Månedsarkiv: juli 2014

Kapitel femten: Kalsarikännit og andre moralske fordringer. I hvilket det bliver klart, at det moderne menneske er forpligtet overfor sin omverden.

Sidder i godt? Har i spændt sikkerhedsbæltet? I så fald sidder i enten i en flyvemaskine, et motorkøretøj, en forlystelse i en tivolipark eller også har i en vildere dagligstue end jeg. Hvordan ved jeg det? Simpel deduktion, kære Watson.

Hvem mig? Ja sgu da, hvem ellers?!?

Hvem mig? Ja, dig, sgu da! Hvem ellers?!?

Allerede nu vil man måske som læser fornemme, at det ikke er småting man kan udrette ved hjælp af simpel logik (og et par espressoer for meget). Men bliv på kanalen! Det bliver vildere endnu!

For tiden er det nemlig megavarmt, hvilket vi i det filosofiske fagsprog betegner som “noget værre fuck!” Det er ganske enkelt så meget noget værre fuck, at man stort set ikke kan tage sig sammen til noget, andet end at sidde på den mest velformede del af sit luksuslegeme og drikke kaffe. På den måde adskiller det sig jo virkelig væsentligt fra tingenes normale tilstand, kan man sige.

Der skulle IKKE grines!

Der skulle IKKE grines!

Nå, men når det så er på plads, så kan vi så småt bevæge os over i filosofiens verden og se hvad vi kan udlede af den foreliggende situation (der som bekendt er at det er megavarmt/noget værre fuck). Først skal vi lige have fat i logikkens grundregel, der sådan helt simpelt forklaret er; at noget ikke kan være sandt og usandt på tid. Her skal “sandhed” ikke forstås som en vurdering af, hvorvidt f.eks. dagspressen er sandfærdige eller lignende (hint: det er de ikke), men simpelthen som en konstatering af, hvorvidt noget er tilfældet eller ikke.

For eksempel kan det jo ikke være tilfældet at der er en nøgen dame på side 9, samtidig med at der ikke er en nøgen dame på side 9; at Gud eksisterer samtidig med at han/hun ikke eksisterer osv. – i princippet er der ikke så meget i det, men man kan alligevel udlede ret meget af denne simple regel, hvis man vel at mærke holder tungen lige i munden.
Er i med? Godt, så springer vi straks videre til noget lidt mere avanceret.

Tidligere i dag kom det nemlig frem, under en af mine mange seriøse debatter med Verdens Mest Interessante Mand, at det i dag er så meget noget værre fuck, at dagen simpelthen ikke egner sig til andet, end at sidde i sit undertøj og drikke øl (det skulle da lige være at drikke sprit). I kølvandet på denne oplysning fulgte kort efter endnu en åbenbaring: på Finsk har man simpelthen et ord for denne aktivitet, nemlig “kalsarikännit”, som slet og ret betyder “at sidde derhjemme i sit undertøj og fulde sig”. Hvad siger i så?

Nogle ville nok have taget dette som blot endnu en pudsig lille anekdote og være fortsat på deres vej gennem livet som om intet var hændt. Men her bedriver vi jo filosofi, hvorfor tilgangen af dette nye stykke information skulle vise sig at have langt mere vidtrækkende konsekvenser end som så.

Det synes nemlig oplagt, selv ved den allermest overfladiske betragtning, at der ikke er et 100% sammenfald imellem sproget og den virkelighed det beskriver. Der kan findes mange eksempler, men det burde være tydeligt, at vi ikke kan finde blot ét eneste eksempel, hvor der rent faktisk er sammenfald mellem vores sprog og virkeligheden som den er.

Men indrømmet; hvis Phil Anselmo fra Pantera faktisk var døbt "Båtnakke", så havde teorien nok haft visse problemer.

Men indrømmet; hvis Phil Anselmo fra Pantera faktisk havde været døbt “Båtnakke”, så havde teorien nok haft visse problemer.

Så vidt så godt. Det synes altså givet, at vi på grund af sprogets begrænsninger faktisk ikke har mulighed for hverken at forstå, italesætte eller kommunikere den virkelighed vi oplever. Ikke sådan 1:1 i hvert fald. Når det er sagt, så må det alligevel være muligt, at en sproglig kommunikation kan nærme sig virkeligheden (eller i hvert fald vores opfattelse af den), i større eller mindre grad. Vi kan med andre ord kommunikere mere eller mindre præcist, men der er selvfølgelig stadig blot tale om en gradsforskel.

Dette kender i jo garanteret også fra jeres egen hverdag: når man har fået syv-otte guldøl bliver det markant sværere at formulere sine geniale betragtninger til andre (eller; de synes i hvert fald at have sværere ved at forstå én, de dovne svin). Så jeg antager at alle stadig er med. Ellers må i lige tage jer selv i nakken og knappe en pils eller to, for ligesom at komme på omdrejningshøjde med problematikken.

Nå, men vi er altså på den ene side bundet af sprogets begrænsninger og vi kan formentlig aldrig helt frigøre os fra disse. På den anden side har vi altså mulighed for at kommunikere den virkelighed vi oplever både bedre og dårligere, omend det aldrig vil blive perfekt.

Hæng på! For NU tager det fart...

Hæng på! For NU tager det fart…

Vi ved også allesammen, at upræcis kommunikation kan føre til alskens mere eller mindre graverende problemer, bare i ens private tilværelse – for nu at fortsætte på vores tidligere eksempel med guldøllene, hvem har så f.eks. ikke fået en flad af en kollega til julefrokosten, blot fordi man prøvede at indlede en samtale om tegneseriefiguren “Jonah Hex”?.

 

(hint til de evnesvage; det er sjovt, fordi det lyder som noget med sex)

(hint til de evnesvage; det er sjovt, fordi det lyder som noget med sex)

Men hvad der måske er endnu mere alvorligt, hvad så når vi overfører vores erkendelse om sprogets utilstrækkelighed på videnskaberne? De må jo ligge under for det samme problem, hvilket potentielt er katastrofalt, når nu vi i så høj grad sætter vores lid til disses evner til at forstå, forklare og forme virkeligheden, ikke bare på det teoretiske plan, men også på det helt konkrete og praktiske plan er det tydeligt, at dette må være et gravalvorligt problem.

Hvem har f.eks. lyst til at køre over en bro, tegnet af en arkitekt der har fået otte guldøl? Særligt da den efterfølgende er bygget af et væld af mennesker, hvis situation er den samme? Problemerne synes både åbenlyse, dramatiske og grundlæggende uoverstigelige (jævnfør vores tidligere konklusion om sproglig præcision som blot en gradsforskel).

“Jamen Jeppe! Du gør mig bange og fortvivlet (ikke mindst fordi jeg frygter du snart vil kaste dig ud i en dekonstruktion af den eksterne verdens eksistens, for det gider jeg fandeme ikke høre på)! Hvad skal vi da gøre?” spørger du så nok, alt i mens du formentlig ser yderst oprevet ud.

thumb.php

Der var ingen der sagde, man ville blive glad af at læse filosofi. Men i det mindste kan man give sin frustration, angst og afmagt videre til andre.

Bare rolig, kære ven. Det skal nok gå (for så vidt at verden da findes…). Det træffer sig nemlig således, at selvom det grundlæggende problem faktisk er uoverkommeligt, så kan vi i praksis tilsyneladende godt regne med at vores tilnærmede kommunikation af virkeligheden (hvad enten den foregår i tale, på skrift eller via tal, tegninger, dans eller hvad hulen vi nu ellers kan hitte på), faktisk godt kan både forstås og anvendes i langt de fleste tilfælde. Sådan til husbehov, i hvert fald; broer styrter sjældent ned, de pinlige misforståelser begrænser sig som oftest til julefrokosten og så videre.

ADVARSEL: Hvis du læser videre kan det have vidtrækkende konsekvenser for enten din livsførelse, eller i hvert fald din evne til at opretholde illusionen om, at du grundlæggende er et ordentligt menneske.

StopInTheNameOfLove

Det er kraftædeme alvor!

Denne relative sikkerhed er dog 100% afhængig af, at vi i et og alt bestræber os på at være så præcise som muligt, i vores kommunikation. Gør vi ikke det, kan følgerne som tidligere vist, i sidste ende føre til både “rigtigt trælse” oplevelser og sågar massivt tab af menneskeliv. For så vidt at man går med til, at der findes bare en eller anden form for moralsk rettesnor (hvad enten den er universel, menneskeskabt, objektiv eller subjektiv), så må det stå klart, at vi faktisk bør gøre hvad vi kan for at undgå dette. Det er, med andre ord, vor moralske pligt.

Jævnfør logikkens grundregel, er det imidlertid ikke muligt for os, faktisk oprigtigt at forsøge at efterleve dette, samtidig med at vi betjener os af et sprog som vi ved, kunne være mere præcist (altså beskrive virkeligheden mere fyldestgørende, med færre muligheder for misforståelser).

Og vi ved jo nu, at det danske sprog savner -ja mangler– en måde at beskrive dét, “at sidde derhjemme i sit undertøj og fulde sig” lige så præcist som det finske.

Ergo bør ethvert ansvarligt menneske flytte til Finland og begynde at drikke sig fuld, kun iført undertøj.

byrne underpants

Vi ser her Schrödingers gode menneske: Er billedet taget i Finland er manden en helt. Hvis ikke er han, bogstaveligt talt, værre end Hitler.

 

 

P.S. Nå, men er skal jo også være lidt, der faktisk har noget med virkeligheden at gøre, så i får lige lidt Judas Priest på falderebet. Det er jo fredag.