Månedsarkiv: september 2013

Kapitel to; i hvilket vor helt kæmper en brav kamp mod kapitalismens altomfattende og menneskefjendske dødsmaskine (og taber)

Forleden var jeg på arbejde (brrr!). Senere var jeg på vej hjem (hurra!). Som enhver god revolutionsromantiker havde jeg ikke spist frokost, efter jeg engang for længe siden hørte, at det angiveligt er borgerligt at indtage næring. Derfor var jeg megasulten…

Således skete det, at jeg, da jeg nåede Vanløse station, med knurrende mave begav mig ind i det glitrende og forjættede slaraffenland der i folkemunde kaldes “Føtex”. Det skal man aldrig gøre, hvad man jo godt ved.

Ikke desto mindre skulle man jo have noget hakkelse og man havde nok også allerede overgivet sig til tanken om, at der måske liiiige røg en lille pose chips med hjem, som man kunne kaste i kraniet, altimens man gourmet-kokkererede/ventede på at frostpizzaen tog sig sammen til at blive færdig (som det nu kunne falde).

Da jeg havde købt mine to poser chips (der er altid tilbud på to poser chips, så man sparer jo!), så jeg tilfældigvis en ypperlig og tillokkende omgang hvid chokolade (ikke rap-gruppen fra 90erne, som man også kan se på min brug af adjektivet “ypperlig” -det KAN slet ikke bruges om det der hep-hap noget som de unge går og hører i deres mærkelige tøj).Den var OGSÅ på tilbud og så var der jo ikke noget at gøre…

Da vor helt (det er mig), så havde stået i kø i ti minutter gik chokoladen selvfølgelig ind til normal pris -og det er her den episke kamp imod de fremmedgørende og umenneskelige markedskræfters tyranni begynder, så giv nu agt!

Jeg har en kæphest med den slags ting. Nogle siger det er irrationelt, men det irriterer mig bare SÅ meget -og det kan vække en konspirationsteoretiker i mig, så ham gutten med youtube videoen om at “The Shining” indeholder hints om at månelandingen er fake kalder op og siger “Arr, Jeppe, my man. Klap nu lige hesten.”

Men jeg har blokeret hans nummer. Så det fuckhoved kan bare ringe.

Det er så meganederen, når ens ting går ind til forkert pris (og P.S. -de går aldrig ind til for lav pris) og man skal stå og tumle med filosofiske overvejelser om, hvorvidt man nu virkelig gider genere alle andre i køen og spilde sin egen kostbare tid (som man f.eks. kunne udnytte til at se youtube clips med folk der spiser ulækre ting og brækker sig), for et par usle håndører.

På den ene side er det virkelig fedt at se nogle af de ting folk kan finde på at æde og man kan jo næsten heller ikke overskue alle de høje suk og himmelvendte øjne de andre i køen disker op med -og det ER jo trods alt kun to en fucking halv rigsdaler.

På den anden side. Det sker bare altid og man føler sig så dum og doven og ligeglad + udefinerbart røvrendt af Coop Danmark, at det også kan være svært at bære bare at gå hjem med bøjet hovede og æde sine chips (men i det mindste er det ikke surströmming).

Chokoladen var dog sat ned med FEM kroner, så dem skulle jeg fandeme ha’.

De forretninger tjener megamange penge på det nummer hvert år (og hvis i ikke tror det er et nummer, så tror i vel også på månelandingen?!?).

Nogle ville måske hævde at der var større problemer til i denne verden. Men det er der IKKE!

Nå, men nu var det på tide at der var nogen der trak en streg i sandet, rankede ryggen og stak “The Man” en ordentlig én lige midt i hans klamme face. Så jeg sagde med bævende stemme “undskyld, men denne hersens chokolade, den var altså på tilbud, ja den var så…” og SÅ gik det ellers amok.

Dolph_Lundgren

Eller rettere, kassedamen kunne ikke overskue det pga. køen, så hun sendte mig videre til kundeservice, som sendte en gut ud for at tjekke prisen, men han kunne ikke finde hvor det lå og så måtte jeg med ud på ekspedition. Efter en længere færd konstaterede vi, at lige præcis MIN variant af chokoladen ikke var sat ned, omend den lå sammen med de nedsatte. Så måtte han ringe til sin Godfather og høre om jeg kunne få den til tilbudspris. Det kunne jeg godt.

Da jeg havde stået i kø til kundeservice (bag nogle tåber der havde et eller andet latterligt og uvæsentligt problem, selvfølgelig. Den brødrister SKAL sgu da være i stykker fra fabrikken, for fucks sake. Gå dog hjem!), fik jeg endelig mine fem kroner.

Det tog kun 20-25 minutter, så det var noget af en sejr. Jeg ved dog ikke helt til hvem.

Da jeg kom hjem kunne jeg ikke engang spise min chokolade og min sambo mumlede noget om “first world problems”. Den lort.

Nu har jeg resigneret. Næste gang får de sgu bare de fem kroner. Eller ti. Eller tyve. De får lige hvad fanden de vil have!  Hvis det viser sig, at min fesne hipster fairtrade-kaffe pludselig står prissat til en tør analpenetration, så hiver jeg sgu selv bukserne ned og smider mit blegfede korpus op på transportbåndet. Det er hurtigere overstået end at klage. Realistisk set nok også mindre traumatisk.

Og jeg som ellers var barndomshjemmets pryd…