Månedsarkiv: oktober 2017

Kapitel Fireogtredive: I hvilket vor helt fejrer jubilæum

I dag får jeg at vide gennem vor tids store fælles fortælling om vores egen navle/det internationale spionnetværk, at det er ca. fire-fem år siden Projektet™ her blev søsat.

Derfor vil jeg gerne råbe hurra for mig selv og dele to skelsættende #historier med jer, kære trofaste læsere/figmenter af min egen narcissistiske fantasi. Begge er af en karakter, der nok passer sig for et jubilæum.

For det første er anti-guruernes guru, Svend Brinkmann endelig faldet til patten og er begyndt at brokke sig over det vi her på kanalen har brokket os over LÆNGE før det var cool, nemlig det vi kunne kalde “den nye politikse korrekthed”, eller, som min unge protegé Svend kalder det, “forargelsen over forargelsen” aka det faktum, at folk der klynker over at andre tillader sig at sige noget er for latterlige. Det er som talt ud af mit tastatur – han har endda lånt min, ret store, forargelse over, at JyllandsPosten altid ringer to gange/trykker stakkels dumme unge menneskers kødsovskrænkelser bare for at hidse sig selv og deres læsere op.

Nå, men læs selv her og se, om ikke det er fed tjald, eller hvad det nu hedder. Jeg skriver sgisme også snart en selvhjælpsbog, der skal hedde: Folk, der brokker sig over at andre brokker sig, skal fucke rigtigt meget af, siger alle de kloge.

Og når så vi er færdige med dét selvforherligelsesprojekt, så kommer den rigtige historie. Og det er én jeg har siddet på i noget tid, for det er nemlig en sprængfarlig affære.

Det viser sig simpelthen, at der er nogle flinke nazister ovre i de britiske kolonier, der har forsynet mig/verden med vaskeægte nyhedsstof til dét, som det halve af det hele her på siden egentlig handler om.

Jeg ved I/i venter i åndeløs spænding, så, without further ado, HER kommer det…

 

 

 

 

 

 

 

…er I klar?

 

 

…wait for it…

 

 

 

 

 

OMG!

Jeg kan ikke rigtigt finde på noget at sige, andet end af hjertet tak for gode, som for onde år.

Link

Kapitel treogtredive: En hyldest til Danmark

I dag kom jeg til at læse en “avis” og opdagede, at Tom Jensen (det besindige menneske) åbenbart mener at burkaer vist nok måske skal forbydes, fordi man skal kunne kigge hinanden i øjnene.

Tillad mig i al beskenhed at sige, at jeg er skideligeglad og yderligere, at jeg gerne lige vil dreje dette væsentlige emne i samfundsdebatten 138°, så det kan komme til at handle om én af mine kæpheste. Det er jo ligesom mig, der er den vigtige.

Mig. den vigtige.

Fordi, det skal ikke være så negativt, det hele. Det skal ikke altid handle om at alt er noget lort og at livet bare er en skidelang tunnel mod døden (som én af vor tids store digtere udtrykker det). Der er også gode ting i livet, og ikke mindst i Det Danske Samfund™

Faktisk er det på mange måder det danske samfund og dets iboende værdier, samt det ihærdige forsvar for disse, der tillader os at leve et bare nogenlunde tåleligt liv her på jorden (+ selvfølgelig omgive os med fuldstændig overdådig luksus i fht. resten af verdens befolkning, bortset måske lige fra dem i Saudi-Arabien, men det skal vi ikke snakke om nu…).

Det Danske Samfund er m.a.o. pissefedt, fordi det ligesom opretholder nogle standarder for hvad man må og ikke må. Heriblandt er den nok allervigtigste, at vi FUCKING ALDRIG KIGGER HINANDEN I ØJNENE, OMG! og, vigtigst af alt, vi snakker bare ikke til hinanden når vi kører med det offentlige. Det kan nærmest ikke understreges nok.

Mig, når jeg tænker på folk, der ikke fatter det.

For altså, når der er nogle af mine psykolatterlige bekendte, der begynder på den fortærskede remse om at “Arhmen altså, vi er bare SÅ lukkede og hæmmede i Danmark, fx snakker vi aldrig med fremmede i bus og tog. I der-og-dér-istan, der er det bare SÅ fabelagtigt at køre i bus, folk snaarker bare SÅ meget sammen…”, ja så er det kun min gode opdragelse der forhindrer mig i at brække den nærmeste flagstang midt over og hamre den igennem brystkassen på dem, så de kan ligge der og se på dannebrog og lige tænke over, hvad det er for noget vrøvl at lukke ud, mens de udånder. Efterfølgende vil jeg så begrave dem i en navn- og hæderløs grav i den allermest øde og gudsforladte afkrog af kongeriget, man overhovedet kan tænke sig. Det bliver formentlig et sted i Jylland.

Nå, men det var vist lidt en tangent – tilbage til det væsentlige!
Sagen er jo nu engang den, at når man er på vej et eller andet sted hen, så er det ethundredemillionermilliarder procent fucking centralt, at der ikke er alle mulige belastende typer, der forsøger at kommunikere med én. Det er grundpillen i det moderne samfund, at man kan være i fucking fred, når man prøver at bevæge sig fra punkt A til B (eller hvilket punkt, man nu bevæger sig til/fra).

Bevares, buschaufføren må naturligvis gerne sige “godmorgen/dag/aften hr/frue (M/K)” når man stiger ind, for lige at signalere, at han (M/K) godt ved hvad tid på dagen det er og ikke er SÅ fuld, at han (M/K) ikke kan se, hvilken kønsidentitet man præsenterer som i dag. Det er ligesom mest betryggende i fht. resten af rejsens forløb.

Mig, mandag morgen kl. 5.47. Den kvikke læser vil bemærke, at mit kropssprog ikke rigtigt indbyder til hyggesnak.

Men (MEN!), andre mennesker må virkelig kun sige noget til én i absolut nødstilfælde. Dels sidder folk jo og hører eurodance og/eller planlægger hvordan de skal sprænge Christiansborg i luften og det vil man jo helst ikke forstyrres i, hvis man er som folk er flest. Hvis man er et nogenlunde velopdragent menneske, så vil man i øvrigt heller ikke forstyrre sagesløse mennesker, der bare sidder og prøver at flippe ud over Me & My og/eller har nederen på, over at der aldrig kom et album nr. tre med Whigfield, eller måske at de ikke kan hitte ud af sådan noget med tændsatser. Sådan er det, og det ved normale mennesker også godt.

Hvilket leder mig frem til næste punkt; nemlig at det jo ALDRIG er nogle mennesker, det kunne være fedt nok lige at vende verdenssituationen og/eller Scooter’s tekstunivers med. Det er ALTID én eller anden forbandet psykopat, der vil underholde om at vedkommende har mærkeligtfarvet udslæt på kønsorganerne, at der er for mange/for få fremmedarbejdere, at det er Illuminati og/eller “big pharma” der står bag Prins Henriks demens og de selv er bange, fordi de “ved for meget” eller lignende. Selv kan man bare sidde der og være statist i vedkommendes psykodrama og allerhøjst snige sig til at tænke, at de nok nærmere ved alt, alt for lidt.

Mig, indeni, når folk snakker til mig i bussen.

Og dér sidder man så, velnok verdens største offer, og bare lader privatsfærekrænkelserne (for ikke at snakke om kropslugte og mundvand) nærmest vælte ned over én, men andet kan man ikke rigtigt stille op, eller rettere, det ville man ikke kunne, hvis ikke man da lige boede i DANMARK!

For vi ER jo så heldige, at vi dels har en stærk tradition for, at folk der snakker til andre i offentlig transport bliver udskammet på det kraftigste – hvilket bevirker, at det kun er de allermest forhærdede afvigere, der drister sig til den slags – dels ved vi, at vi med fuld opbakning fra det omkringliggende samfund, kan rømme os og pege på skiltet med “stillezone”, eller, hvis vi ikke er så heldige faktisk at sidde i en stillekupé (og hvorfor FUCK er alle kupéer i øvrigt ikke stillekupéer, om man må spørge?!? Nå, men træerne vokser jo ikke ind i himmelen), uden videre forklaring kan rejse os og gå fra det forvorpne individ, der forsøger at krænke os med sin uønskede kommunikation.

Så altså, for lige at opsummere: Danmark er et dejligt land og det er det primært, fordi den største freak man er tvunget til at interagere med, når man er ude i offentligheden, som regel er én selv.
Det er noget nær den vigtigste frihedsrettighed, man kan tænke sig og vel nok den mest danske af alle værdier.

Dan-mark! Dan-Mark! DAN-MARK!  Love it or leave it, bitches!