Månedsarkiv: november 2013

Kapitel syv; I hvilket hvor helt har ikonoklastiske tømmermænd

Goddag igen, trofaste læsere (som jeg er begyndt at kalde min mor).

I dag skal vi snakke lidt om politik, religion og andre sprængfarlige emner, i det stille håb at en eller anden samfundsbevidst borger tropper op hos mig med en økse og slår mig ihjel.

Jeg har nemlig tømmermænd, skal jeg sige jer. Og det gør herrenaller inde bag kraniet. Jeg er også blevet forkølet, fordi jeg var ude og gå en laaang tur i går. Det var dumt.

hovedpine_590117m

Problemet er grundlæggende at det er megasejt at drikke. Man skifter på det nærmeste ham og udvikler sig på rekordtid fra en småfesen båtnakke til en regulær mellemting mellem James Dean og Freddie Mercury (dog med lidt pænere tænder, forstås). Man bliver simpelthen så cool af at drikke, kan i nok se.

 

Dagen efter har man det dog altid så rædderligt. Det er virkelig urimeligt. Bedst som man troede at man bare gik og hyggede sig med at være megafucking sej, så vågner man op og har det som om både lykkens og retfærdighedens gudinde har sagt op og overladt jobbet til Nemesis (den so), som tilgengæld VIRKELIG føler at hun har noget at bevise. Hun er garanteret pisseusikker og synes hun er for tyk og for gammel og at hendes røv ser stor ud i den toga. Og det skal så åbenbart gå ud over folk der fik sig en lille tår over tørsten i går. Justitsmord, siger jeg jer.

I kender det sikkert godt; man sveder, fryser, har uro i mavsen og inde bag ens face ligger ens undskyldning for en hjerne og vånder sig over at det gør så nas og at den har sådan en klaptorsk som ejer. Hvis man er heldig har man kun brækket sig på sit tøj og på folk man alligevel ikke skal have noget med at gøre.

Hovmod står for fald, som man siger.

Jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg slet ikke drikker nok. Forstå mig ret; jeg synes godt man kan drikke for meget og det er sgi heller ikke fordi jeg ligefrem er afholdsmand. Men det er jo så pissefedt og sejt at drikke, at man ret beset burde få det gjort noget mere. Jeg har jo en veritabel flok af homies (som hottentotterne ovre i de britiske kolonier siger) som er fabelagtige at suge pilsnere og skamrose hinanden med. De får lige et shout out her: i er sgu så søde, my niggaz. Jeg kan godt lide jer. Virkelig.

Det er også derfor jeg har sådan lidt dårlig samvittighed over ikke at drikke noget mere. Det er jo sejt og sjovt og smadderhyggeligt. Alligevel gav de mig en flaske børnechampagne på mit tidligere arbejde -enten fordi de hadede mig eller som en fin hentydning om at jeg var for svag til at tage med dem ud og drikke øl.

Og det er jo rigtigt. De har ret. Ubetinget.

Sandheden er, at jeg er et svagt og dårligt menneske, der meget sjældent når op på de der 14-21 genstande som sundhedsstyrelsen foreskriver at man skal drikke ugentligt -og årsregnskabet ser helt horribelt ud. I betragtning af hvor vild jeg er med at drikke, så skulle man jo tro jeg var en underafdeling af Blå Kors. Det er pinligt, for dårligt og jeg føler grundlæggene også at jeg ikke gør mit til at støtte op om den danske kultur og vores stolte traditioner for at være så fulde at vi ikke ved hvad vi selv hedder i tide og utide.

Jeg ved godt at den er helt gal og jeg lover altid mig selv, at jeg skal blive bedre til at drikke (og evt. dårligere til at være fuld), men det bliver aldrig rigtigt til noget.

Det er tømmermændende der er problemet.

De er ikke sjove, bevares, men hvad er i grunde sjovt her i verden? Eller rettere, hvad kan man lave af sjove ting som ikke fører noget træls med sig (NU bliver det filosofisk, kan i nok høre…)? Tænk over det (jeg mener det virkelig. Tænk. Det er fucking dybt, det her): spiser man chips og ser gyserfilm bliver man fed og bange, ligger man under dynen og læser tegneserier hele dagen gider fascisterne ikke at betale løn til én i længden, spiller man computer får man ikke forberedt sig ordentligt til sin arbejdsdag, går man i kirke for at få syndsforladelse skal man høre på en præst, tager man pænt tøj på får man bank fordi man er en bøsserøv, går man på toilettet skal man tørre sig i røven og drikker man får man tømmermænd. Sådan er dét.

Det er jeg sådan set også indforstået med (selvom jeg på en måde godt gad at have et bidét).

Problemet med tømmermændende stikker dybere. Hvis det altså er muligt, at det kan blive dybere (jeg er lidt i tvivl, for det ovenstående er jo lige så Immanuel Kant vender sig i sin grav af misundelse -a priori mig i røven, du gamle). Sagen er, at tømmermænd slet og ret er et teologisk problem, venner.

Nu har jeg det helt generelt med teologiske problemer ligesom vikingerne. De får mig slet og ret til at gå amok. Men når man har tømmermænd gør det ganske enkelt for ondt at gå psykoamok, til at det er rigtigt er en mulighed. Og så må man jo tænke i stedet -det gør ganske vist også ondt, men når nu man ikke kan slukke for hjernen og vågne op igen når lidelserne er ovre, så kan man jo lige så godt få det bedste ud af det.

Som jeg anskuer problemstillingen, så må tømmermænd enten være Guds måde at fortælle os at han ikke findes (eller også står vi pludselig midt i det epikureanske paradoks, ærværdige læsere), eller også er det Satans måde at fortælle os at HAN i hvert fald findes (med alle de implikationer det nu har).

Det er ret komplekst, synes jeg. Og ikke sådan lige til at finde en tilfredsstillende løsning på.

Nå, men nu ringer Ægyptologen snart på og hun har chips med, så jeg stopper her. Men nu ved i da i hvert fald, hvorfor jeg ikke er bedre til at drikke øl med jer. Det er simpelthen det fordømte gudsbevis der holder mig tilbage fra at leve op til mit sande potentiale.

P.S. – Prins Henrik skal guillotineres og Muhammed er for meget. Det danske fodboldlandshold sutter pik på høns

P.P.S. – Jeg bor 1. sal til højre, vær god at slibe øksen først. Orker ikke lige hvis der skal flere hug til