Månedsarkiv: februar 2014

Kapitel elleve: Heste, får, køer, giraffer og dumme svin. I hvilket vor helt roder sig ud i en længere filosofisk diskussion med tilhørende introspektiv selvforherligelse (og sang og musik).

Nå, kæreste venner. Er i der stadig? Har i nogensinde været der? Er det ligesom den der film, hvor helten bare troede verden var der og han så blev megavild til slow-mo karate efter at have taget imod stoffer fra en sort mand? Dårlig film i øvrigt. Der er nogle der hævder at den er baseret på René Descartes’ tanker og han var jo en dårlig filosof, så den skulle man nok have set komme. Nå, men dem der lavede den blev vist nok rige. Så det er jo godt nok.

Nå, men for så vidt at vi antager at verden findes, så tør jeg godt sige at det har ligget lidt stille her på siden, som i måske kan fornemme. Der er ikke desto mindre sket en del siden sidst (eller er der? Dun dun dunnn…). Det vil jeg lige løbe jer igennem før vi kommer til dagens egentlige emne, for vi kan ligeså godt erkende at en blog er og bliver forfængelighedens postmoderne alter; et såkaldt vanity-projekt, med andre ord.

Her skal vi lige have en hurtig ordforklaring: vanity er nemlig engelsk, viser det sig, hvorfor det naturligt nok lyder sejere end forfængelighed -og man vil jo hellere indrømme at man er sej, end at man plejer sin forfængelighed ved at sidde og skrive til sine fantasivenner på internettet. Det sidste lugter ligesom lidt mere af uvasket kælderbeboer end af moderne renæssancemenneske og så ved vi jo godt, hvad vi vælger. Hvis vi altså overhovedet har en fri vilje.

Nå, men på vejen til det det hele handler om, så er der altså sket følgende, der på den ene eller anden måde skal flettes ind i dagens tekst:

  1. Jeg har været på (over)arbejde.
  2. Jeg har været syg. Og min hund har spist mine lektier.
  3. Jeg er begyndt at høre poppet hard rock fra 70erne. Igen. Med tilhørende krise over at jeg ikke bare tog mig sammen, startede et coverband og arbejdede i 7-11 istedet for at gå på uni. Realistisk set havde jeg så i dag været langt foran både på den økonomiske front og på antallet af kønssygdomme.
  4. Jeg er begyndt at interessere mig for organiserede massemord (i det tyvende århundrede, så ingen panik).
  5. Jeg har været i Israel/Palæstina.
  6. Jeg har opgivet at følge med i dansk politik. Plottet er for tyndt og retningsløst og skuespilspræstationerne er for dårlige. The Walking Dead fremstår jo som ren Shakespeare i forhold + karakterernes gennemsnitlige IQ er væsentlige højere, selvom ca. 90% af dem er zombier.
  7. Jeg har i stedet set serier og spillet computer.
  8. Føtex er sket. Føtex!

Af de ovenstående er det jo oplagt Føtex der er det interessante emne. Jeg ved nemlig fra pålidelige kilder at historien om Føtex er og bliver mit greatest hit. Realistisk set nok fordi folk stopper med at læse efter første kapitel, men det skal vi ikke diskutere nu. Et hit er et hit er et hit, som Gertrude Stein med statsgaranti ville have sagt, hvis hun havde en blog og/eller havde været med i Cheap Trick. Bare for at blive i den filosofiske boldgade.

Nå, men for nu på allerplatteste vis at forsøge på at genskabe fordums storhed, så jeg var altså i Føtex, på vej hjem fra arbejde, blah blah blah, i kender historien fra før. Nå, men der ligger jo så kæmpemæssige dynger af industrielt lemlæstede dyr, som er på fucking tilbud. Tre pakker hakket økologisk ko, så man ved den ikke er blevet myrdet med en forgiftet boltpistol, til hundrede kroner. Så er det jo ikke engang dyrere end i andre butikker! Og dog. For man sparer så fem kroner -og så ved vi jo godt hvordan det går, når varen skal slås ind (der var et stort fedt gult tilbudsklistermærke på pakkerne, ffs!)

Nå, men tyve minutter senere havde jeg fået mine fem kroner fra kundeservice og var på vej hjem. På vejen konkluderede jeg at verden findes, at Gud (og fanden) bare er noget vi har fundet på for at forklare hvordan universet (og Føtex) kan have så dårlig sans for humor og at det dæleme er uretfærdigt at der er indført en level cap i Heroes VI. Nåeh jo, og så erfarede jeg på en spiseseddel (via mit fejlbarlige menneskelige sanseapparat, skal det retfærdigvis nævnes) at der er en lillebitte (well, kæmpestor, egentlig) girafunge ved navn Marius der er blevet voldsmadret med en boltpistol lige i face.

Ja i hørte rigtigt, med en Bolt Pistol! Det er ren Warhammer 40.000, faktisk. Håber sateme det var en Imperial Fist der forestod henrettelsen af den fesne gul-sorte Xenos species, så de kan lære ikke at nappe vores colour scheme en anden gang (og ja ja, jeg ved godt at giraffer egentlig nærmere er brune og gullig-hvide, men hos Disney er de altså sorte og gule. Mere om det senere).

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Nå, men denne komplicerede sag havde naturligt nok sat en del tanker i gang ude i den store verden. Atter engang viste alle sig fra deres mest velovervejede og fornuftsbetonede side og særlig facebook viste sig som et forbilledligt medie til at diskutere de etiske problemstillinger, som denne sag rejste. Alle den postmoderne verdens fragmenterede elementer gik for én gangs skyld op i en højere enhed og skønt alle nok ikke var fuldstændig enige, fandt man dog i harmonisk samdrægtighed ud af at debattere sagens egentlige kerne på en både sober og faktuelt baseret måde.
I den virkelige verden var internettet imidlertid ved at eksplodere af retfærdig harme og/eller overlegne kommentarer i forbindelse med massakren på lillebitte Marius.

Man skulle nok aldrig have taget imod de forskelligt farvede piller fra ham der Laurence Fishburne; det var en meget bedre historie inde i mit hovede og jeg er ikke engang blevet god til at lave flyvespark eller har fået en sej lædertrenchcoat eller noget.

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Nå, men bortset fra dette lille intermezzo, så skal det jo altså handle om det komplekse forhold imellem hvordan vores verden (måske) ser ud og hvordan hulen vi får det til at hænge sammen inde i hovedet, når nu det egentlig ikke hænger sammen overhovedet. Samt hvordan folk altid skynder sig at stille de forkerte spørgsmål, i stedet for de interessante. Det har i nok allerede fornemmet, kvikke som i er.

Mariusgate, som det officielt hedder, er et meget godt eksempel, synes jeg (og jeg har en veninde på facebook, som har bekræftet mig i det, hvorefter vi lige bekræftede hinanden i at vi var totalt ovenpå -og så er dét jo ligesom på plads).

Først en lille advarsel, eller disclaimer, som det hedder ude i den store verden: Jeg synes giraffer ser megadumme ud og jeg kan faktisk godt se det komiske i at de bliver nakket groft.

Særligt hvis det, som tidligere nævnt, er en gensplejset turbofascistisk supersoldat fra fremtiden der står for at skammyrde kræet, men det er jo nok desværre for meget at håbe på. Alligevel synes jeg ikke det er givet, at der ikke kan være noget som helst at diskutere i den sag. Dette på trods af at Jes Harfeld som er dyreetiker ved Ååårhuus Uuniversiteet siger at det hele mest bunder i noget med at dyr ser søde ud. Hvilket han jo nok kan have ret i, men stadig et lidt fattigt udsagn, hvis det da skal forestille at vi snakker etik

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Nå, men altså: med fare for at komme til at fremstå utroligt lommefilosofisk, så synes jeg sgu det er utroligt at man ikke kan hive den op på et lidt højere reflektionsniveau end “omg hvorfor skulle søde Marius dø? Det er tjotalt lizzom holocaust” og “lol n00b, vi nakker dyr hele tiden og det er røvsejt. Du er sikkert amerikaner rofl bbq”.

For ja ja, vi nakker da dyr i ét væk og selvfølgelig er det lidt plat at fokusere på at der er en sød lille (som i kæmpestor og røvklam) girafunge der bliver pwned, når nu der sker alt muligt andet ude i verden. Og ja, ham den engelske TV vært er dum at høre på og ja, Bengt Holst ser flot ud i sin lidt SS-agtige Zoo uniform og ja, kødindustrien er meget mere ligesom holocaust end det er at fodre en girafunge til nogle løver og nej, jeg holder heller ikke op med at spise kød, så ja, jeg er åbenbart også fucking ligeglad med det hele, når det kommer til stykket.

Men jeg savner bare nogle lidt mere interessante argumenter eller tanker end at folk bare siger “sådan er det jo”. Det har vi ligesom de radikale til, så skal vi ikke lige holde gedemarkedet adskilt fra zoologisk have og så i stedet prøve faktisk at sige noget? Særligt hvis vi skal prøve at opretholde illusionen om at der kan findes etiske problemstillinger og at man faktisk kan diskutere dem.

Jeg mener, det er da cool nok at dyr bliver nakket groft ude i naturen, men det kan jo aldrig blive et argument for eller imod noget som helst. Vi er jo for uglen i hulen ikke ude i naturen. Faktisk er “ude i naturen” i den grad en konstruktion; fuldstændig ligesom snart sagt alt andet her i verden. Hverken dyrene i Zoo, dyrene i køledisken, soen i Føtex’ kundeservice eller et toptunet pragteksemplar på et handyr som undertegnede har en fucking skid med “ude i naturen” at gøre -og vi kunne jo aldrig i livet finde på at godtage det som argument for noget som helst andet.

Særligt da ikke, hvis vi snakker om noget der evt. har med etik og hvornår og hvordan det er rimeligt at ting lever eller dør at gøre. Det har vi ligesom prøvet tilbage i 30erne (spoiler: enkelte yderligtgående røster mener at det blev noget rod. Mere objektive betragtere peger på de seje uniformer som et væsentligt fremskridt indenfor mode).

Ikke at jeg synes Bengt Holst er den nye Reinhard Heydrich, eller at Mariusgate fører direkte eller indirekte til det nye holocaust (hvis vi trods alt lige skal give dødsheppekoret at det jo nok ikke ER det nye holocaust, at der er nogle kilo giraf der tager billetten). Det er slet ikke det jeg er ude i. Jeg mener bare at “det er ligesom ude i naturen”,  “hvor tror i kødet i supermarkedet kommer fra” eller Bengt holsts eget (af uransaglige årsager meget roste) argument “vi skal ikke lave verden til en Disney-verden + dyrene skal have et realistisk liv” er akkurat ligeså lamme som “eij, men altzå, det er lizzom bare zå zynd for lillebitte Marius”.

For zoologisk have er og bliver jo en unaturlig konstruktion, fuldstændig ligesom kødindustrien er en konstruktion, supermarkedet er en konstruktion, “naturbevarelse” er en konstruktion og mit skrivebord er en konstruktion -og hvis i synes jeg begynder at virke lidt ensporet, så lad mig understrege at jeg synes det er helt fint med konstruktioner.Jeg er vild med konstruktioner. Mmm, konstruktioner.

Jeg ville bare så forfærdeligt gerne høre nogle argumenter der faktisk skar igennem tågesløret og fortalte om hvorfor den ene eller anden konstruktion er enten værdifuld eller problematisk. Uanset hvad man så ender med at mene (og jeg synes som bekendt det er sejt med giraffer der bliver voldmyrdet), så må det da være interessant at diskutere hvilket moralsk ansvar vi har/ikke har overfor de dyr, hvis liv vi forvalter. Debatten centrerer sig jo ikke om at vi er med i Fatherland (med evigt fabelagtige Rutger Hauer) og at det er et kæmpe reveal for os at jøderne blev gasset/kødet i supermarkedet kommer fra dyr, der er blevet slået ihjel omg! Den har vi ligesom fattet, tak.

Fordi 4 realz, my niggaz: der er sgu ikke nogen i vore dage, hverken dyr eller mennesker, der lever et “realistisk” liv. Dyrene i Zoo lever i den grad i en “Disney-verden” og det gør alle vi andre jo også. Uanset hvor meget blod og kød vi så fyrer ind over.

W0rd!

W0rd!