Månedsarkiv: december 2013

Kapitel ti: I hvilket vor helt (endelig!) får den anerkendelse han fortjener. Sådan da.

“Hvorfor blogger Jeppe?” Det spørgsmål blev allerede aktuelt med Ludvig Holbergs verdensberømte komedie fra 1722, Jeppe på (hugge)bloggen. Siden har spørgsmålet som antydet været aktuelt, omend ubesvaret, til stor ærgelse for både folk, fæ og klaptorske. Men i dag er der endelig nyt i sagen.

Takket være Den Søde Pige Fra Odense, Som Vi Allesammen Elsker Meget Højt(!), er vi nemlig kommet i den heldige situation, at undertegnede ruller sig ud på levende billeder, flankeret af en masse andre papnakker (og så Kristina Ricken, som jo er og bliver For Vild™). Så hvis man lige er på mediemuseet en dag kan man få i hvert fald en del af forklaringen på, hvorfor hele showet her gang på gang stables på benene (samt selvfølgelig et hint til, hvorfor det egentlig er Prins Henrik skal guillotineres, for det skal han jo som bekendt).

Det er soleklart for enhver, at alt mit hårde arbejde nu bliver belønnet og at det som minimum er starten på et verdensomspændende medieimperium, det her. Endelig, kunne man fristes til at sige. Det er ganske vist lidt tid siden jeg har været på mediemuseet, men jeg antager naturligvis at de har både sale og søjlegange fyldt med vidnesbyrd om hvor fucking sej jeg er. Formentligt har der også sneget sig mindst én rytterstatue ind.

Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at min selvfedme ikke helt er tilfredsstillet. Hvilket jo er dybt problematisk.

Derfor vil jeg lige overlæsse jer med lidt citater fra vor tids fremmeste kulturpersonligheder, om hvor utroligt berigende for jeres liv det i grunden er at læse mine udgydelser:

“Din blog er jo lige det man nogle gange mangler, når man sidder alene med sin gin-tonic og det bare er koldt og mørkt udenfor (og man i et svagt øjeblik savner en der også er en fandens karl).”-The Most Interesting Man in the World

“Årh, totalt min nye yndlingsblog dér! *hjerte*” -Barack Obama

“Det hele er løgn og oldgermansk! Så vrissen kan du slet ikke være i virkeligheden!” -Sød Pige Fra Odense, Som Vi Alle Elsker(!)

“Det kunne være jeg skulle oprette en fanblog af din blog. Hvis man kan det.” -Pave Frans

“Minder lidt om en mandlig version af bitterfissen bethany, dog ret meget mere episk” Niels af Danmark (1104-1134)

“Fordi han i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til virkelige” -Nobelprisen i litteratur 2011

Okay, det sidste er måske lidt overdrevet. Det var i virkeligheden Tomas Tranströmer der fik Nobelprisen i litteratur 2011, men det var mest fordi bloggen ikke var oprettet der + han havde bestukket dommerne. Hvad bilder han sig også ind at komme her, med sådan et mærkeligt navn og stjæle al æren, spørger du måske dig selv.

Jo, sagen er at man i Sverige ca. år 1863 havde temmelig store problemer med smugleri. Nærmere bestemt smugleri af levertran. Derfor oprettede man et særligt værn af såkaldte “tran-strømere”, der ligesom skulle “step up to the plate” og dele voldsmadder ud til smuglerne, for at dæmme lidt op for problemet.
Så ligesom man f.eks. kan hedde “Jørgen Smed” eller “Karsten Pilefletter” eller “Morten Selvhjælpsbogskriver(svin)”, ja så kan man altså i Sverige hedde Transtrømer til efternavn.
De er bare for fine til at bruge ø derovre, hvilket efter alt at dømme bunder i at de er vrede over at Gøngehøvdingen gav dem på munden i sin tid, så siden har de boykottet et ellers udmærket bogstav, de fesne kakkelakker.

Så det er altså forklaringen på, hvordan vor helt blev snydt for nobelprisen i 2011. Men så er der jo altid 2014.

Kapitel ni: Ytringsfrihed og latterlige idioter; i hvilket hvor helt synes at folk skulle få sig lidt perspektiv.

Nå, kære læsere. Så nåede vi dertil hvor 41% af Danmarks befolkning mener, at “ytringsfriheden er truet” og det skal selvfølgelig ikke gå ram forbi her på kanalen, hvor landets fremmeste ytringer som bekendt forefindes. Det bliver en laaang historie, så som ekstra service har jeg lavet en opsummering nederst, hvis ikke i er friske på en gang ævl men alligevel gerne vil kunne prale med at kunne læse.

I den aktuelle rundspørge handler det (selvfølgelig) om, at folk er bange for de farlige brune, som vil ødelægge alt og tvinge os til at gå i burkaer, altimens de stener os, voldtager deres børn, ikke holder jul og andre dybt bekymrende og udemokratiske sager. Det er dog så fjollet, at det gider jeg ikke engang snakke om. Så hvis du har læst de ovenstående linjer, ja så er du blevet snydt (igen, kunne man fristes til at sige, hvis man da vel at mærke tør).

Den anden store trussel, som vi godt gider snakke om (eller gør vi?!?), er selvfølgelig den politiske korrekthed, der via et allestedsnærværende terrornetværk af gruppepres og cafe latte, får os til at lægge bånd på os selv i en helt igennem uhyggelig grad. Faktisk er det så vildt, at vi nogle gange ikke bare siger det første det bedste, der falder os ind, men i stedet lægger bånd på os selv for ikke at støde andre. Selvcensur, som det nogle gange kaldes.

Som man måske har bemærket, så er politisk korrekthed ikke noget der som sådan kendetegner bloggen her. Her skrives nemlig alt hvad der lige farer gennem hovedet på undertegnede, stort set uanset hvor tåbeligt, irrelevant eller anstødeligt det måtte være (numse! numse! numse!).

Alligevel er “politisk korrekthed” er i nyere tid blevet en af mine absolutte yndlings begreber. Dette i en grad så jeg glædesstrålende lægger avisen fra mig og tager mig en ORDENTLIG slurk kaffe og en bastognekiks, når jeg ser det anvendt. Det er tilnærmelsesvis det begreb der har bidraget mest væsentligt til, at jeg sådan nogenlunde kan overskue at begå mig her i den postmoderne verdens informationsjungle.

(Hvordan man så kan snakke om moderne post, når ens warhammerfigurer kan være UGEVIS om at dukke op, fra man har hamret febrilsk løs på “confirm purchase” knappen inde på internettet?!? Nå, men det er måske en anden historie.)

“Politisk korrekthed” er så vidunderligt et begreb, fordi man med det samme nogen anvender det uden skyggen af tvivl ved, at nu kan man med sindsro holde op med at tage noget de nogensinde siger eller skriver alvorligt igen. Det er nærmest ufatteligt tidsbesparende.

Det træffer sig nemlig så heldigt, at folk der snakker om “den politiske korrekthed” eller (min personlige favorit!) “det politisk korrekte meningstyranni” uden undtagelse er en flok fesne klynkemåse, der bare ikke bryder sig om at få respons på deres latterlige udtalelser.
Således kan man, når man ser et eller andet bøvehoved beklage sig over “det politisk korrekte meningstyranni”, i ca. 98,7% af tilfældene mentalt oversætte vedkommendes indlæg med “Waah! Det er megastrengt at i tillader jer at sige jeg er dum at høre på, når jeg udtaler mig rabiat og kategorisk om ting jeg ikke fatter en hujende fis af!”. De sidste 1,3% procent er “Hvad? Hvorfor må man nu ikke kalde niggerne for perkere mere?!?” -så alt i alt er det et rimeligt godt pejlemærke, synes jeg.

Det hænger nøje sammen med mit andet yndlingsbegreb, nemlig den i tiden så forjættede ytringsfrihed. Eller rettere Ytringsfrihed(!), som jeg ynder at kalde det (så den gider vi åbenbart alligevel godt at snakke lidt om, viser det sig).
Her har vi nemlig endnu engang den situation, at folk tror de har ret (ja nærmest pligt, forstår man), til at sige lige hvad hulen der farer igennem hovedet på dem af hadske tåbeligheder -uden at der er nogen der må sige noget til det, vel at mærke.
Ytringsfrihed(!) omfatter nemlig, mærkeligt nok, tilsyneladende IKKE retten til at ytre sin mening om andres ytringer -formentligt fordi det er “rigtigt tarveligt”, eller lignende. Her adskiller Ytringsfrihed(!) sig væsentligt fra det normalfungerende mennesker forstår ved ytringsfrihed -og som vel at mærke er det vi har i Danmark.

Da vi åbenbart alligevel ikke kommer udenom at tale om de slemme sorte og deres tyranniske grusomhed, må jeg hellere lige give jer et raskt historisk tilbageblik, for ligesom at sætte det hele lidt i perspektiv. Hele pisset (som vi siger i fagsproget) stammer nemlig fra det, der i sin tid blev benævnt “muhammedkrisen”, der opstod i forbindelse med de dersens farligt fine Muhammedtegninger engang i totusindeoghvidkål.

Trykkefrihedsselskabet og andre skvaddernavler mener nemlig (stadig) at der var tale om et nærmest forbryderisk -og som minimum dybt forkasteligt- ANGREB på vores Ytringsfrihed(!), fra de farlige muslimister og det zuper tarvelige (og venstreorienterede) politisk korrekte meningstyranni. Og det er kun blevet værre siden dengang, forstår man på det hele.

Det er ligesom det, der danner den historiske baggrund for den dybt bekymrende meningsmåling, som det hele startede med at handle om. Indtil det så viste sig, at det handlede det ikke om -men det gør det så alligevel nu. Så hvis i er forvirrede, så fuck jer! Jeg nægter nemlig at ligge under for dette fascistiske krav om mening og sammenhæng, som andre tillader sig at presse ned over hovedet på mig. Jeg er en total frihedskæmper på det område.

Nå, men jo mere man undersøger sagen, jo mere viser det sig, at kritikere af tegningerne sådan set ikke var ude på at indføre censur eller på nogen tænkelig måde krænke pressefriheden; de sagde såmænd bare “Hey guyz, vi synes sgu det er nogen bøvede tegninger. Det kunne være fedt hvis i gad tage den lidt over børnehaveniveau en anden gang”.
Det er selvfølgelig frit oversat, men sådan ser billedet rent faktisk ud, når man kigger tilbage på det.
Man fornemmer ikke ligefrem det hemmelige politi komme i sorte biler midt om natten og hente de mange brave forfattere af småracistiske læserbreve, der slog deres slag for frihedskampen i den efterfølgende debat…

Men altså, seriøst og 4 realz: hvis man vitterligt mener, at det at andre folk tilkendegiver deres uenighed med ens holdninger er at sidestille med censur, ja så har man altså et noget skrøbeligt følelsesliv, undskyld jeg siger det.

Man må her i DK sige stort set lige hvad fanden man vil af grænsepsykotiske vanvidsytringer. Man er bare ikke garanteret at folk nikker og smiler og klapper i hænderne. Det kan være de svarer igen og det er jo trist, når nu man lige havde gjort sig sådan umage med at fortælle dem hvordan det hele hænger sammen, men sådan er det nu engang. Livet går videre.

Tl;dr: når folk siger “omg Ytringsfrihed!!1”, så er det -sjovt nok- som regel bare fordi de synes, at folk der er uenige med dem er megalede og skal tie stille.

P.S. – Så er der måske nogle der vil sige “jamen hvad så med folk der kommer og slår én ned, hvis man siger noget de ikke kan lide, det er da et angreb på ytringsfriheden. Det kan du da ikke bare ignorere, din slemme personage!” Ja ja ja, siger jeg så. Men det har vi jo en mekanisme for at håndtere. Den hedder straffeloven og går i store træk ud på, at politiet kommer og skælder folk ud, hvis de er uartige. Vores mekanisme for når folk ikke er enige med det hinanden siger, hedder tilgengæld debat og der kan man altså komme ud for at folk siger man tager fejl. Så tag jer nu bare fucking sammen, prinsesser, okay?

P.P.S. – Så vil i måske gerne have lov at skrive hvor forkert min skarpe og præcise analyse af den foreliggende situation er, men i kan skide i havet, kan i. Det viser sig nemlig at hvis man ikke gider tillade kommentarer på sin blog, så er man i sin gode ret til det. I kan slå op i ord- og lovbøgerne under både “censur”, “krænkelse af ytringsfriheden(!)” og “sur røv” og læse hvad begreberne egentlig går ud på. Sjovt nok vil det så vise sig, at det kun er det sidstnævnte der bliver relevant i denne sammenhæng.

Kapitel otte; Assholecember aka “Det nye shiat”; i hvilket vor helt spiller overlegen på bekostning af alverdens wannabe-hipstere og sød musik opstår

Nu hvor N/M-ovember er veloverstået kan jeg ligeså godt komme med en lidt pinlig  indrømmelse: overskæg får mig overhovedet ikke til at tænke på cancer. Som i virkelig ikke.

Dette hænger nøje sammen med, at når jeg ser et overskæg er der to andre altoverskyggende emner der fylder mit sind og prompte udsletter enhver tanke om, at den unge frejdige mands forsøg på at gro noget, der bare overfladisk minder om en semi-hæderlig skovsnegl, jo egentlig minder mig om, at jeg da i grunden burde ræse alt hvad rammer og tøj kan holde ned til lægen og få tjekket om der er ubudne gæster i blærehalskirtlen.

Så sidder i nok derude i åndeløs spænding og tænker “jamen hvad hulen i dælen kan det da være for sager, der har en sådan gennemslagskraft, at de helt fortrænger den ellers allestedsnærværende prostata fra din begrebsverden (og hermed sparer det danske sundhedsvæsen adskillige tusinde kroner om året), Jeppe?

Jo, nu skal i bare høre. Det drejer sig naturligvis om politibrutalitet og hed analsex.

Avavav!Rrrrw

Behøver jeg sige mere?

 

Jeg tror jeg taler for alle mennesker i hele verden, når jeg siger, at det kan sgu ikke blive ved.

Rent bortset fra at de fleste af os jo trænger til en ordentlig omgang med staven i ny og næ (hvis i forstår hvad jeg mener, hint hint!), så nytter det jo ikke. Der er kort sagt ikke en sjæl i hele solsystemet, der forbinder jeres fesne hispterlarver med noget som helst, der er bare overfladisk relevant!

Indrøm dog at i har en fetish for Burt Reynolds (Rrrrwww!) og lad os få det ud af verden.Så kan i også sprede det lidt ud over hele året, så ikke jeg skiftevis skal gå og føle mig rædselsslagen og/eller kaldet til at udforske min kønsidentitet en hel måned i stræk. Eller også kan i gå “all in”, som man siger på moderne, og blive fuldblodshipstere. Min afdøde morfar har noget tøj i kan låne. Det bliver superironisk. Meta endda.

Nå, men det er jo altsammen ren brok fra min side; negativt pis og sparken nedad (for lad os nu være ærlige; intet væsen er lavere på den sociale rangstige end hipsteren). Værre end den sorteste nazi-kommunisme og delebiler. Hvad med at være lidt konstruktiv, Jeppe?

Jovist, my niggaz! Nu skal i dælendyleme se socialt udfordret konstruktivisme af allerhøjeste karat! I present you with “det nye hashishish”: Assholecember.

Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at man i december måned gror sig en fletning bagi (gerne med masser af dinglebær), samt er et kæmpe røvhul overfor alt og alle man møder på sin vej. Jeg har allerede fået Ikram Sarwar med på idéen, så det er rimeligt toneangivende, når jeg selv skal sige det (han tyvstartede ganske vist lidt, men han kunne simpelthen ikke leve med de udemokratiske rammer jeg havde opstillet for projektet).

Udover at den kvikke læser allerede vil have bemærket at dette nyskabte kulturfænomen på forbilledlig vis tillader mig at udleve to af mine største passioner her i tilværelsen (at pille mig selv i numsen + være for meget, til den lidt mere langsomme læsers orientering), så er det selvfølgelig også i en større sags tjeneste. Det er jo ikke noget vi bare gør for sjov og for at få lov at té os som vilde en hel måned (så bliver jeg også bare smidt ud af Marie Krarups fanklub og det går sgu ikke). Næeh, nej. Det er skam et selvopofrende og altruistisk projekt, det her.

Det hele drejer sig nemlig om, at vi godt vil henlede opmærksomheden på at dyndsmerlingen faktisk er udrydningstruet. Det er udelukkende derfor jeg er et svin overfor jer og har lagt personhygiejnen bag mig.

What up, bitches?

What up, bitches?