Månedsarkiv: marts 2014

Kapitel tolv: Dødens pølse – en platonisk “dialog”. I hvilket hvor helt udfolder sine tanker om den allestedsnærværende zombie-genre, samt sætter hypotetiske læsere på plads.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme; jeg synes Platon var verdens sejeste mand. Ikke nok med at han havde et alter ego (som dog ikke var en superhelt, men i stedet en hæslig og svært bedrevidende homoseksuel gnom), han (eller i hvert fald hans alter ego) forstod også at få ret. Primært fordi han kun snakkede med folk han selv havde opfundet, som altid var meget indstillede på at indrømme hvor lamme de selv var og hvor sej og dygtig Platon/Sokrates var. Det var godt klaret af ham, synes jeg.

For folk der ikke er nærmere inde i filosofiens krinkelkroge kan jeg opsummere situationen således: Platon skrev grundlæggende mega arrogant fan-fiction om sig selv.

Hvis det bliver sejere, så vil jeg ikke høre om det.

Hvis det bliver sejere end det her, så vil jeg ikke høre om det.

Det er selvsagt svært ikke at elske sådan en mand. Meget svært. Og for nu at blive i den antikke verden, så har Homer jo udtalt “if something’s hard to do, then it’s not worth doing”. Så sådan er det.

Vi elsker følgelig Platon og hans fiktive jeg, Sokrates. Så vidt så godt. Det virker derfor naturligt, at vi ser op til ham og i ét og alt stræber efter at blive som ham, både i vores formidling og i vores liv i øvrigt, Så det er altså den nye ambition, som jeg vil forsøge at leve op til her efterdags (beklager de damer, men man må nu engang være konsekvent).

Men ligesom det ikke kan være jul hver dag (kun i himlen, i hvert fald), man kun kan vide hvad det er at være glad hvis man har prøvet at være ked af det, godt ikke kan eksistere uden ondt og alle de andre floskler, så kan vi jo ikke have kærlighed uden had, vel? Så hvad hader vi så?

Det skal jeg sige jer, kære tilhørere, vi hader selvfølgelig zombier. Føj for den lede, siger jeg bare.

Behøver jeg sige mere? Hvis ikke, så har i en del overflødig læsning for jer.

Behøver jeg sige mere? Hvis ikke, så har i en del overflødig læsning for jer.

“Men er det da ikke megasejt med zombier, Sokrates? For så er det vel godt nok, eller hvad?” Spørger Alkibiades så (det er dig, kære hypotetiske læser) -og er det vor helt (det er mig!) farer i flint og lige bliver nødt til at fortælle, hvordan sagerne egentlig står.

Indrømmet, det er sejt med gys og gru og levende døde. Og jeg sad visselig da også selv den gang jeg var fjorten og så “Night of the Living Dead” midt om natten og håbede inderligt at min mor ikke var blevet til en zombie, så hun ikke kunne vaske mine bukser. Det er altså grundlæggende ikke problematisk med zombier (for andet end ens evne til at holde bukserne tørre, forstås).

Men altså, nok er nok. For hulen da.

Ikke nok med at zombierne ikke kender deres plads, ser stort på personhygiejne og andres intimsfære, nej, de er kraftædeme også over det fucking hele! I fjernsynet, på computerskærmen, ved kassen i Føtex osv. -og så skal de selvfølgelig også findes i alle tænkelig og utænkelige afskygninger; den ene mere søgt og plat end den anden (som eksempel er her en google image søgning på “zombie squirrel” som var den mest latterlige kombination jeg lige kunne tænke på). Ja, selv den noble parasit-hveps er nu hoppet med på bølgen.

article-2406751-1B88A75E000005DC-370_964x823

Yeeessss… Arise! My minions! Feast on their flesh!

Så derfor, kære Alkibiades, kan du nok se at det er noget bovlamt pis, det zombiehalløj der. Du bør tænke dig grundigt om før du roder dig ud i mere bavl, for nok er jeg en tålmodig mand, men der er nu engang grænser.

5165

Den kvikke læser vil bemærke, at grænsen går et godt stykke før zombie-walks og “sexede” zombier AKA beviset på at “fuck nej!” når alt kommer til alt er for fattigt et udtryk.

“Øeh, jaeh, joeh… Det kan jeg godt se, Jeppe/Sokrates. Du er jo selvfølgelig meget klogere end jeg, men jeg synes da alligevel det kan være meget godt med de der zombier. Giver de ikke ligesom én muligheden for at man kan udforske sig selv på et dybere plan og tænke over, hvad man egentlig ville gøre hvis verden pludselig så helt anderledes ud og almindelig moral var sat ud af kraft og man havde mulighed for at være megasej og og og…”

Nej, Alkibiades, dit fucking skarn. Nej, siger jeg. Det er noget pjat du har gang i og du har jo hverken hørt efter hvad jeg siger, endsige tænkt lidt over genrens beskaffenhed. Du er kort sagt en båtnakke.

Lad mig, i min uendelige venlighed, belære dig: zombiegenren handler i sit væsen om, at det ikke kan gå godt for personerne; den er uhyggelig, fordi vi godt ved på forhånd, at det allerede er slut og vi bare ser på 1,5 – 2 timers forgæves forsøg på at udsætte det uundgåelige og vi er dømt til at håbe og blive skuffede. Hvis der er noget som helst eksistentielt eller lignende i genren så er det der, hunden ligger begravet. Livet er en zombiefilm, kunne man sige -ofte er skuespillerne bare lidt grimmere og plottet lidt dårligere.

zombieHS

Wooo! Eksistentiel Horror, manner.

“Arh, Sokrates, det kan da ikke være helt rigtigt, kan det? Jeg mener, jeg synes da det er smaddersjovt at tænke over hvordan det ville være og hvad jeg ville gøre for at håndtere situationen og…”

Nu stopper du, Alkibiades. Du er en tåbe og tåber taler som bekendt fordi de skal sige noget, vise mænd (som jeg) fordi de har noget at sige -og det jeg har at sige er: du er et møgøre, der lader sig forblænde af skyggebilleder. Du ser på zombiegenren, som den viser sig for os; som fænomen i alle sine uperfekte afskygninger, ikke på dens idé og egentlige væsen… Hør, vent nu lidt, er det en skitse over Langeland, med forskellige noter om hvad du har tænkt dig at gøre, når zombierne kommer, der stikker op af din lomme?

“Øeh jaeh, det er det faktisk. Ser du jeg synes det er megasejt at være velforberedt og jeg har altid godt kunne lide landskabet på Langeland…”

Nej.

“Hvorfor “nej”, Sokrates?”

Fordi nej.

“”Fordi nej” er da ikke et svar, Sokrates.”

På en måde er det…

“Aij, Sokrates, nu må du da lige komme ind i kampen. Jeg mener, min holdning til hvor sejt det er med zombier er vel lige så god som din? Og jeg synes som sagt det er spændende at tænke på hvad jeg ville gøre, hvis zombierne pludselig kom…”

Du bad selv om det, Alkibiades. Jeg ville så nødigt såre dig, men du levner mig ingen udvej. Nu skal jeg fortælle dig, hvordan landet ligger angående din infantile forestillingsverden: hvis zombierne kom, så ville du sidde helt stille i hjørnet, indtil lyden af dine tårer (og lugten af bæ) tiltrak nogle udøde, der med stort velbehag ville sætte dit blegfede korpus til livs. “Nam nam” ville de sige og det ville være det. Du er et pjok i verden som den ser ud nu og du vil være et pjok når zombierne kommer. Jeg forstår godt at det ærgrer dig, men sådan er det nu engang.

“Men jeg tænker bare, at hvis man nu…”

pdc_brucewillis2

“LOL jeg er rig!”

Nej, Alkibiades, det gør du ikke. Du kunne godt tænke dig at tænke, men du har dælendyleme dit hyr med det. Hvis nu du var Bruce Willis, så kunne vi snakke om, at du ville gøre et eller andet vildt, når zombierne kommer (rulle dig i dine penge inde på dit befæstede slot, formentlig), men som det er kan du jo ikke engang snøre dine sko når du skal ned på tanken efter cola, uden at whine som om du stod i Stalingrad anno 1942 (om vinteren). Så hvorfor i alverden skulle du pludselig blive en sej vildbasse af at de døde vågnede og fik lyst til at guffe dig (ret beset må det vel siges at være et fremskridt for dig, hvis nogen vil det, men den dialog tager vi en anden dag)?

 

“Jamen jeg ved jo en masse om hvad man skal gøre i den situation, så jeg ville vel godt kunne klare mig…”

Det gør du ikke og det ville du ikke.

“Jo, jeg ved jo for eksempel at man skal skyde zombierne i hovedet og jeg har lagt en snedig plan, så jeg ville da i hvert fald klare mig bedre end mange andre…”

Gu’ ville du røv, Alkibiades. Alle ved alt om zombier, fordi vi ikke kan slippe for at få det fucking lort klasket lige op i vores kollektive face hele tiden! Så hvis det meget usandsynlige skulle ske, at zombierne var ligesom de er i film, spil og som tøjdyr, så ville du ikke vide et hak mere end andre om situationen -og du ville jo stadig slås med det faktum, at du bare er en sørgelig eksistens, der på ingen måde har et brugbart skillset (ikke som vi filosoffer, der jo som bekendt har fat i den lange ende).

Giv nu bare op og indrøm, at det handler om at du godt kunne tænke dig at du var lidt sejere end du egentlig er, og at det er derfor du insisterer på at ødelægge en genre med et ellers glimrende potentiale for alle os andre. Du er ikke en sej type, der i en krisesituation vil kaste samfundets snærende lænker af dig og kringle det hele med rettidig omhu, handlekraft, velplaceret applikation af voldsmadder og oven i købet se møgsexet ud imens. Du er tværtimod en useriøs båtnakke, der møder samtlige udfordringer i livet med ca. samme mængde “cool” som en femårig pige, der har fået tyggegummi i håret. Det kommer ikke til at ændre sig af at du går og driller mig med alt dit fucking zombie-pis. I øvrigt har du stavet “AK-47” forkert i din plan.

“Du har fuldstændig ret, Sokrates. Men hvad skal jeg dog så stille op, når zombierne kommer?!?”

Altså, ret beset var det nok bedre om du stillede noget op generelt, men hjælpsom som jeg er, skal jeg gerne dele min egen plan for zombie-apokalypsen med dig, så du ved hvad du har at forholde dig til når pisset går ned.

Jeppes Officielle Plan(tm), opstillet i praktisk punktform:

Trin 1. Gå indendøre (vil man være velforberedt kan man evt. holde sig indendøre så ofte som muligt, for at undgå at planen går i vasken før den er kommet rigtigt i gang).

Trin 2. Lav pandekager (gerne med is) og sæt en plade med Iron Maiden på (evt. kan man have LPen liggende på pladespilleren eller have en playlist klar. Vil man være rigtigt fremsynet kan man lave pandekager med is hver dag).

Trin 3. Spis pandekager med is og hør Iron Maiden. Forhold dig roligt og få det bedste ud af situationen. Det sikreste er nok at gå i gang nu.

Skulle et af de ovenstående trin ikke kunne lade sig gøre, så har jeg også en plan B. Den kommer her:

Plan B. Sæt dig ned og græd, mens du afventer det uundgåelige.

Og det var så dagens tekst, fra jeres alle sammens genfødte superheltefilosof/arrogante svin.

"To the skarntydesaft-mobile!"

“To the skarntydesaft-mobile!”