Månedsarkiv: juni 2015

Kapitel treogtyve: i hvilket hvor helt går ind i politik…

Nå, så skal vi simpelthen til det igen. En forrygende fejring af det rigtigt dejlige demokrati, som betyder så fantastisk meget for os allesammen, og som slet ikke er en kæmpe gang gøgl.

hey-kids-wanna-buy-some-democracy

Det er totalt fedt; man er med til at bestemme ALT MULIGT.

Udover selvfølgelig de sædvanlige billige jokes på politikerstandens bekostning (som de altså nok overlever; de kan trods alt altid bare give sig selv nogle lønfohøjelser for svie og smerte, hvis den bliver helt gal…), så har jeg denne gang også en ny og spændende udvikling at berette om, kære læsere.

Vores allesammens helt (det er mig) er nemlig sprunget ud som folkeforfører (min kunstnerkarierre viste sig at være mindre lukrativ end først antaget) og vi mangler faktisk bare lige at få hamret de sidste detaljer på plads, så er vi klar til jordskredsvalget pt. II – voldsmadderiface edition!

Hitler_likes_Pizza_by_ninjaduck22

Det bliver omtrent sådan her. Bare mindre forvirrende og med burgers i stedet for.

Det primære problem er at de gode partibogstaver er taget. V for voldsmadder var jo oplagt, men vi skal faktisk ret langt henad bogstavsrækken før vi finder et ledigt bogstav. Derfor har jeg været nødt til at tænke i alternative baner – det er også så populært i meningsmålingerne, så det er jo godt nok…

Det sekundære problem er, hvad det politiske projekt i grunden skal handle om. Men det er der en del andre partier og politikere som heller ikke aner og det går tilsyneladende godt nok alligevel. Så jeg tænker at formen må være det væsentligste og så må indholdet komme hen ad vejen (eller slet ikke, alt efter hvad meningsmålingerne nu lige belønner mest på dagen).

Valget står derfor nu imellem følgende to partinavne og dertilhørende bogstaver:
Liste Æ – Ækelhedspartiet. Det klinger måske ikke umiddelbart så godt, men bogstavet er ledigt!
eller
Liste Ü – Überpartiet. Hvad gør man ikke for et ledigt bogstav? Det har dog også den fordel at det signalerer at vi er et internationalt politisk brand – og det vil vi rigtigt gerne være.

En anden ting der også er populær (måske endda populistisk) i disse tider, det er at “vælgerne skal være med til at udvikle politikken under valgkampen”, hvilket jo er et utroligt godt og seriøst udgangspunkt for et parti. Helt så vidt er jeg dog ikke parat til at gå, men jeg har fået kogt det ned til to forskellige sæt mærkesager, som jeg er parat til at gå helhjertet ind for, ligeså snart i vil have det. Jeg kan nærmest slet ikke vente med at tjene folkets/egne interesser på tinge!

giphy

Jeg ville gerne skrive noget sjovt her, men jeg ved ikke lige hvad det skulle være. Så i må nøjes med dette morsomme animerede billede.

Så her, kære vælgere in spe, er de to muligheder, samt en lille forklaring af mærkesager og ideologiske standpunkter:

Liste Ü – Überpartiet
Vi er dét folk længe har efterspurgt: et vaskeægte positivt parti med spændende nye visioner. Vi synes kort sagt, at alt skal være totalt fedt! Ikke bare fedt, men überfedt, faktisk. Muligvis også dejligt, alt efter hvad målgruppeanalysen -æeh, jeg mener meningsmålingerne- siger.

Vores mærkesager er:

– Flere penge til alle!
– Mere frihed og flere gode ting.
– Innovation og nytænkning, på en gennemgribende måde, der ikke er anstrengende eller angstprovokerende for nogen. Samtidig med at det er fuldstændigt gratis, på ALLE niveauer.
– Bred og dybdegående almendannelse, som ikke udelukker nogen eller noget.
– Menneskerettigheder og gratis iPhone 6 til alle.
– Smart tøj og sympatiske holdninger.
– Candy Crush som 5-årigt universitetsfag (ved graduation bliver man cand. crush – benævnes “master of candy” internationalt)
– Motion, krystalhealing og gensidigt anerkendende herredømmefri dialog på skoleskemaet.

Liste Æ – Ækelhedspartiet
Vi mener at det er på tide at honorere kravet fra det danske folk, om at politikere tør tale rent ud af posen, sige fra, have deres meningers mod, ikke lade sig kue af korrekthedens totalitære tyranni, komme med nogle Upopulære Men Nødvendige™ politiske udmeldinger og i det hele taget være nogle rigtigt dumme svin/træffe de hårde beslutninger ingen andre tør stå ved.

Vi er trætte af bovlamme populistiske politikere, der ikke vil erkende at deres politik ikke kan gøre alle tilfreds, men at politik mere end noget andet handler om hvilke behov man ikke kan og, i vores tilfælde, ikke VIL tilfredsstille.

Vores mærkesager er:

– Flere skal dø i trafikken.
– Længere ventelister.
– Den kriminelle lavalder skal helt afskaffes og erstattes med en ordning, hvor ens indkomst afgør om man kan straffes eller ej. Jo lavere indkomst; jo strengere straffe. De fattige og deres klamme børn har alt for længe levet højt på at folk er “lige for loven” og anden pladderhumanisme!
– En flad skat på 76,3%, multinationale selskaber og andre vanekriminelle dog undtaget.
– Det skal kunne betale sig at udvikle kemiske våben (på nuværende tidspunkt får en våbenfabrikant kun sølle 904.073 kr mere i timen end en kontanthjælpsmodtager, hvis man regner med en 134 timers arbejdsuge).
– Folkekirken skal være scientologisk.
– Miljøet skal kneppes ihjel. Indefra.
– Skolemælken skal erstattes med flæskesvær og Red Bull. Det skal folkeskolelærerne i øvrigt også.

Ja, det var sådan set det. Nu er det op til jer, kære læsere, at afgøre hvilket af disse partier der skal varetage jeres interesser/mangel på samme i den kommende étpartisregering! Hip hip hurra, for det parlamentariske demokrati!

your-vote_002

Hvad med om alle jer stemmeliderlige møghunde skruede lidt ned for charmen? Det er sgi da JER der har valgt de nuværende båtnakker ind, FFS. Sofavælgerne er de eneste der for alvor har ret til at brokke sig!