Månedsarkiv: april 2015

Kapitel enogtyve: En sproglig servicemeddelelse.

Siden jeg erklærede mig som ikke bare kunstnerisk nazigeni og nazifeminist forleden er det kommet mig for øre, at der 4 realz findes mennesker, der anvender udtrykket “feminazisme” uden at være dybt ironiske.

I den anledning vil jeg gerne sige et par velvalgte ord og når det så er ude af verden, så vil jeg også gerne rette en henvendelse til omtalte folk: Det skal i tage at lade være med, lige på stedet. Det er sjældent jeg starter mine sætninger rettet til andre mennesker med “det er det dummeste jeg nogensinde har hørt”, men det er sgu det dummeste jeg nogensinde har hørt. Dummere end naziislamisme endda.

Dog godt kan se, at man som moderne mand kommer vældigt på den, hvis ikke man har en nedsættende glose, der kan signalere at man synes at kvinder der godt vil behandles på lige fod med andre mennesker er nogle farlige, dumme og/eller onde nogle. Det ville være noget rod.

I min nærmest altoverskyggende venlighed, har jeg derfor fundet på et nyt ord i kan bruge i stedet for, som på det fineste signalerer at i synes lighed mellem mennesker er et produkt af den sorteste ondskab: Det drejer sig helt oplagt om…

 

Morgomir_Nazgul

… Feminazgulisme!!1

 

 

Kapitel tyve: Stcp in the name of love. I hvilket vor helt taler et par borgerlige ord.

Man skal passe på med historiske sammenligninger. Det lærte jeg selv på den hårde måde, da min -nu eks- kæreste viste mig sin fine nye jakke og jeg prompte replicerede “Ja, den er rigtig flot. Den ligner én min farmor kunne have gået med.”

Jeg skal ikke trætte jer med efterspillet, men jeg håber at jeg, med kombinationen af antydede skærmydsler og hyldest af tidligere tides mode, har fået fasttømret i jeres bevidsthed at historiske sammenlinger potentielt er Noget Farligt Noget™, samt fået etableret min konservative street cred.

NIven-dapper-gent

Det her er mig. Se selv, hvor konservativ jeg er.

Ellers så lad mig lige slå det fast: jeg er, på mange måder, ikke spor fjendtligt stemt overfor de konservative. Ikke som idé, i hvert fald. Hvis der indløber telegrammer nok og lommeuret tillader det, så skriver jeg som lovet en lang smøre om konservatisme og dens forskellige problematikker én af dagene. Men ikke i dag. I dag skal det kun handle om at:

STOPPE

HISTORISK

E

SAM

MEN

LIGNINGER

maths_1

Hvorfor skal ligninger nu stoppes, Jeppe?
Fordi jeg hader dem… Hvorfor skal der altid være en grund?!?

Det gælder i øvrigt rimeligt meget over hele linjen. Jeg kan sagtens forstå at folk synes det ligger lige til højrebenet at drille de konservative med deres lidt blakkede fortid, i forbindelse med kampagnen her. “They walked right into that one”, som man siger på godt gammeldags nudansk.

(Jeg gider ikke tage skindiskussionen om hvorvidt “de” nu var “så slemme” “dengang”. Ikke i dag, i hvert fald. Det troede jeg oprindeligt ikke “de” var, men hvis man sætter sig bare lidt ind i sagerne og ikke er meget, meget virkelighedsresistent, så må man altså overgive sig på et tidspunkt…)

ku2

Eller, “they marched right into that one” havde måske været mere rammende, men i ved.

Men så alligevel. Giver det egentlig mening at bebrejde en organisation og dens medlemmer for hvad organisationen foretog sig for et lille århundrede siden? Giver det i så fald mere eller mindre mening, end at holde folk der formelt har samme religion ansvarlige for ting, der foregår i andre verdensdele?

Jeg er som sagt ikke matematisk student, så jeg sidder ikke med facit. Men jeg synes der er noget der knager lidt, som stumtjeneren ville have sagt, hvis den kunne tale.

Et af mine yndlingstågehorn, Rasmus Jarlov, gør det heller ikke ligefrem lettere at se logikken (men komikken bliver selvfølgelig lettere at få øje på, det skal han have) i regnestykket med sine nærmest dugfriske opråb til saglighed angående “nazikortet” (som jeg sådan set er helt enig i bør STCPPES). Men det gør det jo ikke ligefrem mere oplagt selv at stille med sådan en kampagne…

paulrobinson_wideweb__470x348,0

Den kvikke læser vil allerede have gættet at det er den stakkels mands eget mål, han ligger og roder rundt i.

Min egen, for én gangs skyld helt ærlige og usminkede, holdning er i øvrigt, at nu skal “konservative” -i hvert fald i Khader/Pape/Mercado/Jarlov/Mikkelsen konstellationen- bare ned under den spærregrænse, så hurtigt som det overhovedet er menneskeligt muligt. Det lyder måske hårdt, men det er bare god gammeldags konsekvenspædagogik og “tough love”. For helt ærligt: det er og bliver altså røven af fjerde division og et par år i vildnisset kunne nok være gavnligt i fht. at komme tilbage med et lidt mere konstruktivt bud.

khader

Her får i, ganske gratis, mit bud på en valgplakat til næste gang. Budskabet kan måske virke voldsomt ved første øjekast, men i virkeligheden mener jeg bare, at alle de folk der hedder Khader som IKKE er nazister, ikke skal lide under et (formodet) mindretals ugerninger…

 

Kapitel nitten: Nazidød over nazialting. I hvilket vor helt erklærer sig som hhv. litterært geni og hvidglødende nazifeminist og skælder ud på nogle stakkels mennesker, der aldrig har gjort noget (andet end at være nazister). Also, stream of (nazi)consciousness.

I anledning af at alt er for meget, får i her et lille digt skrevet til lejligheden. Det er fra min kommende, ret banebrydende, stream-of-consciousness digtsamling “Odysseus var en Luderkarl”.

Den kan ikke købes, da jeg ikke tror på at kunst og kultur kan gøres op i ussel mammon, men man kommer til at kunne tegne abbonnement. Dette vil nærmere bestemt foregå ved at man, som en anden Medici, afholder mine udgifter til guldøl og usømmelig livsførsel. Til gengæld vil man drypvis modtage min geniale og grænseoverskridende kunst, efterhånden som inspirationen melder sig (dette vil, helt konkret, betyde, at man som min mæcen kan se frem til en længere række af dét, en udannet snøbel måske ville tro var sjofle opkald og digital chikane. Men i virkeligheden er det fordi jeg er et universalgeni. Nu er det aftalt).

Her får i en vareprøve, så kan i se om i er hippe nok til at give mig øl (og penge):

Stakkels lille mig er på facebook. Ser opslag. Ord melder sig i min hjerne.

Had.

Jeg smager på ordet. Det smager af had.

Jeg kan godt lide smagen.

Mmmm, had.

Jeg overvejer at masseproducere den og se, om ikke jeg kan komme i folketinget i stedet for alle de andre haterz.

Men jeg besinder mig, bliver siddende på stolen.

Stille. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

keep-calm-and-hygge

Bare hygge-hade forstås. Ikke noget vildt. Det er jo ikke James Joyce, det her.

Som i nok kan fornemme, huserer der i dagens poetiske udgydelser en undertone af, at der er noget jeg ikke kan lide. Det er der også. Blandt andet kan jeg ikke lide folk der læser digte. Det er derfor jeg har skrevet digtet. For at genere dem, der læser det. Zuper meta, i ved.

Jeg kan heller ikke lide James Joyce. Eller Zombier. Føtex har jeg det ambivalent med. Stort “i” ved personligt stedordsflertal synes jeg er OK, men jeg bruger det ikke, da jeg har en postmoderne agenda med at smadre det danske sprog.

Men en ting jeg især hader, det er facebook. Og alt dét, som facebook udsætter stakkels lillebitte mig  – og stakkels småbitte jer- for. Folks bizarre egotrips er selvfølgelig fede nok, altså. Sådan skal det jo heller ikke være.

Jeg mener, lad os nu være knusende ærlige; hvem har ikke fået halvfed på, over at læse, at Ole lige har sat juleanden i ovnen, eller at Petra bare er SÅ glad for at hendes barn har lært at skide i bukserne? Eller måske endda, at dette eller hint kærestepar synes hinandens kommentarer til hinanden om deres fælles tur til Møns klint er “mega optur”?

Det er selvfølgelig ikke disse livsbekræftende udtryk for, at vi totalt 4 realz lever på tinden af den menneskelige races kulturelle formåen, jeg vil til livs. Det ville jo være sindssygt.

Det, der kan få mig til at fare i flint (eller rettere, et mindre udsnit af de ganske mange ting, der kan få mig til at fare i flint, for nu at være lidt mere ærlig i varedeklarationen), det er folk der gerne vil vælges ind i folketinget for at kalde andre nazister (formentlig fordi de ikke har fattet at de fremstår som verdens største mentale trafikuheld når de gør det, snarere end som nogle der har et seriøst bud på noget som helst) og så selvfølgelig damer.

Nu sidder alle i potentielle kunstmæcener derude nok og tænker “nu er du da ikke så banebrydende, som lovet, Jeppe. Alle folk på internettet hader jo tilsyneladende damer, men det er jo vedtaget for længst, at det bare er god humor, når man siger folk skal voldtages ihjel. Så det lyder da ikke som noget nyt og spændende. Jeg er skuffet. Det er ikke 0,5 liter “Brutalis” værd, for nu at være helt ærlig.”

Det har i selvfølgelig ret i. Derfor har jeg lagt et lille twist på mit had til kvinder. Jeg er nemlig feminist, forstår i. Ikke bare sådan hyggefeminist, eller sådan én der synes at kvinder er cool nok, bare de altid er enige med mig i alt og synes jeg har nogle rigtigt, rigtigt kloge og interessante bud på hvordan de bør tænke og føle (hvilket jo naturligvis er den højeste ære en kvinde kan stræbe imod. Alle ved, at kvinders ret og pligt er, at være enige med mænd om deres situation. Særligt på internettet).

Nej nej, kære kommende sponsorer, det er LANGT mere radikalt end som så. Ikke Radikale Venstre, forstås. Dem kan vi nemlig ikke lide. Næh, det er snarere Radikale Højre, der står for skud i dag. Alias de “konservative”, alias “please stem på os, vi skal nok synes hvad som helst vi tror i godt vil have vi synes, på en rigtigt markant og kæmpe-med-åben-pande-måde, det looover vi, årh pleeaseee!”-partiet. Dem gad jeg godt der var lidt mere ved, nemlig.

source

I stedet får vi så dét her.

Som enhver god satanihilist går jeg naturligvis meget op i, at der er nogen der har et kvalificeret bud på det etablerede samfund, man kan gå og hygge sig med at omstyrte/dekonstruere/skrive vrede digte om, men desværre har partiet lige for tiden mest travlt med at få ophørsudsalget afviklet. Derfor får vi sådanne geniale bud som “jeg synes, at min personlige holdning er, at jeg føler min religion er rigtig vigtig og at jeg som privatperson godt kan lide den – og det ville de radikale aldrig turde synes, please stem på mig (jeg har en gang kastet et grisehoved på Franks Jensens sommerhus, men det har ALLE jo gjort #kristneværdier)”, “ned med hjemmerøverier, dem er vi modigt og kompromisløst imod”, “strengere straffe til selvmordsterorrister” og nu topscoreren “de brune er nazister”.

Den sidstnævnte genialitet er et smukt bud på at pudse den gamle og hæderkronede venstreorienterede tradition (dem kan vi konservative godt lide), med at kalde alt/alle vi ikke kan lide for nazisme/nazister, af, og se om ikke den kan fænge an hos dem der ellers ville have stemt Dansk Folkeparti. Så kommer man da over spærregrænsen, må parolen lyde – og det er jo en traditionel værdi godt at ville over spærregrænsen. Så det kører.

drive

Vrunn! Vrunn! (Godt vi ikke er fattige. Eller tror på noget)

Det er dumt af dem. Det er det altså. Hvis jeg ikke får guldøl nok på min nystartede kunstnerkarrierre, så får i et essay om hvor fedt/mærkeligt det er med konservatisme én af dagene. Det kan i glæde jer til/grue for. Som i nu synes. Det skal jeg ikke gøre mig til herre over, omend jeg vil forbeholde mig retten til at kalde jer nazister – uanset hvad i synes og mener, i øvrigt.

Men tilbage til feminismen og hadet (nazismen er selvfølgelig en konstant). Forleden var jeg på Berlin Bar (nazisme!), hvor det under et klassiskt inspireret symposion kom frem, at min gode ven Herr æresdoktor Xilas von Heidegger var blevet fascist, med tilhørende hang til civilisationssammenstød, planøkonomi, freudianske tolkninger, dødslejre og Mads Holger. Glæden over dette faktum blev dog kortvarig, da han kort efter for skade kom til at beskylde mig for at være medlem af Radikale Venstre. Der var optakt til en genindspilning af 9. April (nu som dogmefilm), men vi forbrødredes over en Sommer Bock og hvor fælles hang til nationalromantik og penisjokes. Så det var godt nok. Seriøs diskussion og åndfuld samtale, i ved nok.

lhp_ep1_444

En god, gammeldags, hyggelig aften med andre ord.

Men siden da er jeg blevet opmærksom på, at jeg bare skulle have sat nazi foran alting, så havde jeg haft krammet på ham i ét og alt. Han var blevet sat til vægs af min nyvundne autoritet og populære appel. Det må jeg huske i fremtiden.

Men altså, feminismen. Eller rettere, nazifeminismen. Det rendyrkede mandehad og sådan. Der er jo en masse polemik om hvad feminisme er for noget (man kunne fristes til at tro at det ofte handler om ikke at forstå den, så man istedet kan hænge sig i definitioner og flueknepperi, men det må blive et andet indlæg), men her har jeg som en anden naziOccam valgt at skære igennem og sige at ja, jeg er turbonazifeminist. HELT hård i filten (som hun sagde igår), med hang til nazikommunistiske begreber som falsk bevidsthed und alles. Den ultimative stråmand. Det er mit nye jeg.

Det pisser mig nemlig røvmeget af, at aldrig så snart har én af ens kloge, kompetente (og ja, ja lad os da for eksemplets skyld bare antage at vedkommende ikke ligner døden fra Lübeck til forveksling) veninder postet et billede af sig selv førend alle mulige andre kloge, kompetente, søde og unikke kvindemennesker bare SKAL skrive “OMG så smuk <3”, “Smukke dig”, “Ih, hvor er du en lækkermås”, “hvis du var en croissant, ville jeg kneppes i røven af bageren” og, sidst men ikke mindst -et udtryk der er at regne for Satans destillerede nossesved i reneste naziaftapning- “Smuksak”. Det gør mig forvirret og ked af det.

nikita_kl_strup_2

Et emnemæssigt overlap i måske/måske ikke havde set komme, kære nazilæsere: Nikita Klæstrup til bal hos dronningen. #konservativeværdierOGfeminisme

“Hillemænd, bitches! Hvad fuck sker der for jer, kællinger?” fristes man nu og da til at skrive “Sig mig, er i nazipatriarkatets villige feltmadrasser, eller hvad er den af? Har i ikke andet at gøre ved og med jer selv, end at angle efter anerkendelse for jeres udseende – og kan i ikke se at det er totalt lamt, at i ikke kan finde på andet at rose hinanden for? Så stands dog i himlens navn denne naziinternaliserede naziundertrykkelse af jer selv og hverandre! Anerkend hinandens indre værdier, eller jeg går psykoamok, FFS!”

Men i stedet bider jeg mig selv i min metaforiske tunge (det gør ret ondt) og siger ingenting. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

 

Og det var så digtet. I skylder mig en kasse bajere.

Kapitel atten: Forfatteren er død? Eller er han? Hvis han er i live, er han så et røvhul? I hvilket vor helt lommefilosoferer over alt muligt pseudolitterært pis, forvirrer folk på en måde ingen har fortjent og lige får klemt ud imellem sidebenene at han selv er åh, så klog #walloftexterikkelængereforbeholdtselveindlæggenenuerdeogsåioverskrifterne

Før i spørger, så nej, det er ikke Claes Rifberg eller hvad han nu hed/der, det handler om. Intet kunne være mig mere ligegyldigt end ham der Karsten Riberg og hans bøger, nemlig (eller, det kunne det vel, ellers skrev jeg vel ikke det her? Nu er jeg forvirret. Og vred. Hjælp, mor!).

technical_difficulties_by_tigeroovy-d5zqfuv

Vi prøver lige igen…

Nå, men ret beset, så ved jeg slet ikke noget om ham Karl von Riffsteins forfatterskab. Jeg har aldrig gidet læse lortet, så jeg kender ham kun fra Monrad og Rislund og andre parodier. Han var sikkert god nok, selvom han vist også var noget af et svin, på det personlige plan. Har jeg hørt. Men det er cool nok. Mange af mine bedste venner (eller i hvert fald mange af mine yndlingskunstnere) er nogle svin.

photo19

Undtagen Varg Vikernes. HAN er sød! Hvad betyder lidt mord og ildspåsættelse mellem venner?

Nå, men altså, der er mange kunstnere der er nogle svin, der er mange der er døde, der er et vist overlap. Så vidt, så godt. Det er sådan set ikke dét, man mener, når man siger at forfatteren er død. Det er noget postmoderne pis, med at forfatterens intentioner ikke betyder så meget, når det kommer til hvordan vi skal opfatte hans/hendes/din mors værker. Det er en tankegang der har en del kørende for sig, selv om den også bliver frustrerende nogle gange.

For en gang skyld får i den korte version. Den kommer her:

Kunstnere, det være sig forfattere, musikere, billedkunstnere, performance artists (aka trylleklovne) har givetvis en idé om hvilke ting de vil udtrykke. Der er med andre ord “en mening” med de fleste værker (undtagen performance art, det er bare folk der troller irl). Problemet er, at kunstnernes mening med/udlægning af egne værker tit er ret mærkelig og ikke nødvendigvis er den eneste, eller overhovedet den mest oplagte, tolkning. Derfor er vi lidt nødt til at lave vores egen tolkning, i stedet for at forsøge at finde ud af “hvad kunstneren mente med det”. Lidt kækt kunne man sige at man ikke kan læse hvad der menes; man kan kun læse hvad der står (noget som folk i øvrigt gør vel i at huske, når de spiller kække på facebook. Så fik i også lige et protip med på vejen i dag).

Problem nr. 2 er så, at det i praksis åbner dørene for at selv (formelt) voksne og (formelt) velbegavede mennesker læser alt muligt der IKKE står nogen steder -hverken på, imellem, over eller under linjerne- og så sidder og lukker alt muligt fucking bavl ud i timevis. Denne problematik er desværre et yderst realistisk scenarie på diverse litteraturstudier. I værste fald skal STAKKELS lille mig endda høre på det.

Det er synd for mig, når det sker. Det er det værste jeg ved. Ingen har det værre end jeg.

future lovecraft

Sådan her har jeg det, når i kommer med alle mulige “tolkninger”, der ALDRIG har haft noget med teksten at gøre. Det skal i altså lade være med.

Som en ekstra service får i også en endnu kortere version. Så hvis i har læst det ovenstående har i lige spildt 30-40 gode sekunder.

tl;dr opsummering: Folk, særligt kunstnere, fatter ikke en skid af hvad de selv laver. Desværre fatter andre folk ikke en skid af hvad de ser/hører. Det er synd for Jeppe.

Og så er dét på plads. Så kan vi komme til mit yndlingssted i indlægget. Nemlig dér hvor det holder op med at handle om dét det handler om, og i stedet begynder at handle om dét det egentlig handler om.

future lovecraft

Sådan her har du det sikkert nu. Men det er OK. Det har noget med teksten at gøre, nemlig. Så det er godt nok.

“Ja, ja, ja, JA! Men hvad i fucking Helgoland handler det så om, Jeppe?!? Så sig det dog, for dælen da, i stedet for alt det ævl” siger du nok. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

Dét skal jeg sige jer! Det handler om, at det egentlig er lidt sjovt, at forfatterens eller kunstnerens moralske habitus altid skal blandes ind i tingene -særligt hvis vedkommende alligevel er “død”, eller måske endda rigtigt død.

Underligt nok har “forfatterens er død” tankegangen nemlig ikke rigtigt sat sig nogle spor i den henseende. Det kommer der en masse fabulerende tankespind om nu – og jeg skal på forhånd advare om, at jeg sikkert ikke har nogen ordentlig konklusion. Så hvis i ikke gider læse det kan i springe ned til slutningen af indlægget. Der er en opsummering og formentlig også en dårlig vittighed.

Men altså:

På den ene side er det jo noget fis at gå op i hvordan en kunstner er som person. Jeg mener, sådan allerede på det helt overfladiske plan er det noget mærkeligt noget. Jon Nödtveidt blev selvsagt ikke dårligere til at spille guitar af at han nakkede en eller anden stakkels bøsse, Kant bliver ikke en dårligere filosof af at hans hund sked på naboens plæne, Clausewitz Rifbergsson bliver ikke en dårligere (og desværre heller ikke en mindre produktiv) forfatter af at han røg lidt hashishish (omend man nok kunne ønske sig, at han i stedet havde taget sig sammen og havde fået stablet et gedigent misbrug af de hårdeste stoffer, han kunne komme i nærheden af, på benene. Så havde vi måske fået et dansk svar på Hunter S. Thompson ud af hele misæren, istedet for den regulære massakre af regnskoven det blev til), Van Gogh bliver ikke en dårligere maler af at han var first mover på cutting-bølgen, og Julius Cæsar bliver ikke mere eller mindre relevant af at han psyko-voldsmadrede hele gallien.

c-caesar

I hørte rigtigt, my niggas. HELE gallien. LOL, de blev pwned.

På den anden side kan man alligevel ikke komme udenom, at i hvert fald når det kommer til kunst, så aner man ind imellem kunstnerens personlighed og holdninger i værket. Nogle gange er det faktisk sådan, at det er umuligt at ignorere, hvor gerne man end vil. Derfor kan tilgangen med at skille kunstneren fra værket, eller forfatteren fra teksten, også godt forekomme lidt naiv nogle gange (se også historisk kildekritik og den evindelige søgen efter “tendens”, som i bedste fald er et studie i ligegyldighed – vi ved jo alligevel ikke hvad vi skal stille op med den dumme tendens, når vi har fundet den…).

Mærkeligt nok er det sjældent at man støder ind i folk, der både anerkender at den mest oplagte tolkning af et værk faktisk indeholder værdier/budskaber, at værkets skaber ikke nødvendigvis har kontrol over hvad disse i praksis er (eftersom skaberen ikke nødvendigvis sidder inde med den endelige tolkning), og at skaberens private personlighed derfor i sidste ende er ret ligegyldig i den sammenhæng.

Jeg mener, jeg sender sgu ikke lige Varg Vikernes en kuvert fyldt med femhundredekronesedler og et takkekort, hvor der står at han er en fed fyr. Men det er søreme også svært for mig at blive forarget over hans musik, for jeg synes ikke den på nogen måde formidler, at han er en blanding af de dårlige sider af hippier, nazister, satanister, konservative, økologer, konspirationsteoretikere og Charles Manson. Omvendt vil jeg hellere flække en arm på langs, eller måske endda se “1864” end jeg vil høre Stryper, fordi jeg vitterligt ikke kan overskue at høre dårlig musik om at det er fedt at læse i biblen. De er måske flinke? Jeg ved det ikke – og jeg er sørenjenseme også ligeglad.

stryper_88pic5

Jeg er nærmere bestemt ligeså ligeglad som Stryper ser kiksede ud. Den kvikke læser vil allerede have bemærket at det er rimeligt meget.

Jeg mener, hvis det skal være kunst, så skal der vel også være en mening med galskaben? Og hvis meningen med at spille heavy er, at man skal fortælle folk at de skal spise deres rosenkål og lave deres lektier, så kunne man nok overveje om man nu også har valgt de helt rette kunstneriske værktøjer. Jeg kan ikke helt frigøre mig fra tanken om at det nok også er derfor det lyder så dårligt.

600full-varg-vikernes

Don’t get me wrong, det er sikkert fedt nok at læse i biblen og man SKAL jo lave sine lektier, men så har Varg nu alligevel lidt mere blik for sammenhængen mellem idé og udtryk.

På den tredje side er der faktisk også kunstnere, hvis dårlige sider decideret informerer deres værker og faktisk lader til at være en del af dét, der gør at deres kunst overhovedet virker. Lad os tage en af mine mange yndlingsforfattere som eksempel.

H. P. Lovecraft var efter alt at dømme noget af en sær snegl og på mange måder en båtnakke af dimensioner. Han var bange for snart sagt alt og han kunne ikke lide ting, han var bange for. I dag havde han sikkert været gamergates intellektuelle flagskib eller noget.

Bevares, man kan sagtens læse hans historier (bortset fra den, heldigvis, ganske jammerlige “The Street”) som “bare nogle uhyggelige historier om underlige ting og rumuhyrer” – og det gør jeg da også selv flittigt. Men altså, det er på det nærmeste umuligt at undgå at tænke de ting man ved om ham og hans liv ind i det. Hvis i nu er nogle af dem, der ikke lige har sat jer ind i amerikanse horrorforfattere fra 1920er-30erne, så kommer her en lille opsummering:

  • Hans forældre var skøre i større eller mindre grad (fra “ubehandlet skør, dårlig forælder” til “død på et sindssygehospital” skøre, nærmere bestemt) og han var selv bange for at være/blive skør – nærmest samtlige af hans historier indeholder folk der er/var/bliver/er bange for at blive skøre, samt en underliggende præmis om at universet er skørt.
  • Han var racist i en grad der ikke kan bortforklares med at “det var man jo dengang”, fan af Hitler osv. – mange af hans historier indeholder onde negre og diverse “mongrels” og adskillige af dem handler om, at monstre på den ene eller anden måde (ofte fysisk) forplanter sig med menneskeheden og derved ødelægger alt.
lovecraft_portrait_factsandotherstubbornthings-blogspot-com

Her går det godt, fru kammerherreinde. Bare de ikke er sort.

Det er ikke engang sådan at man skal anstrenge sig for at læse nogle allegorier ind i det, fordi man ved han var “lidt træls” og bare gerne VIL forarges. What I’m saying is: det står ikke mellem linjerne, det står PÅ linjerne.

Men altså, alle er jo enige om at man altså godt må kunne lide ting, selv den meget onde og farlige Anita Sarkeesian og alle de andre rigtigt farlige politisk korrekte er med på den. Der er sådan set ikke noget man ikke “må” her i det lille hjem – det er en rendyrket krydsning mellem Liberal Alliance og Aleister Crowley, det her. All Commandments be cast away og sådan…

Aleister_Crowley_1310

Do what thou will shall be the whole of the law, with the sole amendment at du fucking IKKE skal lave dip kl. halv seks om morgenen, dit syge svin!!

Nå, men det jeg ville frem til var noget med at folks, skal vi sige problematiske sider godt kan være rimeligt meget tilstede i deres værker, men at det jo også kan være en ret stor del af at man overhovedet gider have noget med værkerne at gøre. Det er f.eks. oplagt, at Lovecrafts angst gjorde ham til noget af en møghund på mange områder – men jeg tror heller ikke hans historier ville have været ret uhyggelige, hvis ikke de havde afspejlet hans egen frygt for sig selv og resten af verden. Og hvis de ikke havde været uhyggelige, så havde vi sgu ikke snakket om dem i dag.

Men hvad så? Jeg mener, jeg kan godt forstå hvis man ikke gider læse Lovecraft, hvad enten det er af den ene, anden eller tredje grund. Der er mange ting jeg ikke selv gider læse. Ofte ting jeg SKAL læse. Så er vi tilbage ved at det er synd for mig. Det er det også, for jeg skal til at lave noget fornuftigt. Så vi skal til at runde af, homeboys (M/K).

Jeg har ikke noget entydigt svar på det med at folk der laver noget man godt kan lide er nogle svin. Andet end at det under alle omstændigheder alligevel ikke er noget man kan gardere sig imod, medmindre man har tænkt sig at gøre et ret stort stykke researcharbejde i fht. hvem der satte typerne på den pixibog, man godt kunne lide tilbage i børnehaveklassen. Så jeg har lidt resigneret og valgt at forholde mig til min egen tolkning af værkerne, baseret på den “tekst” der nu er i dem – og hvis de udtrykker noget pis, så er værket jo nok noget pis. Så kan kunstneren være nok så flink eller være den ondeste gedekneppende stalinist.

Eller som en eller anden anden selvfed drønnert engang har sagt: “Det, jeg holder mest af, er det kreative anarki, som ligger i for eksempel skrivekunsten. At den gør op med ting, at den vender sig og tager det, den kan bruge, og lader det ligge, den ikke kan bruge, og som den ikke behøver at have en holdning til. Dårlig samvittighed kommer vi sgu ingen vegne med. Er der noget, vi ikke kan bruge til noget, er det skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg kan kun sige: Rend mig!”

(Det er sjovt, fordi det er Klaus Rifbjerg, der har sagt det. Han er nemlig død)

rip

Her hviler forfatteren. Heldigvis er det James Joyce. Den lort.

tl:dr: Det er noget svært noget med kunst og moral. Det må man, som med alt andet, i sidste ende selv ligge og rode med.