holger kan efterhånden ikke være med, så konservativt er det).

Nå, men hvornår skal du til for alvor at hænge folk ud, Jeppe? Spørger i så – og jeg er meget glad for netop det spørgsmål.

tumblr_n7fhp7lxDz1s14bpqo9_400

Weeeeeeee!

Jeg er nemlig, et unavngivet sted på internettet, faldet over følgende lækage fra en opgave, postet midt i den bedste sendetid, af en eller anden stakkels drønnert der ikke vidste at spydspidsen af dansk tabloidjournalistik (hvor meget DR end lægger sig i selen for at nå samme sladderpresseniveau) var til stede.

Og jeg citerer:

“… at de unge egentlig var trætte af de gamle normer: At man levede for at studere og døde for ingenting. De skulle studere hele tiden, blive klogere, få en bedre uddannelse, få et godt job, få børn og dø. Det var hvad deres forældre og bedsteforældre havde gjort, og det fik dem til at indse, at det ikke var det de ville med livet.”

Skarpt efterfulgt af bemeldte personages egen kommentar:

“Der er bare dage, hvor det er lidt sværere at komme igennem opgaverne… “

Udover at det selvfølgelig er hjertevarmende at folk stoler så meget på facebook, at de bare poster uddrag fra folks opgaver, så synes jeg også det er dejligt at se, at den ældre generation endnu engang viser sig ekstremt leveringsstabil i fht at glemme alt om, hvordan det var at være ung.

Jeg mener, vi er selvfølgelig enige om at eleven (og de fleste andre elever) nok ender med at falde til patten en dag og indse at det egentlig er sjovt nok at have en indkomst og et tag over hovedet. Så vidt så godt.

På den anden side kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved, at der iblandt alle de store kunstnere, som vi i de humanistiske fag synes (og/eller får at vide af kanon at vi synes) at det er enormt vigtigt at eleverne stifter bekendskab med, er langt imellem dem der for alvor besynger det borgerlige livs lyksaligheder.

Jeg ser i hvert fald ikke for mig at den nye med Yahya Hassan kommer til at handle om at det er for vildt at arbejde “nine to five”, eller at der bliver opdaget en glemt Michael Strunge digtsamling om emnet. Men jeg er bestemt parat til at blive overrasket!

william_shakespeare_rock_and_roll

Jeg glæder mig fx meget til Shakespeare’s nye rockopera “Hey, teacher! Get those kids a job!” – det bliver #knæhøjkarse, som jeg er sikker på at de unge siger. (jeg har ladet vandmærket være, for at vise at jeg er for overskudsagtig til photoshop)

Eller med andre ord/breaking news til de andre voksne: sådan har de fleste teenagere det jo, altså, lissom. Hvis ikke de går hen og bliver kunstnere eller på anden måde kriminelle, så skal vi såmænd nok få dem knækket på et tidspunkt. Yay, us!

Jeg husker egentlig heller ikke, at jeg selv som 17-19 årig var meget optaget af hvor parcelhuset og de 2,4 børn skulle komme fra. Uden dermed at sige, at jeg på nogen måde var eller er genial i nogen henseende. Men jeg poster da i det mindste ikke elevers eksamensopgaver på internettet (eller det gør jeg måske, men det er i offentlighedens interesse. Trykkefriheden! Hvis den korte avis er en avis, så er jeg sgu også). Så tænk jer om når i er på arto, biatches.

Og for så i øvrigt at være ung med de unge vil jeg, før jeg går i vrede, bare lige sige at jeg faktisk godt kan lide Yahya Hassan. Jeg gider selvfølgelig ikke læse digte der er skrevet efter 1890, men alligevel. Han gør sgi en bedre figur på TV end jeg ville have gjort, dengang jeg var ung (ja, for i dag ville jeg jo blæse alle væk med mit blændende vid og rockstaragtige personlighed, det er klart…)

#freeyahyahassan #kundigteogdødsannoncer #deneromskåretogflot

Skriv et svar