Kapitel seksogtyve: I hvilket det viser sig at mord på udvalgte befolkningsgrupper måske alligevel er fedt nok

Normalt er jeg jo sådan én der bare godt kan lide at sidde og være flink, eftertænksom, totalt zen og bare generelt algod. Og som (i parentes bemærket) slet ikke går ind for at man udskiller og myrder befolkningsgrupper, som man tilfældigvis har valgt at gøre til syndebukke for alle ens problemer.

Så vidt, så godt, kunne man fristes til at sige. Men det skal vise sig at det ikke er helt så problemfrit et standpunkt som først antaget. Før jeg går videre skal det lige nævnes at hyggeforargelse selvfølgelig er helt OK (og et yderst undervurderet lag i Maslows behovspyramide) og at der i øvrigt kommer masser af links til stemningsmusik i dagens tekst.

Problemet er nemlig, som artiklen her viser, at nogle folk er meget for meget, at man nærmest ikke kan se anden udvej end at iklæde sig en sort dragt med et kranie på og knuse dem som de menneskelige insekter de er, som et bare nogenlunde proportionelt modsvar på deres forbrydelser.

punisher-03

Vi diskuterer stadig i fokusgruppen, om kraniet skal sidde på mavsen eller kasketten, men den politiske linje overfor havecyklister er der enighed om.

Jajaja, jeg ved egentlig godt at Marvel’s “The Punisher” måske nok skal forestille at være lidt en skurk, men altså, jeg forstår fandeme godt de “selvbestaltede parkbetjente” der så ubarmhjertigt forfølger den stakkels forfatter – for som onkel Tom så rigtigt spørger: “where is justice, where is punishment?

Jeg går selvfølgelig ikke ind for at man går over gevind, men på et tidspunkt der altså være en grænse for pladderhumanismen overfor havecyklister og den politisk korrekte berøringsangst omkring det faktum, at vi som samfund er nødt til at få skaffet dem af vejen med alle midler. Man skal altså køre ordentligt på cykel. Det er bare dét, jeg siger.

75b048306044d0fd06ca9c2abf8c5aa0

Og igen: der er altså på ingen måde tale om en overreaktion.

Men altså, helt alvorligt: jeg fatter seriøst ikke, at man kan få sig selv til at skrive sådan en gang postmodernistisk, asocialt ævl, hvor man skriver sig selv og sin latterlige skiden på andre (en adfærd som man i øvrigt også i samme ombæring bevidst opdrager sine børn til at tillægge sig) ind i en sammenhæng med Rosa Parks og forfulgte minoriteter – i ved nok, folk med rigtige problemer, som ikke bare har ondt i røven over at andre ikke pænt holder deres kæft, når man pisser dem op og ned af ryggen. Der må havecyklisternes lidelser altså lidt om bag i køen, i min ydmyge mening.

Undskyld jeg siger det, men hvis man ter sig sådan dér og så ovenikøbet er selvretfærdig omkring det og går og føler at man tilhører en forfulgt befolkningsgruppe og er en slags frihedskæmper, så skulle man sørendanseme, med nationalskjalden L. Ron Haralds ord, “kneppes ihjel”.

Det er altså, som de unge siger, “simpelthen ikke i orden”.

tumblr_inline_mq3e38DGWq1qz4rgp

I tror jeg joker, men det er faktisk uacceptabelt.

Så derfor: I har hermed carte blanche fra mig (hvilket jeg ved i går rigtigt meget op i), til at hade havecyklister, samt til at udøve psykisk vold imod dem. Endelig en befolkningsgruppe der ærligt har fortjent en hvilken som helst dæmoniserende og dehumaniserende retorik i kan komme på.

Fuck havecyklister, mand. Fuck dem rigtigt meget. De tager måske ikke vores arbejde og vores damer, men de er for meget og nu er det altså krig.

Skriv et svar