Månedsarkiv: december 2015

Kapitel syvogtyve: I hvilken vor helt tager livtag med den politiske korrekthed / Vaskeægte public service

Ja, i hørte rigtigt. Jeg er simpelthen ved at være så fucking træt af den politiske korrekthed. Ikke den gode gamle old school politiske korrekthed, for den findes jo nærmest ikke engang i de allermørkeste afkroge af Radikale Venstre efterhånden, så den er jeg mest sådan principielt træt af.

Ikke fordi, det er da klart at man ikke kan ophæve “ih, hvor er du dog uempatisk lige nu, Hans Jørgen – mine biorytmer kan slet ikke have det, altså!” til et argument, men den hest er jo sten-fucking-død, så skulle vi ikke spare kadaveret for endnu en tur i manegen? Det gider jeg ærligt talt ikke spilde kostbar Gin & Tonic-tid på at være sur over. Hvis i absolut vil høre den gamle traver igen-igen, så smut over til Anne Sophist Huttelihutsens del af internettet. Hun gider nok godt fortælle jer, at i er nogle dygtige og stålsatte frihedskæmpere hvis i ikke kan lide spelt, eller noget. Det bliver ikke med mig som Ophelia.

Det bliver ikke engang med mig som Obama. Og han er ellers større end Beatles og det hele.

Ja, det bliver sgu ikke engang med mig som Obama. Og han er ellers større end Beatles og det hele.

Det jeg taler om er nemlig Politisk Korrekthed Mk.II – eller “den nye politiske korrekthed”, om man vil. I ved nok, den hvor man beskylder andre for at være politisk korrekte, eller måske endda “gode mennesker”.

Den er jeg nemlig pænt træt af.

At folk er nogle lameass fuckhoveder, der synes alt muligt pis (som de slet ikke har haft forbi mig og få blåstemplet først) er selvfølgelig grundlæggende problematisk, men det er jeg sådan set rimeligt afklaret med. At de ikke kan finde på ordentlige fornærmelser er så en anden sag, men den må de sgisme selv ligge og rode med (for af en eller anden grund tror folk nemlig, at man bare synes det er topnederen at være god. “Du er også bare et af de der gode mennesker!” Tak for kaffe, manner! Sikke da for et sick burn, siger jeg bare. Det næste bliver vel at i siger jeg har en god røv i de her bukser, eller hvad?!?).

Så vidt så godt, men problemet er -og man skulle synes at det var for plat en fidus, til at den kunne virke but here we are- at hele samfundsdebatten, både on- og offline, på det nærmeste flyder over med folk, der bare synes det er smart et trick de har fundet på. Man kalder bare andre for “gode mennesker” og så har man lukket for enhver mulighed for debat og behøver overhovedet ikke forsvare sine forskruede vanvidsytringer.

Man bliver træt.

defusing-angry-cust

Det her er mig, når jeg tænker på det (som i nok kan fornemme, har voldsmadderiface.nu’s diversitetsudvalg været inde over billedudvalget i dagens anledning).

Så hvis du, kære læser, ligesom jeg er ved at være “lidt træt” af folks ævl og kævl -og da særligt alle de småtskårne båtnakker, der ikke engang kan få sig selv til at være erklærede nazister- ja, så er der håb forude. Eftersom Danmark absolut ingen public service medier har, så har jeg valgt at løfte byrden her på kanalen og producere en almennyttig, almentdannende og oplysende tekst, som kan bruges til at få de fucking oggenokker til at fatte, hvad uglen i hulen debat egentlig er for noget.

Det er skrevet som et åbent brev, som enhver af jer ganske vederlagsfrit kan anvende hvorsomhelst og nårsomhelst i måtte få behov for det – og sig så ikke, at onkel Jeppe aldrig gør noget for jer!

Er i klar? Godt. Så kører vi:

Kære *indsæt bemeldte papnakkes navn her*

Det sjove er, at den eneste her i debatten der taler om “gode mennesker” og “politisk korrekthed” -og om at andre går og kalder folk for “dårlige mennesker”, hvis de ikke er enige med dem- faktisk er dig selv. Men OK, det er jo også rimeligt svært at få offerhatten til at sidde rigtigt, hvis ikke man kan opfinde nogen der er ude efter én. Jeg kan godt se, at et sådant kneb kan virke nødvendigt, hvis man fx har levet en meget beskyttet tilværelse og ikke er vant til at debattere.

Ude i den virkelige verden er det imidlertid sådan, at det er rimeligt meget federe at opføre sig ordentligt og tale pænt om/til andre (også selvom de holder med det forkerte fodboldhold, eller kommer fra et andet land e.l.). Kan man ikke det, ja så risikerer man altså, at der er nogle af disse onde, onde “gode mennesker” der tillader sig at være uenige med én – og måske endda (gys!) sige det højt. Det er dét, der på godt dansk hedder “at få svar på tiltale”.

Det kan synes nærmest ubærligt hårdt, det er jeg klar over. Men det er faktisk sådan, den dér højt besungne debat og ytringsfrihed virker, og det er faktisk godt nok – også selvom det kan være træls, at folk har den frækhed ikke straks at kaste sig i støvet for én og sige undskyld, så snart man beskylder dem for at være “gode mennesker” eller “politisk korrekte”. Men den gode nyhed er, at du ikke står alene med denne byrde.

Vi andre er nemlig også jævnligt ude for, at folk tillader sig at være uenige med os – og tænk, vi klarer den som oftest uden at skulle kalde andre for hverken onde, gode, eller hvad man ellers kan finde på af debatstoppere. Til gengæld løber vi så også den risiko, at vi kan blive bedt om at argumentere for vores sag og ikke bare kan stoppe enhver samtale med at kalde andre nogle naive hippier eller lignende. Sådan er verden jo sådan et barskt sted, men hvis vi tager os selv lidt i nakken og bestemmer os for at debattere ordentligt, så kan vi altså godt – og vi bliver måske endda allesammen klogere af det.

Kumbaya, broder (m/k) – jeg tror på dig; you can do it!

Jeg håber at du, nu hvor du ved hvordan debat hænger sammen for almindelige mennesker, vil melde dig ind i klubben og begynde at komme med nogle egentlige argumenter. Ellers er du hjerteligt velkommen til at fucke ad helvedes til med dine ynkelige forsøg på at tvinge andre til at holde kæft med dine børnehaveagtige “retoriske” “kneb”, din bovlamme snotugle.

Kærlig Hilsen

*indsæt navn på moden verdensmand (m/k) her* (det står på ens sygesikringsbevis, så det plejer jeg selv at tage til hjælp i korrekturlæsningsfasen af mine copy/paste-bedrifter)

P.S. – hvis du nu skulle synes, at forklaringen virker unødigt spydig, så er det formentlig fordi der, hjemme i din seng, nedenunder de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner, ligger den allermest bittelille ært. Men frygt ej – du beder bare tjenestefolkene om at fjerne den og får din mand (m/k) til at udstille den på Kunstkammeret og så er den sag klaret. Ikke også, Prinsesse?

lille-sorte-sambo

Til slut får i lige forsiden til “Historien om lille sorte Sambo” (eller “What up, Nigga?”, som den hedder i Harlem). Så kan i jo printe den ud, når i skal til Afrikaland og muntre jer lidt med at sidde i kannibalgryderne og være totalt edgy og politisk ukorrekte. Fuck i er seje, hvad?