Månedsarkiv: december 2014

Kapitel seksten: Ole Bornedal og latterligt pis. I hvilken vor helt blander sig i debatten, med mure af tekst til følge.

I disse for vort land så svære tider er der mange barske hændelser at trækkes med for den danske nations indbyggere. Mette Frederiksen bliver kaldt en skodsæk på nettet (det kan man jo ikke  forstå), folk kappes om at drille de arbejdsløse og sidst men ikke mindst martres folkesjælen ved tanken om at det er 150 år siden vi, på godt dansk, fik “no’en på ma’kassen” af tyskerne (historiske kilder tyder på, at stridighederne blev afklaret ude på en bååd). Det sidste er måske nok det værste. Ikke mindst fordi vi så skal trækkes med den, mildt sagt, temmelig omdiskuterede TV-serie “1864” af universalgeniet Ole Bornedal.

Man kan jo i første omgang undre sig over, at det at noget er sket for et specifikt antal år siden i sig selv gør det oplagt at beskæftige sig med – det er i øvrigt også 238 år siden Thomas Paine skrev “these are the times that try men’s souls” og det er et jubilæum man nok kan mindes med “1864”, for både serien selv og “debatten” (lol) omkring den er ærligt talt noget af en prøvelse.

Det er sådan set ikke så meget dét, at folk er dumme at høre på der går mig på; den slags må man ligesom forvente, når store ånder som Ole Bornedal, Pia Kjærsgaard og den facebookske almenvilje tørner sammen. Det er mere dét, at de er SÅ dumme at høre på.

Allesammen.

Her har vi, bare sådan for sjov, geniets egne ord og tanker om det værk han med sin digtersjæl har fremdraget fra æteren (for det er jo nu engang vedtaget, at kunst bliver til ved en eller anden mystisk-magisk skabelsesproces, der ligger helt udenfor den sfære som resten af virkeligheden foregår i):

“’1864′ er en fortælling, der handler om den danske folkesjæl på godt og ondt, men som dybest set skal fascinere og gribe seere i alle aldre, og blive en fortælling om det, vi var, og det vi er”

Og kunsteren fortsætter med at dele sine indsigter med os måbende dødelige:

“Det er fortællingen om mennesker, et land og et folk, som dengang og i generationer efter blev præget af disse absurde politiske interesser, groteske forviklinger og menneskelige ofringer, der tilsammen satte sig i dette lands selvforståelse og sjæl”

Og til sidst, the kicker, mine damer og herrer:

“Det er en fortælling om tid. Ikke kun om de 150 år, der er gået – om de folk der døde og de folk der mistede – men også fortællingen om alle os andre. Om dagene der forsvinder – hver dag. Og om den tragiske skønhed der ligger i erkendelsen af, at vi alle skal lære at miste. Også os selv.”

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Og til alt dette er der vist kun ét at sige: “Du er fuld, Ole Bornedal. Gå hjem.”

Jeg mener; det er jo naturligvis ganske i orden at skabe kunst om fællesonani, dyresex, karatetricks og hvilke andre påtrængende emner der nu bevæger éns sjælestrenge og higer ubønhørligt efter at blive undfanget af kunstnerånden og -100.000.000 dkk. senere- født (eller skulle man måske sige “kælvet”?) som et vaskeægte håndgribeligt stykke virkelighed, for hele nationens tryllebundne øjne.

Det må man gerne. Selvfølgelig må man da det!

Og kan man oveni købet få en fuld mand til at udskrive en blankocheck ledsaget af nogle luftige formuleringer om “historieformidling på TV-mediets præmisser” og tilsvarende halvbagte tankeaborter, så gør det dog! Gå amok, for dælen!

Jeg kan sådan set også sagtens leve mig ind i, at det ikke er sjovt at modtage kritik. Det er næsten alt for let at leve sig ind i, for ingen bryder sig vel sådan rigtigt om at blive kritiseret – jeg fucking hader når de små svin til elever gør mig opmærksom på at jeg igen har glemt at tage bukser på, for eksempel. Det er super pinligt og ubehageligt for alle parter!

Så altså; selvfølgelig “må” man lave hvad end man vil indenfor kunstens verden og selvfølgelig må man gerne tage kritikken lidt nært eller måske endda mene at den er uberettiget.

Men (MEN!), jeg kan ærligt talt ikke tage det særligt seriøst, når man ikke har to sammenhængende tanker om det forpulede bavl man har hamret sammen.

Når vi snakker historikerbrok over 1864 (hvilket dette her vel i en eller anden udstrækning er), så er det imidlertid vigtigt at bemærke at der er to slags:

Den (fuldstændigt) ligegyldige: den der handler om at én eller anden person har sin sideskilning i den forkerte side, at en uniform har en krave af en anden slags uld end den viste, om Aarhus staves med tre eller fire a’er og lignende. Kort sagt, detaljefnidder som ikke har nogen betydning for den overordnede fremstilling. Og som kan være akkurat ligeså ligegyldig for historikere, som for alle andre. Det er en gang meningsløst flueknepperi og det skal jeg være den første til at støtte Ole Bornedal i.

Den (knap så) ligegyldige: den der handler om indholdet i den tolkning man får serveret (for hvis vi på nogen måde skal tage serien alvorligt, så må det jo være en tolkning). Den tolkning kan nemlig være mere eller mindre kontroversiel og mere eller mindre sammenhængende -og det kan den altså uanset mediet. Hvis ikke man synes at det er relevant at diskutere hvilken historietolkning der ligger i serien, så må man dermed også mene at det slet ikke er en serie med historisk indhold.

Man kan selvsagt være mere eller mindre enig i den tolkning der ligger i en given fremstilling (det gælder i øvrigt hvad enten der er tale om bøger, film, interpretativ dans eller hvad man ellers kan hitte på at lave) -og det er fint, altså. Man må rigtig gerne lave en historisk fremstilling, hvor man siger/viser en anden vinkel end den sædvanlige, eller som på anden måde er diskutabel. Det er sådan set kun godt og det er sådan al historietolkning er, uanset hvor meget eller lidt dem der står bag så er “rigtige” historikere.

Man må for så vidt også godt bare fyre den af med “bare” at fortælle en underholdende historie, hvis det er dét man vil. Rendyrket fantasy-underholdning med lidt historisk krydderi kan jo være aldeles glimrende (se f.eks. Indiana Jones, hvor kritiken fra selv de mest hjernelamme historikere er svær at få øje på).

Som om nogen ved deres fulde fem overhovedet kunne andet end at elske den mand?

Der hvor man så kan få fornemmelsen af, at det måske alligevel er mindre fint med “1864”, det er når det viser sig at den fremstilling vi får ikke rigtigt er andet end en forkølet efterligning af en HBO serie, uden at der tilsyneladende er tænkt over, hvad det egentlig er publikum skal have ud af det (udover patter, åndemaneri og eksplosioner, selvfølgelig). Den er i den grad forfejlet som “ren” underholdning, simpelthen fordi karakterertegningen sutter pik på høns og det dramatiske forløb præsterer på én gang at være både dybt banalt, forvirrende, retningsløst og pinligt klichéfyldt. Det er, kort sagt, noget værre lort.

Her skal det måske lige nævnes, at DVD versionen har fået den poetiske undertitel “hjerter bløder i krig og kærlighed” -og før i spørger, så nej, det er ikke engang løgn. Vi har simpelthen at gøre med et kunstværk der er decideret nyskabende indenfor pinlige og banale klichéer, hvilket sådan set er ret imponerende, da det nærmest burde være en selvmodsigelse, but there you have it.

Så det du siger, Jeppe, er at "1864" er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger.

Så det du siger, Jeppe, er med andre ord at “1864” er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger!

Den historiske tolkning i fortællingen er naturligvis også helt i hegnet, hvilket den nok primært er fordi der sådan set overhovedet ikke er gjort noget ud af den og den i sidste ende nærmest ikke er sammenhængende nok til overhovedet at kunne kaldes en tolkning.

For hvad er det egentlig vi skal “lære” af 1864? At D.C. Monrad var en karikeret tegneseriefigur der traf dybt irrationelle beslutninger? At der var et slag på én eller anden dato? At gravide damer er modeltynde lige til de slipper rognen, at der blev kneppet en ko, at det var åh! så dejligt med den danske lærke, eller at folk opførte sig fuldstændig mærkværdigt og usammenhængende i 1864? Der er ikke nogle af tingene der sådan rigtigt gør os bedre til at forstå Danmarkshistorien, i min ydmyge mening. Faktisk blokerer serien mere for vores forståelse, end den giver os noget vi kan bruge til at blive klogere på noget som helst. Og det er dét, der er mit problem med serien. Rent bortset fra at den kunstnerisk set er et fucking læs lort, selvfølgelig.

Det er sådan ca. lige så spændende som det ser ud, faktisk…

Jamen kan det da ikke også være ligemeget med den tolkning? Kan man ikke bare sidde og hygge sig lidt med serien og bare suge til sig af historien? Kunne man så spørge. Og jeg er meget glad for det spørgsmål. Ufatteligt glad, nærmest. Tak skal i have.

Det giver mig nemlig mulighed for at dele et citat fra en (her unavngiven) person, der formentlig er verdens største båtnakke. Hvis i ikke orker det, så kan i bare springe det over. Hvis i derimod (som jeg) synes det er sjovt at følge lidt med i hvor lam i roen man egentlig kan være, så læs med her:

“Jeg må indrømme at jeg synes det her er et eksempel på en akademisk arrogance overfor et medie, der ikke er beregnet på akademisk brug. Når menigmand bruger historien, indlever sig i fortiden og forholder sig til den, så gør de det ikke alene for at lære om fortiden, men også for at lære noget om sig selv. Når jeg oplever gæster på museer, så er det mere typisk at de sætter det de ser, i forhold til sig selv. De forestiller sig at sejle vikingeskibet, eller hvordan de blæser en lur… eller i eksemplet med serien, så indlever de sig i krigens rædsler. På denne måde bliver historien levende for dem, og de kan anvende den langt mere, de lærer mere og den får en betydning for beskueren end en klassisk dokumentarfilm ville kunne give. En ting man er nød til at spørge sig selv om, er hvorvidt historie alene er hvad der foregår indenfor de akademiske kredse, hvor kilder, bøger og arbejdet med historien på denne måde. Jeg giver den danske historier Bernard Eric Jensen ret, når han siger, at historie er mange ting, og at man bedst kan karakterisere det ved at sige, at historie er hvad man bruger det til. Når det så i øvrigt er sagt, så oplever jeg tit i forbindelse med denne type udgivelser, at historikere indvender, at det, det og det i filmen ikke er korrekt, men det skyldes, sådan som jeg ser det, at man misforstår hvad meningen med serien er. Det er ikke et stykke ny forskning til glæde for den i forvejen meget oplyste akademiker, det er derimod et forsøg på at gøre historien levende, vedrørende og relevant for menigmand, som ikke i forvejen er sat ind i historien. DET ER UNDERHOLDNING, som har potentialet til at undervise. Enhver vil sige at Pyrus-julekalenderne er underholdning, men det ændrer ikke ved at mange børn, mig selv indbefattet, lærte meget Danmarkshistorie mens de følte sig underholdet. Historien er ikke levet i de store narrativer, men for at kunne fortælle den, må vi komme den på en narrativ form, for at gøre den relevant og spændende”

Det er lykkedes politiet at fremstille følgende signalement af gerningsmanden

Det er lykkedes politiet at fremstille dette signalement af ophavsmanden.

Og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige til den smøre, kære læsere. Andet end måske “undskyld”, hvis i læste hele vejen igennem. Det smerter mig at den stakkels Bernard Eric Jensen skal tages til indtægt for den slags ævl og jeg frygter oprigtigt at ophavsmanden rent faktisk har trukket en historisk uddannelse af en eller anden art i en eller anden automat et sted i landet. Men kunsten kan jo som bekendt noget magisk i fht. at udtrykke vores inderste og mest lærerige følelser, så her får i et lille stykke musik, der til fulde udtrykker mine tanker og holdninger til det ovenstående stykke tekst og dens forfatter.

For min del, så rammer idiotien lige ned i dét der som tidligere antydet også er mit problem med “1864” – hvad pokker er det, folk forestiller sig at man skal have ud af skidtet? Tanken om at noget kan være underholdende og samtidig have “potentialet til at undervise” er selvfølgelig nobel -og jeg synes såmænd endda ikke engang vi bør aflive den “just yet.”

Men du store kineser, jeg får ondt i galdeblæren når jeg læser den slags bræk. For hvis noget har “potentialet til at undervise”, ja så må der jo også være noget det kan undervise os i – der må være noget vi kan eller skal lære af det; noget vi kan forstå ud af det, overveje, diskutere, et eller andet. Så indholdet kan sgisme da ikke bare være ligegyldigt (og før i spørger, så nej, det at stå og forestille sig at man blæser i en lur er altså ikke i sig selv hverken specielt saliggørende eller lærerigt…).

Og så er vi sådan set tilbage ved problemet med “1864” – det er en gang ureflekteret bavl, der fejler på alle niveauer, simpelthen fordi der ikke er tænkt ordentligt over hvad vi skal have ud af den, hverken som fiktionsværk eller som historiefremstilling. Så hellere den mest vulgærmarxistiske anti-krigspropaganda, hvis det endelig var. Så var der da i det mindste en idé med det…

 

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer. Der bliver knald på!

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer, børn. Der bliver knald på, kan jeg love jer!

Så, lige for at opsummere, får i her en nem og overskuelig liste over problemer vi bør have med “1864” og hvordan de indbyrdes bør prioriteres:

#1: det er noget lort

#2: det er noget FUCKING lort

#3: hverken historietolkningen eller den fiktive historie er fem potter pis værd. Det er simpelt ikke særligt godt eller sammenhængende, hverken som det ene eller andet.

#1.093.647: én eller anden uniform er vist nok knappet i den forkerte side.

 

P.S. – Sæt dog L. Ron Harald til at lave den serie i stedet (han er også synnejye, jo) -så ser jeg den fandeme med fornøjelse!

Kunstneren udtaler at i ahns tolkning, der ender det 1-0 til Danmark.

Kunstneren udtaler at i hans tolkning, der ender krigen 1-0 til Danmark. Serien rygtes at slutte med at Ceres anlægger en filial i Flensburg.