Kategoriarkiv: Folk er dumme

Kapitel toogtredive: I hvilket Vor Helt glæder sig over, at man ikke har tid til at følge med + higer efter euforiserende stoffer

Breaking News: Agurketiden er forbi.

Eller, det vil sige, jeg er startet på arbejde igen, så jeg har ikke tid til at følge med i agurketiden mere. Måske er det i virkeligheden det samme for alle? Vi har ikke tid til at følge med, så der er kun et par uger om året, hvor vi opdager hvor rædderlige de historier der fylder i medierne egentlig er? Javist, #megetfilosofisk men jo under alle omstændigheder glædeligt, hvis den agurk endelig er død.

Værsgo’ – jeg har selv lavet den. Jeg bruger lidt mere eddike end de fleste, men det har jeg altså lært af min mormor. Men hun var vist nok også kommunist (man skulle nok have været der…)

Nå, men på det sidste er jeg faktisk faldet over et par “interessante” historier i dagspressen, der faktisk tyder på at agurketiden er ved at være forbi – eller at bolden i hvert fald er spillet videre fra journalister til politikere, i den stadige kamp om, hvem der kan finde på de dummeste historier.

Den ene historie jeg har læst (okay, lader som om jeg har læst – jeg er jo ikke lavet af tid, ved I nok. Så jeg læser som regel bare overskrifterne og antager at indholdet er så dumt som jeg overhovedet kan forestille mig. Det sparer mig en masse tid og har den behagelige bieffekt, at jeg kun bliver halvt så vred og ked af det som jeg burde – indholdet viser sig nemlig stort set altid at være langt tåbeligere end min forestillingsevne rækker til. Det er et trick I kan tage og bruge som jeres eget) er noget med at enhedslisten vil legalisere hash som led i narkobekæmpelsen.

This is your brain on det danske mediebillede

Bevares, det er vel som sådan ikke nyt at de forbandede hippier godt kan lide at suge bong, men det er jo altid prisværdigt når folk bruger enhver given lejlighed til at fremføre deres politiske projekt (jvf. Dansk Folkeparti og deres utrættelige kamp for et mere overskueligt farvespektrum). Og altså det er da i hvert fald noget andet end hvem der skal/ikke skal begraves hvorhenne, hvilket ellers har været Vor Tids Store Spørgsmål på spisesedlerne her den sidste uges tid. Så det er jo faktisk forfriskende, at medierne tager tråden omkring stofmisbrug op, nu hvor det mest har handlet om ting der ikke sker og (så vidt jeg kan forstå på begravelses”historien”s hovedperson) heller ikke skal ske. For altså, man kan sige hvad man vil om stofmisbrug, men det finder sgu da i det mindste sted.

Nå. Men den anden historie jeg har “læst”, det er den med Mette Frederiksen, der er rigtigt ked af at Dansk Folkepartis vælgere ikke gider stemme på hende (det er vist nok noget med, at de ikke kan overskue at “social””demokraterne” nogle gange foregiver at have en slags egentlig økonomisk politik, for det giver vældig ondt i hovedet at skulle hitte rede i). Man har så forsøgt sig med forskellige fokusgruppe-udarbejdede tiltag for at få dem over på det “rigtige” “hold” “igen” * og det har ført til at korruptionen og idiotien nu er stort set lige udbredt på begge sider af dansk “politik”, for ligesom at få målgruppen til at føle sig bedre hjemme.

I kan sige hvad i vil, men der ER altså noget om snakken med den der korruption og idioti…

Nå, men sidste skud på stammen i forsøget på at tækkes folk, der egentlig burde vide bedre, er altså som sagt denne her “historie”, som jo på sin vis hænger smukt sammen med de foregående historier, i og med at den får mig til at associere som følger:

  1. Jeg kan forstå på det hele, at marihuananana måske skal legaliseres. Men jeg forstår bare ikke, hvad folkets opium nu har gjort? Jeg troede alle var enige om at det var superfedt med den der klub, hvor man kan mødes i sin sparsomme fritid og lege, at der er en mening med galskaben (jeg har i øvrigt selv gået på kristen friskole og det har ført til at jeg både kan fadervor udenad og ikke kunne drømme om at vise mig i en kirke – så rent integrationsmæssigt forstår jeg heller ikke helt “forslaget”. Det må da være næmest ideelt at sende de der brune typer et sted hen, hvor de kan blive ligeså trætte af at høre på røverhistorier som os andre)?
  2. Selv rører jeg som bekendt ikke narko, grundet en slagkraftig blanding af stærke moralske principper og intens kujonagtighed, men man kan søreme da blive fristet til at udbede sig et sug af den pibe, de ryger inde på sossernes hovedkontor. Om det er lovligt skal jeg naturligvis ikke kunne sige, men man må i hvert fald #indrømme, at det den onde brodere mig da lader til at være noget, der virker.
  3. Socialdemokratiets åndsfader Louis Pio er som bekendt født i Roskilde. Måske kunne man begrave deres nuværende besætning dér, når nu andre ikke gider ligge der? Gerne ved siden af majestæten, gerne i en dyr sarkofag (jeg forestiller mig noget med kæder omkring) og gerne hurtigst muligt. (På forhånd) Tak.

LOLWUT?

* Den kvikke læser vil allerede have bemærket at der bruges en del anførselstegn, når vi “snakker” om “socialdemokraterne”. Det er grundlæggende fordi jeg ikke orker at skulle citere Orwell hele tiden, navnlig da jeg ikke gider læse lortet. Så bare antag at det hele betyder det modsatte af, hvad der står – så slipper vi også for at skulle 1984 “referencerne” igennem og det får mig ærligt talt til at føle mig klogere end alle de andre pseudointellektuelle, hvis vi kan springe dén kliché ovér.

Kapitel Eenogtredive: I hvilket vor helt synes det er irriterende at “debat” og “clickbait” efterhånden er blevet synonymer. Also, Det Danske Sprog, motherfucker, do you speak it?

Nu er det jo så tiden vor samtlige danske medier troller endnu hårdere end til hverdag, i et desperat håb om at få os til at interessere os bare en lille smule for deres bovlamme ævl. Fænomenet kaldes “agurketid” og har givet os sådanne udødelige klassikere som “et eller andet jeg ikke kan huske”, “Sørine Gotfredsen der lader som om hun selv tror på at det er til debat om kvinder bør dyrke lige den sport de vil” (#lukDR), “et eller andet andet jeg ikke kan huske”, “et eller andet jeg ikke VIL huske” og “ASH som kulturredaktør på berlingeren”.

Politiken vil selvsagt ikke stå tilbage, så de har trykt en slags skrivelse, der på en god dag kan kaldes hjerneaffald fra noget der overfladisk kunne minde om en slags person (vel at mærke en person, der ikke fatter et hammerslaw).

Forfatteren til dette “debatindlæg” er grundlæggende bare endnu en i den endeløse parade af sarte mimoser der føler sig forfulgte, undertrykte og nærmest truet til tavshed, på grund af deres superseje og “telling it like it is” frihedskæmperholdninger. For det er jo nærmest med livet som indsats, at man sådan vover at skrive et agurketids-indlæg, forstår man på det hele – alt imens de med stor selvfølgelighed udbreder sig i de landsdækkende medier.

Man bliver så træt.

MEGET træt. Men også (stadig) nuttet!

Jeg gider ikke linke til indlægget, da den snedige plan jo er, at man skal give braset opmærksomhed, så Politiken kan flyde ovenpå en dags tid mere. Men det er skrevet af et eller andet skravl af en muteret kakelak og handler om at det er rigtigt synd for folk, at deres tilfældige ævl ikke bliver taget mere alvorligt end videnskaben.

Spoiler alert: den snedige plan har virket helt efter hensigten. Folk har læst lortet og er blevet fortvivlede, vrede og kede af det. De har våndet sig, hylet op og (naturligvis) delt på livet løs med deres facebookvenner, så de også kunne blive forargede – og så har de selvfølgelig givet den vattede sprøjte til Politiken en masse phat clixx, nu de var i gang.

Planen er ikke vildere end som så. Men det værste er, at den virker.

Så vidt, så godt.

Undertegnede har også læst smøren (man #følgervelmed) og er selvsagt også blevet stødt på manchetterne over et indlæg, der dårligt nok er en retarderet bjergged værdigt. Hvis man absolut VIL stile efter at være agurketidens mest outrerede grødhoved, så kunne man i det mindste have gjort sig den ulejlighed at skrive om at jorden er hul og fyldt med nazi-UFOer eller lignende. Det havde, om ikke andet, været mere underholdende end en gang flæberi om, hvor synd det er for kernesunde Ninkadette Ninusson, at alle ikke kaster sig for hendes fødder og ubetinget hylder hendes geniale forretningsmodel med at tage penge fra nogle desperate stakler med autistiske unger.

I sin forargelse skal man dog VIRKELIG ikke glemme, at det er helt fint og i orden, at rende rundt og være helt brændt af oveni kasketten, endsige skrive “debatindlæg” om det. Det må man rigtigt gerne og det er kort sagt bare fint. Folk skal have lov til den slags!

Faktisk er det nemlig vores grundlovssikrede ret, godt at måtte være en stor fed oggenok, en kæmpe piksspasser og en lame-ass varyl. Det er én af de allerførste og vigtigste paragraffer i hele grundloven.

For ligesom at dokumentere min påstand, får I lige et billede af grundloven. Man skal bare zoome lidt, så er den der.

Okay, det står der måske ikke ligefrem, men det er nu engang min holdning, at det er sådan grundloven er. So there.

Nå, men ja, han er selvsagt en båtnakke af dimensioner og det er noget henrivende dumt noget, han får skrevet. Men det er jo altså sådan set også okay. Der skal også være plads til idioter i det moderne samfund. Hvor var vi ellers ikke henne?

Det VIRKELIGT forargelige ved indlægget er dog gået de flestes næser forbi, i deres iver for at snakke om at videnskaben er fed nok og at random dudes/dudettes ikke skal komme alt for godt i gang.

Jeg taler naturligvis om følgende citat: “blablablablabla dubiøse relationer til sukkerindustrien blablabla…”

“dubiøse relationer til sukkerindustrien”

O

M

G

M

A

N

D

Dubiøse fucking relationer, maaan.

Arhhmenforfilanda.

Dubiøse Relationer™

Der er satanbrodereme ikke nogen rigtige mennesker der bruger ordene “dubiøse relationer” på dansk. Selv Mads Holger ville stikke dig en syngende ørefigen og sige du skulle tale lidt mindre opstyltet (hvis ikke han havde taget billetten, altså. Men okay, så blev han da sparet for at opleve dette rovmord på det højstærede Danske sprog..).

Vis os dog lige det minimum af konduite at køre dit indlæg igennem google translate, eller noget, så det kommer til at ligne menneskesprog bare en lille smule. Det kan selv gymnasieelever finde ud af, ffs.

I tror måske jeg overdriver. Det gør jeg iKKE! #srsbsnsomfg

Så for lige at konkludere, vil jeg bare, på min egen stilfærdige måde, slutte af med at sige “kære Christopher. Fuck dig pissemeget. Jeg håber du vågner op med en slatten kængurupik i øret, din nar.”

KH Jeppe

P.S. – Her får I til gengæld et par vaskeægte kontroversielle holdninger: kvindefodbold er MEGET federe end herrefodbold og “Heroes” er bedre med Celtic Frost end med Bowie. Så er det sagt – nu sidder jeg bare og venter på det hemmelige politi…

Kapitel femogtyve: Det evige dilemma – i hvilket trafikregler og båtnakkeri mødes og sød musik opstår.

Der er visse ting man altid slås med, som kunstnerisk naziblogger. Én af dem er, at folk ikke hylder én nok i hverdagen, men det har jeg hørt er et grundvilkår for de fleste.
Det helt store problem er dog, at man vitterligt ikke gider have en politisk blog, men bare gerne vil være morsom på andres bekostning. Og politik får bare én til at blive rasende på alle mennesker.

I dag skete der dog det glædelige, at de to ting kunne kombineres. Folk er nemlig SÅ utroligt dumme og tragikomiske, at man næsten ikke kan lade være med at slå en hånlatter op, når det kommer til spørgsmålet om nogle flygtninge (altså, de der udlændinge fra arabistan, i ved nok), der er kommet ind med firetoget.

Minions_hitler

Historie, befolkningsspørgsmål, toge, nuttede væsener. Nogle gange går ALLE ens interesser bare op i en højere enhed, altså.

Nu er det nemlig sådan at der er en KÆMPE FLYGTNINGEKRISE (eller; det er der så ikke. Men proportioner er jo ikke noget vi bruger, så det er vist vedtaget at HELE EUROPA GÅR I STYKKER NU!!!). Derfor er der det flodhesten Dolph ville kalde nogle “brune, lådne typer”, der trasker rundt på landevejene, fordi de gerne vil til Sverige. Jeg vil hellere læse Pippi Langstrømpe her i landet, men det må de jo selv om. Man skulle i hvert fald synes det talte som et “win” for folk, der godt ville have, at vi skulle være et land folk IKKE havde lyst til at komme til.

“Hurra!” skulle man jo tro folk så råbte; “Det lykkedes marenpuleme! Nu synes folk Danmark er så topnederen (det er et rigtigt ord!) at de er bange for at være her og hellere vil til Sverige, hvor både slikket og forlystelsesparkerne er lidt mere spiselige. Hurra for Inger Støjberg og os alle sammen!”

Men #nej. Sådan #skulledetietfuldstændiguforudsettwistvisesigIKKEatvære – det viser sig nemlig, at hvis der er én ting der er mere bekymrende end folk der gerne vil være her, så er det folk der ikke vil være her.

Det er nemlig faldet den kommende nobelpristager Suzanne Bjerrehuuus (et navn der vistnok er opstået i kollaboration med Aaarhuuuz turistbyråd, men den udåd må vi tage op en anden dag…) for brystet at disse folk faktisk bryder trafiklovgivningen her i Danmark, ved at gå på vejene. Det er nemlig “arrogant” af dem, de “gør hvad der passer dem” og det demonstrerer danskernes “ynkelige tabermentalitet” at de ikke “straks er blevet arresteret” ligesom “vi andre var blevet, hvis vi opførte os sådan” – og det må jo sige at være en nærmest uhyggeligt skarp og præcis analyse af den foreliggende situation, jvf. trafikloven og dens status i det Danske Samfund™.

Andre bekymrede, men i følge Jyllands Posten ikke nødvendigvis spor moralsk dårligere end os andre, mennesker har heldigvis grebet til modværge imod denne hetz og omvendte racisme imod Danskerne og vores ukrænkelige kulturkristne trafiklove. Nogle siger, at de stod og spyttede på flygtningene og at det måske var “lidt strengt”, men hvis man ser igennem mediernes manipulerende dagsorden vil det faktisk blive klart at det forholdt sig endnu voldsommere:

QSAi68b

Helt ærligt, altså. Fucking syge svin!

Jeg ved godt at jeg med min skepsis overfor, hvor fedt det er at stå på en bro og spytte på andre mennesker, kommer til at demonstrere en uantagelig moralsk fordømmelse af stakkels bekymrede mennesker, der sikkert slet ikke på nogen måde er mindre moralske end os andre.

Lad mig med det samme sige, at de har 100% ret til deres holdninger. “At least it’s an ethos”, vil jeg endda sige.

200_s

Og mens vi er ved de populærkulturelle referencer vil jeg endda tilføje: “You’re not wrong, Walter…”
Jeg kan i øvrigt heller ikke lide The Eagles.

Men helt ærligt, Suuzanne Bjerrehuz og alle jer andre, der er forargede over at folk “får lov til” at gå på en motorvej, selvom alle vi andre slet ikke må:

1) Mon ikke i en gang er gået over for rødt, hvis det f.x. regnede rigtigt meget og i skulle skynde jer hjem i varmen? Prøv at overveje, om det her kunne være en lige så alvorlig situation for de der mærkelige brownies der trasker rundt i trafikbilledet.

Ja. Jeg ved godt det virker helt langt ude, men bare sådan for tankeeksperimentets skyld.

2) Hvis i virkelig synes det er SÅ meget snyd, at de dumme flygtninge får lov, når i ikke må, så har i hermed min tilladelse til at gå ud og lege på motorvejen.

Kapitel nitten: Nazidød over nazialting. I hvilket vor helt erklærer sig som hhv. litterært geni og hvidglødende nazifeminist og skælder ud på nogle stakkels mennesker, der aldrig har gjort noget (andet end at være nazister). Also, stream of (nazi)consciousness.

I anledning af at alt er for meget, får i her et lille digt skrevet til lejligheden. Det er fra min kommende, ret banebrydende, stream-of-consciousness digtsamling “Odysseus var en Luderkarl”.

Den kan ikke købes, da jeg ikke tror på at kunst og kultur kan gøres op i ussel mammon, men man kommer til at kunne tegne abbonnement. Dette vil nærmere bestemt foregå ved at man, som en anden Medici, afholder mine udgifter til guldøl og usømmelig livsførsel. Til gengæld vil man drypvis modtage min geniale og grænseoverskridende kunst, efterhånden som inspirationen melder sig (dette vil, helt konkret, betyde, at man som min mæcen kan se frem til en længere række af dét, en udannet snøbel måske ville tro var sjofle opkald og digital chikane. Men i virkeligheden er det fordi jeg er et universalgeni. Nu er det aftalt).

Her får i en vareprøve, så kan i se om i er hippe nok til at give mig øl (og penge):

Stakkels lille mig er på facebook. Ser opslag. Ord melder sig i min hjerne.

Had.

Jeg smager på ordet. Det smager af had.

Jeg kan godt lide smagen.

Mmmm, had.

Jeg overvejer at masseproducere den og se, om ikke jeg kan komme i folketinget i stedet for alle de andre haterz.

Men jeg besinder mig, bliver siddende på stolen.

Stille. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

keep-calm-and-hygge

Bare hygge-hade forstås. Ikke noget vildt. Det er jo ikke James Joyce, det her.

Som i nok kan fornemme, huserer der i dagens poetiske udgydelser en undertone af, at der er noget jeg ikke kan lide. Det er der også. Blandt andet kan jeg ikke lide folk der læser digte. Det er derfor jeg har skrevet digtet. For at genere dem, der læser det. Zuper meta, i ved.

Jeg kan heller ikke lide James Joyce. Eller Zombier. Føtex har jeg det ambivalent med. Stort “i” ved personligt stedordsflertal synes jeg er OK, men jeg bruger det ikke, da jeg har en postmoderne agenda med at smadre det danske sprog.

Men en ting jeg især hader, det er facebook. Og alt dét, som facebook udsætter stakkels lillebitte mig  – og stakkels småbitte jer- for. Folks bizarre egotrips er selvfølgelig fede nok, altså. Sådan skal det jo heller ikke være.

Jeg mener, lad os nu være knusende ærlige; hvem har ikke fået halvfed på, over at læse, at Ole lige har sat juleanden i ovnen, eller at Petra bare er SÅ glad for at hendes barn har lært at skide i bukserne? Eller måske endda, at dette eller hint kærestepar synes hinandens kommentarer til hinanden om deres fælles tur til Møns klint er “mega optur”?

Det er selvfølgelig ikke disse livsbekræftende udtryk for, at vi totalt 4 realz lever på tinden af den menneskelige races kulturelle formåen, jeg vil til livs. Det ville jo være sindssygt.

Det, der kan få mig til at fare i flint (eller rettere, et mindre udsnit af de ganske mange ting, der kan få mig til at fare i flint, for nu at være lidt mere ærlig i varedeklarationen), det er folk der gerne vil vælges ind i folketinget for at kalde andre nazister (formentlig fordi de ikke har fattet at de fremstår som verdens største mentale trafikuheld når de gør det, snarere end som nogle der har et seriøst bud på noget som helst) og så selvfølgelig damer.

Nu sidder alle i potentielle kunstmæcener derude nok og tænker “nu er du da ikke så banebrydende, som lovet, Jeppe. Alle folk på internettet hader jo tilsyneladende damer, men det er jo vedtaget for længst, at det bare er god humor, når man siger folk skal voldtages ihjel. Så det lyder da ikke som noget nyt og spændende. Jeg er skuffet. Det er ikke 0,5 liter “Brutalis” værd, for nu at være helt ærlig.”

Det har i selvfølgelig ret i. Derfor har jeg lagt et lille twist på mit had til kvinder. Jeg er nemlig feminist, forstår i. Ikke bare sådan hyggefeminist, eller sådan én der synes at kvinder er cool nok, bare de altid er enige med mig i alt og synes jeg har nogle rigtigt, rigtigt kloge og interessante bud på hvordan de bør tænke og føle (hvilket jo naturligvis er den højeste ære en kvinde kan stræbe imod. Alle ved, at kvinders ret og pligt er, at være enige med mænd om deres situation. Særligt på internettet).

Nej nej, kære kommende sponsorer, det er LANGT mere radikalt end som så. Ikke Radikale Venstre, forstås. Dem kan vi nemlig ikke lide. Næh, det er snarere Radikale Højre, der står for skud i dag. Alias de “konservative”, alias “please stem på os, vi skal nok synes hvad som helst vi tror i godt vil have vi synes, på en rigtigt markant og kæmpe-med-åben-pande-måde, det looover vi, årh pleeaseee!”-partiet. Dem gad jeg godt der var lidt mere ved, nemlig.

source

I stedet får vi så dét her.

Som enhver god satanihilist går jeg naturligvis meget op i, at der er nogen der har et kvalificeret bud på det etablerede samfund, man kan gå og hygge sig med at omstyrte/dekonstruere/skrive vrede digte om, men desværre har partiet lige for tiden mest travlt med at få ophørsudsalget afviklet. Derfor får vi sådanne geniale bud som “jeg synes, at min personlige holdning er, at jeg føler min religion er rigtig vigtig og at jeg som privatperson godt kan lide den – og det ville de radikale aldrig turde synes, please stem på mig (jeg har en gang kastet et grisehoved på Franks Jensens sommerhus, men det har ALLE jo gjort #kristneværdier)”, “ned med hjemmerøverier, dem er vi modigt og kompromisløst imod”, “strengere straffe til selvmordsterorrister” og nu topscoreren “de brune er nazister”.

Den sidstnævnte genialitet er et smukt bud på at pudse den gamle og hæderkronede venstreorienterede tradition (dem kan vi konservative godt lide), med at kalde alt/alle vi ikke kan lide for nazisme/nazister, af, og se om ikke den kan fænge an hos dem der ellers ville have stemt Dansk Folkeparti. Så kommer man da over spærregrænsen, må parolen lyde – og det er jo en traditionel værdi godt at ville over spærregrænsen. Så det kører.

drive

Vrunn! Vrunn! (Godt vi ikke er fattige. Eller tror på noget)

Det er dumt af dem. Det er det altså. Hvis jeg ikke får guldøl nok på min nystartede kunstnerkarrierre, så får i et essay om hvor fedt/mærkeligt det er med konservatisme én af dagene. Det kan i glæde jer til/grue for. Som i nu synes. Det skal jeg ikke gøre mig til herre over, omend jeg vil forbeholde mig retten til at kalde jer nazister – uanset hvad i synes og mener, i øvrigt.

Men tilbage til feminismen og hadet (nazismen er selvfølgelig en konstant). Forleden var jeg på Berlin Bar (nazisme!), hvor det under et klassiskt inspireret symposion kom frem, at min gode ven Herr æresdoktor Xilas von Heidegger var blevet fascist, med tilhørende hang til civilisationssammenstød, planøkonomi, freudianske tolkninger, dødslejre og Mads Holger. Glæden over dette faktum blev dog kortvarig, da han kort efter for skade kom til at beskylde mig for at være medlem af Radikale Venstre. Der var optakt til en genindspilning af 9. April (nu som dogmefilm), men vi forbrødredes over en Sommer Bock og hvor fælles hang til nationalromantik og penisjokes. Så det var godt nok. Seriøs diskussion og åndfuld samtale, i ved nok.

lhp_ep1_444

En god, gammeldags, hyggelig aften med andre ord.

Men siden da er jeg blevet opmærksom på, at jeg bare skulle have sat nazi foran alting, så havde jeg haft krammet på ham i ét og alt. Han var blevet sat til vægs af min nyvundne autoritet og populære appel. Det må jeg huske i fremtiden.

Men altså, feminismen. Eller rettere, nazifeminismen. Det rendyrkede mandehad og sådan. Der er jo en masse polemik om hvad feminisme er for noget (man kunne fristes til at tro at det ofte handler om ikke at forstå den, så man istedet kan hænge sig i definitioner og flueknepperi, men det må blive et andet indlæg), men her har jeg som en anden naziOccam valgt at skære igennem og sige at ja, jeg er turbonazifeminist. HELT hård i filten (som hun sagde igår), med hang til nazikommunistiske begreber som falsk bevidsthed und alles. Den ultimative stråmand. Det er mit nye jeg.

Det pisser mig nemlig røvmeget af, at aldrig så snart har én af ens kloge, kompetente (og ja, ja lad os da for eksemplets skyld bare antage at vedkommende ikke ligner døden fra Lübeck til forveksling) veninder postet et billede af sig selv førend alle mulige andre kloge, kompetente, søde og unikke kvindemennesker bare SKAL skrive “OMG så smuk <3”, “Smukke dig”, “Ih, hvor er du en lækkermås”, “hvis du var en croissant, ville jeg kneppes i røven af bageren” og, sidst men ikke mindst -et udtryk der er at regne for Satans destillerede nossesved i reneste naziaftapning- “Smuksak”. Det gør mig forvirret og ked af det.

nikita_kl_strup_2

Et emnemæssigt overlap i måske/måske ikke havde set komme, kære nazilæsere: Nikita Klæstrup til bal hos dronningen. #konservativeværdierOGfeminisme

“Hillemænd, bitches! Hvad fuck sker der for jer, kællinger?” fristes man nu og da til at skrive “Sig mig, er i nazipatriarkatets villige feltmadrasser, eller hvad er den af? Har i ikke andet at gøre ved og med jer selv, end at angle efter anerkendelse for jeres udseende – og kan i ikke se at det er totalt lamt, at i ikke kan finde på andet at rose hinanden for? Så stands dog i himlens navn denne naziinternaliserede naziundertrykkelse af jer selv og hverandre! Anerkend hinandens indre værdier, eller jeg går psykoamok, FFS!”

Men i stedet bider jeg mig selv i min metaforiske tunge (det gør ret ondt) og siger ingenting. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

 

Og det var så digtet. I skylder mig en kasse bajere.

Kapitel atten: Forfatteren er død? Eller er han? Hvis han er i live, er han så et røvhul? I hvilket vor helt lommefilosoferer over alt muligt pseudolitterært pis, forvirrer folk på en måde ingen har fortjent og lige får klemt ud imellem sidebenene at han selv er åh, så klog #walloftexterikkelængereforbeholdtselveindlæggenenuerdeogsåioverskrifterne

Før i spørger, så nej, det er ikke Claes Rifberg eller hvad han nu hed/der, det handler om. Intet kunne være mig mere ligegyldigt end ham der Karsten Riberg og hans bøger, nemlig (eller, det kunne det vel, ellers skrev jeg vel ikke det her? Nu er jeg forvirret. Og vred. Hjælp, mor!).

technical_difficulties_by_tigeroovy-d5zqfuv

Vi prøver lige igen…

Nå, men ret beset, så ved jeg slet ikke noget om ham Karl von Riffsteins forfatterskab. Jeg har aldrig gidet læse lortet, så jeg kender ham kun fra Monrad og Rislund og andre parodier. Han var sikkert god nok, selvom han vist også var noget af et svin, på det personlige plan. Har jeg hørt. Men det er cool nok. Mange af mine bedste venner (eller i hvert fald mange af mine yndlingskunstnere) er nogle svin.

photo19

Undtagen Varg Vikernes. HAN er sød! Hvad betyder lidt mord og ildspåsættelse mellem venner?

Nå, men altså, der er mange kunstnere der er nogle svin, der er mange der er døde, der er et vist overlap. Så vidt, så godt. Det er sådan set ikke dét, man mener, når man siger at forfatteren er død. Det er noget postmoderne pis, med at forfatterens intentioner ikke betyder så meget, når det kommer til hvordan vi skal opfatte hans/hendes/din mors værker. Det er en tankegang der har en del kørende for sig, selv om den også bliver frustrerende nogle gange.

For en gang skyld får i den korte version. Den kommer her:

Kunstnere, det være sig forfattere, musikere, billedkunstnere, performance artists (aka trylleklovne) har givetvis en idé om hvilke ting de vil udtrykke. Der er med andre ord “en mening” med de fleste værker (undtagen performance art, det er bare folk der troller irl). Problemet er, at kunstnernes mening med/udlægning af egne værker tit er ret mærkelig og ikke nødvendigvis er den eneste, eller overhovedet den mest oplagte, tolkning. Derfor er vi lidt nødt til at lave vores egen tolkning, i stedet for at forsøge at finde ud af “hvad kunstneren mente med det”. Lidt kækt kunne man sige at man ikke kan læse hvad der menes; man kan kun læse hvad der står (noget som folk i øvrigt gør vel i at huske, når de spiller kække på facebook. Så fik i også lige et protip med på vejen i dag).

Problem nr. 2 er så, at det i praksis åbner dørene for at selv (formelt) voksne og (formelt) velbegavede mennesker læser alt muligt der IKKE står nogen steder -hverken på, imellem, over eller under linjerne- og så sidder og lukker alt muligt fucking bavl ud i timevis. Denne problematik er desværre et yderst realistisk scenarie på diverse litteraturstudier. I værste fald skal STAKKELS lille mig endda høre på det.

Det er synd for mig, når det sker. Det er det værste jeg ved. Ingen har det værre end jeg.

future lovecraft

Sådan her har jeg det, når i kommer med alle mulige “tolkninger”, der ALDRIG har haft noget med teksten at gøre. Det skal i altså lade være med.

Som en ekstra service får i også en endnu kortere version. Så hvis i har læst det ovenstående har i lige spildt 30-40 gode sekunder.

tl;dr opsummering: Folk, særligt kunstnere, fatter ikke en skid af hvad de selv laver. Desværre fatter andre folk ikke en skid af hvad de ser/hører. Det er synd for Jeppe.

Og så er dét på plads. Så kan vi komme til mit yndlingssted i indlægget. Nemlig dér hvor det holder op med at handle om dét det handler om, og i stedet begynder at handle om dét det egentlig handler om.

future lovecraft

Sådan her har du det sikkert nu. Men det er OK. Det har noget med teksten at gøre, nemlig. Så det er godt nok.

“Ja, ja, ja, JA! Men hvad i fucking Helgoland handler det så om, Jeppe?!? Så sig det dog, for dælen da, i stedet for alt det ævl” siger du nok. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

Dét skal jeg sige jer! Det handler om, at det egentlig er lidt sjovt, at forfatterens eller kunstnerens moralske habitus altid skal blandes ind i tingene -særligt hvis vedkommende alligevel er “død”, eller måske endda rigtigt død.

Underligt nok har “forfatterens er død” tankegangen nemlig ikke rigtigt sat sig nogle spor i den henseende. Det kommer der en masse fabulerende tankespind om nu – og jeg skal på forhånd advare om, at jeg sikkert ikke har nogen ordentlig konklusion. Så hvis i ikke gider læse det kan i springe ned til slutningen af indlægget. Der er en opsummering og formentlig også en dårlig vittighed.

Men altså:

På den ene side er det jo noget fis at gå op i hvordan en kunstner er som person. Jeg mener, sådan allerede på det helt overfladiske plan er det noget mærkeligt noget. Jon Nödtveidt blev selvsagt ikke dårligere til at spille guitar af at han nakkede en eller anden stakkels bøsse, Kant bliver ikke en dårligere filosof af at hans hund sked på naboens plæne, Clausewitz Rifbergsson bliver ikke en dårligere (og desværre heller ikke en mindre produktiv) forfatter af at han røg lidt hashishish (omend man nok kunne ønske sig, at han i stedet havde taget sig sammen og havde fået stablet et gedigent misbrug af de hårdeste stoffer, han kunne komme i nærheden af, på benene. Så havde vi måske fået et dansk svar på Hunter S. Thompson ud af hele misæren, istedet for den regulære massakre af regnskoven det blev til), Van Gogh bliver ikke en dårligere maler af at han var first mover på cutting-bølgen, og Julius Cæsar bliver ikke mere eller mindre relevant af at han psyko-voldsmadrede hele gallien.

c-caesar

I hørte rigtigt, my niggas. HELE gallien. LOL, de blev pwned.

På den anden side kan man alligevel ikke komme udenom, at i hvert fald når det kommer til kunst, så aner man ind imellem kunstnerens personlighed og holdninger i værket. Nogle gange er det faktisk sådan, at det er umuligt at ignorere, hvor gerne man end vil. Derfor kan tilgangen med at skille kunstneren fra værket, eller forfatteren fra teksten, også godt forekomme lidt naiv nogle gange (se også historisk kildekritik og den evindelige søgen efter “tendens”, som i bedste fald er et studie i ligegyldighed – vi ved jo alligevel ikke hvad vi skal stille op med den dumme tendens, når vi har fundet den…).

Mærkeligt nok er det sjældent at man støder ind i folk, der både anerkender at den mest oplagte tolkning af et værk faktisk indeholder værdier/budskaber, at værkets skaber ikke nødvendigvis har kontrol over hvad disse i praksis er (eftersom skaberen ikke nødvendigvis sidder inde med den endelige tolkning), og at skaberens private personlighed derfor i sidste ende er ret ligegyldig i den sammenhæng.

Jeg mener, jeg sender sgu ikke lige Varg Vikernes en kuvert fyldt med femhundredekronesedler og et takkekort, hvor der står at han er en fed fyr. Men det er søreme også svært for mig at blive forarget over hans musik, for jeg synes ikke den på nogen måde formidler, at han er en blanding af de dårlige sider af hippier, nazister, satanister, konservative, økologer, konspirationsteoretikere og Charles Manson. Omvendt vil jeg hellere flække en arm på langs, eller måske endda se “1864” end jeg vil høre Stryper, fordi jeg vitterligt ikke kan overskue at høre dårlig musik om at det er fedt at læse i biblen. De er måske flinke? Jeg ved det ikke – og jeg er sørenjenseme også ligeglad.

stryper_88pic5

Jeg er nærmere bestemt ligeså ligeglad som Stryper ser kiksede ud. Den kvikke læser vil allerede have bemærket at det er rimeligt meget.

Jeg mener, hvis det skal være kunst, så skal der vel også være en mening med galskaben? Og hvis meningen med at spille heavy er, at man skal fortælle folk at de skal spise deres rosenkål og lave deres lektier, så kunne man nok overveje om man nu også har valgt de helt rette kunstneriske værktøjer. Jeg kan ikke helt frigøre mig fra tanken om at det nok også er derfor det lyder så dårligt.

600full-varg-vikernes

Don’t get me wrong, det er sikkert fedt nok at læse i biblen og man SKAL jo lave sine lektier, men så har Varg nu alligevel lidt mere blik for sammenhængen mellem idé og udtryk.

På den tredje side er der faktisk også kunstnere, hvis dårlige sider decideret informerer deres værker og faktisk lader til at være en del af dét, der gør at deres kunst overhovedet virker. Lad os tage en af mine mange yndlingsforfattere som eksempel.

H. P. Lovecraft var efter alt at dømme noget af en sær snegl og på mange måder en båtnakke af dimensioner. Han var bange for snart sagt alt og han kunne ikke lide ting, han var bange for. I dag havde han sikkert været gamergates intellektuelle flagskib eller noget.

Bevares, man kan sagtens læse hans historier (bortset fra den, heldigvis, ganske jammerlige “The Street”) som “bare nogle uhyggelige historier om underlige ting og rumuhyrer” – og det gør jeg da også selv flittigt. Men altså, det er på det nærmeste umuligt at undgå at tænke de ting man ved om ham og hans liv ind i det. Hvis i nu er nogle af dem, der ikke lige har sat jer ind i amerikanse horrorforfattere fra 1920er-30erne, så kommer her en lille opsummering:

  • Hans forældre var skøre i større eller mindre grad (fra “ubehandlet skør, dårlig forælder” til “død på et sindssygehospital” skøre, nærmere bestemt) og han var selv bange for at være/blive skør – nærmest samtlige af hans historier indeholder folk der er/var/bliver/er bange for at blive skøre, samt en underliggende præmis om at universet er skørt.
  • Han var racist i en grad der ikke kan bortforklares med at “det var man jo dengang”, fan af Hitler osv. – mange af hans historier indeholder onde negre og diverse “mongrels” og adskillige af dem handler om, at monstre på den ene eller anden måde (ofte fysisk) forplanter sig med menneskeheden og derved ødelægger alt.
lovecraft_portrait_factsandotherstubbornthings-blogspot-com

Her går det godt, fru kammerherreinde. Bare de ikke er sort.

Det er ikke engang sådan at man skal anstrenge sig for at læse nogle allegorier ind i det, fordi man ved han var “lidt træls” og bare gerne VIL forarges. What I’m saying is: det står ikke mellem linjerne, det står PÅ linjerne.

Men altså, alle er jo enige om at man altså godt må kunne lide ting, selv den meget onde og farlige Anita Sarkeesian og alle de andre rigtigt farlige politisk korrekte er med på den. Der er sådan set ikke noget man ikke “må” her i det lille hjem – det er en rendyrket krydsning mellem Liberal Alliance og Aleister Crowley, det her. All Commandments be cast away og sådan…

Aleister_Crowley_1310

Do what thou will shall be the whole of the law, with the sole amendment at du fucking IKKE skal lave dip kl. halv seks om morgenen, dit syge svin!!

Nå, men det jeg ville frem til var noget med at folks, skal vi sige problematiske sider godt kan være rimeligt meget tilstede i deres værker, men at det jo også kan være en ret stor del af at man overhovedet gider have noget med værkerne at gøre. Det er f.eks. oplagt, at Lovecrafts angst gjorde ham til noget af en møghund på mange områder – men jeg tror heller ikke hans historier ville have været ret uhyggelige, hvis ikke de havde afspejlet hans egen frygt for sig selv og resten af verden. Og hvis de ikke havde været uhyggelige, så havde vi sgu ikke snakket om dem i dag.

Men hvad så? Jeg mener, jeg kan godt forstå hvis man ikke gider læse Lovecraft, hvad enten det er af den ene, anden eller tredje grund. Der er mange ting jeg ikke selv gider læse. Ofte ting jeg SKAL læse. Så er vi tilbage ved at det er synd for mig. Det er det også, for jeg skal til at lave noget fornuftigt. Så vi skal til at runde af, homeboys (M/K).

Jeg har ikke noget entydigt svar på det med at folk der laver noget man godt kan lide er nogle svin. Andet end at det under alle omstændigheder alligevel ikke er noget man kan gardere sig imod, medmindre man har tænkt sig at gøre et ret stort stykke researcharbejde i fht. hvem der satte typerne på den pixibog, man godt kunne lide tilbage i børnehaveklassen. Så jeg har lidt resigneret og valgt at forholde mig til min egen tolkning af værkerne, baseret på den “tekst” der nu er i dem – og hvis de udtrykker noget pis, så er værket jo nok noget pis. Så kan kunstneren være nok så flink eller være den ondeste gedekneppende stalinist.

Eller som en eller anden anden selvfed drønnert engang har sagt: “Det, jeg holder mest af, er det kreative anarki, som ligger i for eksempel skrivekunsten. At den gør op med ting, at den vender sig og tager det, den kan bruge, og lader det ligge, den ikke kan bruge, og som den ikke behøver at have en holdning til. Dårlig samvittighed kommer vi sgu ingen vegne med. Er der noget, vi ikke kan bruge til noget, er det skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg kan kun sige: Rend mig!”

(Det er sjovt, fordi det er Klaus Rifbjerg, der har sagt det. Han er nemlig død)

rip

Her hviler forfatteren. Heldigvis er det James Joyce. Den lort.

tl:dr: Det er noget svært noget med kunst og moral. Det må man, som med alt andet, i sidste ende selv ligge og rode med.

 

Kapitel sytten: Ytringsfrihed mig et vist sted. I hvilket hvor helt gentager sig selv, samt tager det modige standpunkt at mord er noget dumt noget.

For tiden hører man så meget om ham der Jesuscharlie, hvem fuck han så end er? Jeg har naturligvis ikke gidet sætte mig ind i sagerne, men det er vist noget med gay Paris (ikke at forveksle med homo-London, bøsse-Berlin eller LGBT-Ølstykke), der ikke er så gay igen -og så også noget med et par skvatmikler der har pløkket nogle folk. Så det er jo ikke så godt.

Som den kæmpe medieluder jeg er tænkte jeg straks, at her en 30-40 dage senere måtte jeg hellere ride med på bølgen. Ikke mindst fordi jeg i mellemtiden har fået utallige opfordringer til én gang for alle at få slået fast, hvordan det hænger sammen med den ytringsfrihed, dér. Det med de utallige opfordringer er ikke engang løgn, faktisk! Ikke hvis man medtager det faktum at jeg kun kan tælle på fingre og tæer og at jeg i sin tid var ude for en bizar traktorulykke, der efterlod mig lidt mindre veludstyret end gennemsnittet på den front, i hvert fald.

Nå! Men det skal vi ikke snakke om nu. Nu skal vi snakke om hvor vilde folk er for at høre mig sætte tingene på plads, i relief og ikke mindst i rette perspektiv. Det er folk rigtigt vilde efter, at i bare ved det.

Se selv. De er ikke til at styre på ti tønder land!

Se selv. De er ikke til at styre på ti tønder land!!

Det med ytringsfriheden og den nært beslægtede ytringsfrihed(!) er sådan set hurtigt ordnet. I kan jo læse det ævl jeg allerede har lukket ud desangående tidligere. Sagen har nemlig, på trods af hvad man kan tro, føle og opleve, ikke ændret sig en hujende fis, bare fordi der er nogle snotugler nede i baguettistan der har overreageret lidt.

“Arrrh, Jeppe! Nu overser du vist de dybt bekymrende tegn på den vestlige civilisations nært forestående undergang, kalifatets snarlige indførsel og de brunes generelle farlighed, som ikke længere er til at ignorere for selv de allermest intellektuelt vattede medlemmer af de Radikale, gør du ikke?!?” Og det er faktisk et spørgsmål jeg er overordentlig begejstret for. For så er vi nemlig henne ved dét med proportionerne, som sådan set er sagens egentlig kerne.

Wooo! Proportioner!

Wooo! Proportioner!

Sagen er nemlig den, at her i den postmoderne verdens forunderlige vildnis, der bliver alt blæst fuldstændig ud af alle proportioner, eller omvendt. Således kan det gå til at danske toppolitikere kan udtale de mest bizarre ting, uden at resultatet er det (ellers ganske rimelige) at de bliver grinet ud af stuen og ikke bliver taget seriøst næste gang de knapper ædespalten op og begynder at lukke bavl ud.

Eksempelvis kan vi jo tage vor allesammens Piamus, der i ramme alvor mente at man burde indføre nødret i Danmark, fordi der var blevet bøffet 12 (siger og skriver: tolv) mennesker i et fucking andet land. Hvad fuck bliver det næste? At vi skal invadere sverige, fordi Hammerfall er et lorteband?

Eller den kære Mr. Pind, som, udover at chokere borgerskabet med sin outrererede autonome frisure og fremtoning, for noget tid siden kunne glæde os alle med udmeldingen om at vi skulle i krig, fordi danskerne var “skræmt fra vid og sans” over I.S. -det viste sig så, at det forhåndenværende krigsgrundlag var en artikel som manden ikke havde læst (der stod i øvrigt også noget helt andet i den). Det faktum fik ham naturligt nok ikke til at ændre holdning, men førte istedet til en længere teknisk diskussion om hvorvidt man nu også med rette kunne forvente, at han faktisk læste hele artikler før han udtalte sig om bagateller som en eventuel dansk krigsdeltagelse. Så det er jo fedt nok, kan man sige. Endnu en gang skal der lyde et helhjertet tak til den danske journaliststand for virkelig at tage deres forpligtelser alvorligt.

Jeg er overhovedet ikke sarkastisk. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare taknemmelighed. Røvhuller.

Jeg er overhovedet ikke sarkastisk. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare taknemmelighed. Røvhuller.

Nå, men altså. Næste gang i støder på en historie om IS eller ISIS eller ISMEjeri, eller hvad filen de nu efterhånden finder på at kalde den flok amatører, så overvej lige følgende: hvad er det lige vi skal være så pissebange for? At de kommer rendende og halshugger os allesammen? Jeg mener, jeg synes naturligvis at pinlige youtubevideoer med mig selv som hovedperson er lige så forfærdelige som alle andre, men man estimerer at båtnakkerne råder over et sted imellem 10.000 og 200.000 “våbenføre” “mænd”, revl og krat inklusive, så synes i egentlig ikke at vi skulle tage og klappe hesten? For fuck’s sake, mand (m/k)! Hjemmeværnet kan sgi da tage dem, hvis det kommer så vidt. Dem er jeg sgu ikke bange for.

Det er mig på billedet her. Se selv hvor sej og modig jeg er.

Det er mig på billedet her. Se selv hvor sej og modig jeg er.

“Jamen synes du da ikke det er noget forfærdeligt noget de render og vil og at de er rigtigt slemme og strenge?” Jo sgu da, selvfølgelig gør jeg det. Men igen: proportionerne, for hulen. Selv de mest nederen terrorangreb man overhovedet kan forestille sig, udgør jo ikke ligefrem en eksistentiel trussel for selv et lille lorteland som Danmark. Om så alle muslimer sprang ud som totale maniacs i morgen og gik til angreb med hvæssede krumsabler, hvad jeg ærligt talt tvivler ganske meget på at de på nogen måde har lyst til, så var det jo ikke fordi vi ikke nok skulle klare den. Det ville selvfølgelig være træls her midt i vinterferien, men om et par år ville vi jo kigge tilbage på det og grine.

Terroristangreb er noget pis, ingen tvivl om det, men de er og bliver altså mindre farlige for samfundet end det er at vi færdes i trafikken – særligt da i weekenden, hvor indre nørrebro godt kan fremstå forholdsvis kaotisk, når alle de forpulede fulderikker vælter rundt og forsvarer den danske kultur til sidste promille.

Dan-Mark! Dan-Mark! Fisse, fisse, fisse!

Dan-Mark! Dan-Mark! Fisse, fisse, fisse!

Skal vi tale om ting der er ulækre og barbariske og faktisk har et omfang, hvor det giver mening at tale om at man kunne overveje at sige et eller andet til det, så lad os da blive i den islamistiske boldgade og tale lidt om det samfund, som IsVAffel drømmer deres feberdrømme om. Det findes nemlig allerede, kære venner. Det hedder i al beskedenhed Saudi-Arabien og jeg skal lige love for at de fucker folk op efter alle middelalderbøddelkunstens regler på daglig basis. De lægger det bare ikke på youtube, så det er selvfølgelig ikke noget vi gider gå i panik over. Til gengæld har de fucking meget olie, så istedet sender vi Kronprinsen ned og flæbe over deres afdøde diktatorer og legitimere deres ækle styre i en grad så man tror det er løgn, hvilket ærligt talt fremstår lidt mere væsentligt end om han fucker rundt ude på storebæltsbroen når vinden kuler op og kokken kommer farende op af kabyssen.

Så sådan er dét.

Så sådan er dét nu engang.

Men proportioner er jo som bekendt ikke noget for den danske journaliststand, så i kan selv gætte hvad der får mest pressedækning og hvad der skal gennemdiskuteres, så vi får alle de moralske facetter afdækket…

“Jamen Jeppe, altså. Kongehuset står jo over politik…” Gu’ fuck gør de røv, bror lort (m/k). JEG står over politik, men du ser dælendyleme heller ikke mig til fodboldkamp hos Darth Vader eller til bisættelse i førerbunkeren. Det behøver vi altså ikke bruge al vores moralske kapital på at få sendt kransekagefigurerne afsted til i tide og utide, det må i da kunne se. Der er ganske vist meget der er forbudt i disse tider, men at tænke sig om er kraftstejleme ikke én af tingene. Ikke før vi får indført undtagelsestilstand, fordi der er en eller anden buddhist i Thailand, der har talt hårdt til en sexturist, i hvert fald…

“Men når vi sådan sender landets repræsentanter derned, så kan vi jo SNAKKE med dem om det og så kan tingene blive ændret ad diplomatiets smukke vej…” Ja, fordi Frede tager jo lige en grøn og en gul tale med til begravelsen, ikke? Eller slår på glasset ved pokaloverrækkelsen og siger at han godt lige vil snakke lidt om døde slavearbejdere. “Tro på det”, som de unge vistnok siger når de da ikke lige er i Prag og drikke sig i hegnet som en slags charmeoffensiv for den danske kultur.

Stærkt gået rødder. Keep up the good work.

Stærkt gået rødder. Keep up the good work.

Ærligt talt, fri mig for den slags pladder og indrøm dog at i er fucking ligeglade med alt andet, når der er fodbold på spil. Det er fint. Jeg er kun glad for at nihilismen trækker i andre også, men så lad da i himlens navn også være med at syre helt ud over at nogle menneskelige fladlus nakker folk af forskellige latterlige årsager i Paris, eller hvor det nu ellers skal være. Hvad i alverden har i også tænkt jer der skal gøres ved det, udover at sætte politiet på sagen (som man jo nu engang gør med kriminalsager, som f.eks. mord)? Det er jo ikke ligefrem fordi vi kan forbyde folk at nakke andre, vel? Eller, det kan vi selvfølgelig, men det HAR vi jo ligesom allerede gjort, så medmindre i har nogle aggressionshæmmende mikrochips (mmmm, chips) vi kan fyre i bærret på folk, så må vi jo ligesom leve med den usikkerhed, at der altså kan være vanvittige psykopater derude.

Josef Stalin f.eks., der under sit charmerende hipsterydre godt kunne være lidt utilregnelig.

Josef Stalin f.eks., der under sit charmerende hipsterydre godt kunne være lidt utilregnelig.

Og så er vi tilbage ved ytringsfriheden og hvorvidt den er truet. Men før jeg begynder at bande af jer, så lad os lige få defineret os ud af den største misforståelse der florerer i den forbindelse. Bare så i ved hvorfor jeg ikke rigtigt orker at være sjov i dag.

Ytringsfrihed har udelukkende at gøre med om staten straffer dig for dine ytringer. Eller måske rettere under hvilke omstændigheder staten straffer dig for dine ytringer.

For ligemeget hvor meget vi går og bræger op og lader som om vi går ind for den totale ytringsfrihed, så er og bliver der ganske mange ytringer der er ulovlige og i hvert faldt principielt strafbare – i flæng kan nævnes stort set alle former for svindel og økonomisk kriminalitet, trusler (medmindre de fremsættes mod kvinder på internettet, selvfølgelig. Så er det bare spas og løjer), injurier, majestætsfornærmelse osv.

Og det er såmænd nok meget godt sådan, selvom jeg sådan set gerne så at rammerne blev udvidet lidt, så man ikke skulle gå på æggeskaller omkring religion, kongehus, Klaus Rifbjerg og andre samfundsnedbrydende institutioner.

Men altså; ytringsfriheden handler ikke om -og KAN i sagens natur aldrig komme til at handle om- hvorvidt enkeltpersoner eller kriminelle organisationer kan finde på at tage på vej over andre enkeltpersoners ytringer. Heller ikke hvis de tager så meget på vej at de går ud og slår dem ihjel. Så kan vi henvise til at det (allerede) er forbudt at nakke andre mennesker, men det er ligesom det. Det kan jo ikke rigtigt være anderledes og alle forsøg på at komme med bud på, hvad man ellers skulle gøre ved sagen er da også endt i total farce og/eller turbonazisme.

Det er ca. her, man bør overveje om ens løsningsforslag nu også er den ENESTE måde at forsvare demokratiet på...

Det er ca. her, man bør overveje om ens løsningsforslag nu også er den ENESTE gangbare måde at forsvare demokratiet på…

Godt, problemet er altså ikke ytringsfriheden i institutionel forstand. Det håber jeg står rimeligt klart, ellers må i sgu lige gå i tænkeboks, til optiker og/eller til psykiater.

“Men” siger den kvikke læser (lol) så “det kan vel stadig være et problem, hvis folk ikke tør sige det de tænker, mener og føler, af frygt for omverdenens reaktioner, kan det ikke?” og til det må jeg svare: “joeh, jaeh, neej. På en måde.”

For altså, jo. Det er da noget rod hvis folk vitterligt går og brænder inde med deres latterlige holdninger og vi som samfund aldrig bliver beriget med endnu et sæt tegninger af religiøse figurer der dyrker analsex med geder. Det vil være en nærmest ufattelig tragedie.

Tænk hvis vi gik glip af perler som det her! Det ville ikke være til at bære.

Tænk engang, hvis vi gik glip af væsentlige og indsigtsfulde perler som det her! Det ville ikke være til at bære.

På den anden side; sådan har det altså altid været -og det begrænser sig ikke til den huntingtonske psykopatis skueplads.

Jeg mener; der er sgu nok folk der tænker sig om en ekstra gang før de udgiver en artikel om hvad de VIRKELIG synes om rockerne, naboens kamphund eller moster Odas smag i kaminhylder. Nogle af disse problematikker kan måske synes væsentligere end andre, men det er såmænd ikke engang for at forklejne problemet. Det er bare for at sige at “sådan er det jo” (et godt radikalt slagord). Hvad fanden skal vi gøre ved det? Forbandede psykopater som moster Oda, eller endda kriminelle organisationer er jo som bekendt ret så ligeglade med hvad man må og ikke må, så det er ikke fordi vi kan forbyde dem at tage på vej. Det eneste vi kan gøre, det er sådan set at sætte vores lid til retssystemet og ordensmagten (og måske, i parentes bemærket, undlade ligefrem at afskaffe begge i vores iver efter at gøre noget ved den nært forestående indførsel af kalifatet/kaminhyldefascismen).

Og så kan vi selvfølgelig overveje lidt, hvem vi egentlig gider lægge os ud med og hvorfor. Selv er jeg en kæmpe kujon på det område. Jeg har overhovedet ikke lyst til at blive fyret, slået ihjel, eller bare talt hårdt til og jeg vælger i den grad mine kampe derefter.

Hvis ikke navnet var taget, ville det her være mig. Jeg står i øvrigt 100% bag ytringen.

Hvis ikke navnet var taget, ville det her være mig. Jeg står i øvrigt 100% bag ytringen.

Det sidste siger jeg ikke for at legitimere moster Odas rædselsregime eller for at sige at man selv er udenom hvis man bliver myrdet af rockere, kronprinsens livgarde eller en eller anden båtnakke der vil være kalif i stedet for profeten. Selvfølgelig ikke. Det er da en tragedie hver gang der er et eller andet fuckhoved der nakker nogle andre fordi de har drillet ham eller hans venner (synlige eller usynlige).

Jeg siger bare at det er en fuldstændig uomgængelig og ukvantificerbar risiko, som man løber hver evig eneste gang man ytrer sig offentligt og at tanken om at det skulle være anderledes, det er -og har altid været- en illusion. Samfundet kan beskytte én til en vis grad, men hvis man træder folk der er nogle store nok svin over tæerne, så risikerer man at der sker væmmelige ting. Sådan er livet nu engang. Lad nu være med at tabe sutten over det, plz.

LOL manner. Satire!

LOL manner. Satire! Sharon Tate synes det er pissemorsomt.

Kapitel seksten: Ole Bornedal og latterligt pis. I hvilken vor helt blander sig i debatten, med mure af tekst til følge.

I disse for vort land så svære tider er der mange barske hændelser at trækkes med for den danske nations indbyggere. Mette Frederiksen bliver kaldt en skodsæk på nettet (det kan man jo ikke  forstå), folk kappes om at drille de arbejdsløse og sidst men ikke mindst martres folkesjælen ved tanken om at det er 150 år siden vi, på godt dansk, fik “no’en på ma’kassen” af tyskerne (historiske kilder tyder på, at stridighederne blev afklaret ude på en bååd). Det sidste er måske nok det værste. Ikke mindst fordi vi så skal trækkes med den, mildt sagt, temmelig omdiskuterede TV-serie “1864” af universalgeniet Ole Bornedal.

Man kan jo i første omgang undre sig over, at det at noget er sket for et specifikt antal år siden i sig selv gør det oplagt at beskæftige sig med – det er i øvrigt også 238 år siden Thomas Paine skrev “these are the times that try men’s souls” og det er et jubilæum man nok kan mindes med “1864”, for både serien selv og “debatten” (lol) omkring den er ærligt talt noget af en prøvelse.

Det er sådan set ikke så meget dét, at folk er dumme at høre på der går mig på; den slags må man ligesom forvente, når store ånder som Ole Bornedal, Pia Kjærsgaard og den facebookske almenvilje tørner sammen. Det er mere dét, at de er SÅ dumme at høre på.

Allesammen.

Her har vi, bare sådan for sjov, geniets egne ord og tanker om det værk han med sin digtersjæl har fremdraget fra æteren (for det er jo nu engang vedtaget, at kunst bliver til ved en eller anden mystisk-magisk skabelsesproces, der ligger helt udenfor den sfære som resten af virkeligheden foregår i):

“’1864′ er en fortælling, der handler om den danske folkesjæl på godt og ondt, men som dybest set skal fascinere og gribe seere i alle aldre, og blive en fortælling om det, vi var, og det vi er”

Og kunsteren fortsætter med at dele sine indsigter med os måbende dødelige:

“Det er fortællingen om mennesker, et land og et folk, som dengang og i generationer efter blev præget af disse absurde politiske interesser, groteske forviklinger og menneskelige ofringer, der tilsammen satte sig i dette lands selvforståelse og sjæl”

Og til sidst, the kicker, mine damer og herrer:

“Det er en fortælling om tid. Ikke kun om de 150 år, der er gået – om de folk der døde og de folk der mistede – men også fortællingen om alle os andre. Om dagene der forsvinder – hver dag. Og om den tragiske skønhed der ligger i erkendelsen af, at vi alle skal lære at miste. Også os selv.”

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Og til alt dette er der vist kun ét at sige: “Du er fuld, Ole Bornedal. Gå hjem.”

Jeg mener; det er jo naturligvis ganske i orden at skabe kunst om fællesonani, dyresex, karatetricks og hvilke andre påtrængende emner der nu bevæger éns sjælestrenge og higer ubønhørligt efter at blive undfanget af kunstnerånden og -100.000.000 dkk. senere- født (eller skulle man måske sige “kælvet”?) som et vaskeægte håndgribeligt stykke virkelighed, for hele nationens tryllebundne øjne.

Det må man gerne. Selvfølgelig må man da det!

Og kan man oveni købet få en fuld mand til at udskrive en blankocheck ledsaget af nogle luftige formuleringer om “historieformidling på TV-mediets præmisser” og tilsvarende halvbagte tankeaborter, så gør det dog! Gå amok, for dælen!

Jeg kan sådan set også sagtens leve mig ind i, at det ikke er sjovt at modtage kritik. Det er næsten alt for let at leve sig ind i, for ingen bryder sig vel sådan rigtigt om at blive kritiseret – jeg fucking hader når de små svin til elever gør mig opmærksom på at jeg igen har glemt at tage bukser på, for eksempel. Det er super pinligt og ubehageligt for alle parter!

Så altså; selvfølgelig “må” man lave hvad end man vil indenfor kunstens verden og selvfølgelig må man gerne tage kritikken lidt nært eller måske endda mene at den er uberettiget.

Men (MEN!), jeg kan ærligt talt ikke tage det særligt seriøst, når man ikke har to sammenhængende tanker om det forpulede bavl man har hamret sammen.

Når vi snakker historikerbrok over 1864 (hvilket dette her vel i en eller anden udstrækning er), så er det imidlertid vigtigt at bemærke at der er to slags:

Den (fuldstændigt) ligegyldige: den der handler om at én eller anden person har sin sideskilning i den forkerte side, at en uniform har en krave af en anden slags uld end den viste, om Aarhus staves med tre eller fire a’er og lignende. Kort sagt, detaljefnidder som ikke har nogen betydning for den overordnede fremstilling. Og som kan være akkurat ligeså ligegyldig for historikere, som for alle andre. Det er en gang meningsløst flueknepperi og det skal jeg være den første til at støtte Ole Bornedal i.

Den (knap så) ligegyldige: den der handler om indholdet i den tolkning man får serveret (for hvis vi på nogen måde skal tage serien alvorligt, så må det jo være en tolkning). Den tolkning kan nemlig være mere eller mindre kontroversiel og mere eller mindre sammenhængende -og det kan den altså uanset mediet. Hvis ikke man synes at det er relevant at diskutere hvilken historietolkning der ligger i serien, så må man dermed også mene at det slet ikke er en serie med historisk indhold.

Man kan selvsagt være mere eller mindre enig i den tolkning der ligger i en given fremstilling (det gælder i øvrigt hvad enten der er tale om bøger, film, interpretativ dans eller hvad man ellers kan hitte på at lave) -og det er fint, altså. Man må rigtig gerne lave en historisk fremstilling, hvor man siger/viser en anden vinkel end den sædvanlige, eller som på anden måde er diskutabel. Det er sådan set kun godt og det er sådan al historietolkning er, uanset hvor meget eller lidt dem der står bag så er “rigtige” historikere.

Man må for så vidt også godt bare fyre den af med “bare” at fortælle en underholdende historie, hvis det er dét man vil. Rendyrket fantasy-underholdning med lidt historisk krydderi kan jo være aldeles glimrende (se f.eks. Indiana Jones, hvor kritiken fra selv de mest hjernelamme historikere er svær at få øje på).

Som om nogen ved deres fulde fem overhovedet kunne andet end at elske den mand?

Der hvor man så kan få fornemmelsen af, at det måske alligevel er mindre fint med “1864”, det er når det viser sig at den fremstilling vi får ikke rigtigt er andet end en forkølet efterligning af en HBO serie, uden at der tilsyneladende er tænkt over, hvad det egentlig er publikum skal have ud af det (udover patter, åndemaneri og eksplosioner, selvfølgelig). Den er i den grad forfejlet som “ren” underholdning, simpelthen fordi karakterertegningen sutter pik på høns og det dramatiske forløb præsterer på én gang at være både dybt banalt, forvirrende, retningsløst og pinligt klichéfyldt. Det er, kort sagt, noget værre lort.

Her skal det måske lige nævnes, at DVD versionen har fået den poetiske undertitel “hjerter bløder i krig og kærlighed” -og før i spørger, så nej, det er ikke engang løgn. Vi har simpelthen at gøre med et kunstværk der er decideret nyskabende indenfor pinlige og banale klichéer, hvilket sådan set er ret imponerende, da det nærmest burde være en selvmodsigelse, but there you have it.

Så det du siger, Jeppe, er at "1864" er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger.

Så det du siger, Jeppe, er med andre ord at “1864” er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger!

Den historiske tolkning i fortællingen er naturligvis også helt i hegnet, hvilket den nok primært er fordi der sådan set overhovedet ikke er gjort noget ud af den og den i sidste ende nærmest ikke er sammenhængende nok til overhovedet at kunne kaldes en tolkning.

For hvad er det egentlig vi skal “lære” af 1864? At D.C. Monrad var en karikeret tegneseriefigur der traf dybt irrationelle beslutninger? At der var et slag på én eller anden dato? At gravide damer er modeltynde lige til de slipper rognen, at der blev kneppet en ko, at det var åh! så dejligt med den danske lærke, eller at folk opførte sig fuldstændig mærkværdigt og usammenhængende i 1864? Der er ikke nogle af tingene der sådan rigtigt gør os bedre til at forstå Danmarkshistorien, i min ydmyge mening. Faktisk blokerer serien mere for vores forståelse, end den giver os noget vi kan bruge til at blive klogere på noget som helst. Og det er dét, der er mit problem med serien. Rent bortset fra at den kunstnerisk set er et fucking læs lort, selvfølgelig.

Det er sådan ca. lige så spændende som det ser ud, faktisk…

Jamen kan det da ikke også være ligemeget med den tolkning? Kan man ikke bare sidde og hygge sig lidt med serien og bare suge til sig af historien? Kunne man så spørge. Og jeg er meget glad for det spørgsmål. Ufatteligt glad, nærmest. Tak skal i have.

Det giver mig nemlig mulighed for at dele et citat fra en (her unavngiven) person, der formentlig er verdens største båtnakke. Hvis i ikke orker det, så kan i bare springe det over. Hvis i derimod (som jeg) synes det er sjovt at følge lidt med i hvor lam i roen man egentlig kan være, så læs med her:

“Jeg må indrømme at jeg synes det her er et eksempel på en akademisk arrogance overfor et medie, der ikke er beregnet på akademisk brug. Når menigmand bruger historien, indlever sig i fortiden og forholder sig til den, så gør de det ikke alene for at lære om fortiden, men også for at lære noget om sig selv. Når jeg oplever gæster på museer, så er det mere typisk at de sætter det de ser, i forhold til sig selv. De forestiller sig at sejle vikingeskibet, eller hvordan de blæser en lur… eller i eksemplet med serien, så indlever de sig i krigens rædsler. På denne måde bliver historien levende for dem, og de kan anvende den langt mere, de lærer mere og den får en betydning for beskueren end en klassisk dokumentarfilm ville kunne give. En ting man er nød til at spørge sig selv om, er hvorvidt historie alene er hvad der foregår indenfor de akademiske kredse, hvor kilder, bøger og arbejdet med historien på denne måde. Jeg giver den danske historier Bernard Eric Jensen ret, når han siger, at historie er mange ting, og at man bedst kan karakterisere det ved at sige, at historie er hvad man bruger det til. Når det så i øvrigt er sagt, så oplever jeg tit i forbindelse med denne type udgivelser, at historikere indvender, at det, det og det i filmen ikke er korrekt, men det skyldes, sådan som jeg ser det, at man misforstår hvad meningen med serien er. Det er ikke et stykke ny forskning til glæde for den i forvejen meget oplyste akademiker, det er derimod et forsøg på at gøre historien levende, vedrørende og relevant for menigmand, som ikke i forvejen er sat ind i historien. DET ER UNDERHOLDNING, som har potentialet til at undervise. Enhver vil sige at Pyrus-julekalenderne er underholdning, men det ændrer ikke ved at mange børn, mig selv indbefattet, lærte meget Danmarkshistorie mens de følte sig underholdet. Historien er ikke levet i de store narrativer, men for at kunne fortælle den, må vi komme den på en narrativ form, for at gøre den relevant og spændende”

Det er lykkedes politiet at fremstille følgende signalement af gerningsmanden

Det er lykkedes politiet at fremstille dette signalement af ophavsmanden.

Og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige til den smøre, kære læsere. Andet end måske “undskyld”, hvis i læste hele vejen igennem. Det smerter mig at den stakkels Bernard Eric Jensen skal tages til indtægt for den slags ævl og jeg frygter oprigtigt at ophavsmanden rent faktisk har trukket en historisk uddannelse af en eller anden art i en eller anden automat et sted i landet. Men kunsten kan jo som bekendt noget magisk i fht. at udtrykke vores inderste og mest lærerige følelser, så her får i et lille stykke musik, der til fulde udtrykker mine tanker og holdninger til det ovenstående stykke tekst og dens forfatter.

For min del, så rammer idiotien lige ned i dét der som tidligere antydet også er mit problem med “1864” – hvad pokker er det, folk forestiller sig at man skal have ud af skidtet? Tanken om at noget kan være underholdende og samtidig have “potentialet til at undervise” er selvfølgelig nobel -og jeg synes såmænd endda ikke engang vi bør aflive den “just yet.”

Men du store kineser, jeg får ondt i galdeblæren når jeg læser den slags bræk. For hvis noget har “potentialet til at undervise”, ja så må der jo også være noget det kan undervise os i – der må være noget vi kan eller skal lære af det; noget vi kan forstå ud af det, overveje, diskutere, et eller andet. Så indholdet kan sgisme da ikke bare være ligegyldigt (og før i spørger, så nej, det at stå og forestille sig at man blæser i en lur er altså ikke i sig selv hverken specielt saliggørende eller lærerigt…).

Og så er vi sådan set tilbage ved problemet med “1864” – det er en gang ureflekteret bavl, der fejler på alle niveauer, simpelthen fordi der ikke er tænkt ordentligt over hvad vi skal have ud af den, hverken som fiktionsværk eller som historiefremstilling. Så hellere den mest vulgærmarxistiske anti-krigspropaganda, hvis det endelig var. Så var der da i det mindste en idé med det…

 

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer. Der bliver knald på!

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer, børn. Der bliver knald på, kan jeg love jer!

Så, lige for at opsummere, får i her en nem og overskuelig liste over problemer vi bør have med “1864” og hvordan de indbyrdes bør prioriteres:

#1: det er noget lort

#2: det er noget FUCKING lort

#3: hverken historietolkningen eller den fiktive historie er fem potter pis værd. Det er simpelt ikke særligt godt eller sammenhængende, hverken som det ene eller andet.

#1.093.647: én eller anden uniform er vist nok knappet i den forkerte side.

 

P.S. – Sæt dog L. Ron Harald til at lave den serie i stedet (han er også synnejye, jo) -så ser jeg den fandeme med fornøjelse!

Kunstneren udtaler at i ahns tolkning, der ender det 1-0 til Danmark.

Kunstneren udtaler at i hans tolkning, der ender krigen 1-0 til Danmark. Serien rygtes at slutte med at Ceres anlægger en filial i Flensburg.

Kapitel fjorten: Medierne er nogle båtnakker. I hvilket vor helt må indse, at det er svært at finde mere fortæskede klichéer end “Det er svært at spå. Især om fremtiden”

“Jeg er jo alt det, du hader” sagde en af mine gode veninder til mig forleden. Det byggede hun vistnok på noget med at være radikal og tro på at man kunne begå sig rationelt her i verden. Til det vil jeg lige lægge ud med at sige; “Bare rolig Stinemus, du fadøllene og regnearkenes dronning. Peter Bangs Vejs bodegaers blomst, min egen kosmopolitanerinde. Jeg elsker dig mindst lige så højt som Lars Ulrichs hårgrænse er vigende.”

Eller sagt på en anden måde: Hvis det fortsætter sådan her, så frier jeg om et par år.

Og når de private shout-outs så er ude af verden, så vil jeg gerne springe direkte videre til at afmontere idéen om at man som indbygger i den moderne verden indsamler information, som man så drager nogle rationelle slutninger på baggrund af og i sidste ende står med en virkelighedsopfattelse man kan navigere nogenlunde efter. Lad os, bare for sjov, tage udgangspunkt i den ultimative kosmiske vittighed; den danske presse (aka det sted hvor vi som borgere forventes at orientere os og i sidste ende gøre os beslutningsdygtige i fht. hvordan samfundet skal køres).

Jeg hader som bekendt Politiken, den fesne sprøjte. Alligevel mener jeg det faktisk alvorligt, når jeg siger, at den er én af Danmarks bedste og mest seriøse aviser. Så lad os tage udgangspunkt i den; det ville trods alt være lidt for lavthængende frugt at nappe Ekstra Bladet eller lignende smudslitteratur som eksempel. Det ville svare lidt til at anvende Milena Penkowa eller Bent Jensen som eksempler på seriøse videnskabsfolk.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg tænkte nok i ville forstå den.

Nå, men det handler altså om mediernes evne til at formidle information til os, som vi så kan bruge til at tage stilling til ting, med Politiken som eksempel (det passer også så heldigt med at den jo er de radikales højborg, men det gider vi ikke snakke om i dag. I dag skal vi bare hygge os og sammen grine lidt af de andre).

Godt. Hvad kunne Politiken fortælle os om dansk politik i løbet af de sidste par dage? Det har i allerede gættet, men een gang til for Prins Knud; de kunne fortælle os ca. 117 gange at NU var det totalt 4 realz, at Lars Løkke gik af og at alle synes han var en kæmpe skovl. Så kan man selvfølgelig sige at 50% rigtigt også er en slags rigtigt, men alligevel. De havde forsynet alle deres artikler om emnet med en stor fed gul bjælke med overskriften “Breaking: Formandsskifte i Venstre” (en bjælke, der på mystisk vis er forsvundet i dag, til fordel for en reklame for SAS Plus -om man kan rejse på første klasse på andres regning melder banneret dog ikke noget om).

I et ukarakteristisk anfald af kildebevidsthed kunne Politiken for ca. ni år siden fortælle os, at det i Danmarkshistorien mest langhalm-på-tærskede Storm P. citat, faktisk slet ikke er et Storm P. citat. Egentlig ret godt gjort af dem, men de skulle måske have holdt selve citatets indhold lidt mere for øje, end det faktum at det ikke er Storm P. der har sagt det. Nuvel; det er omtrent et årti siden og man kan ikke forvente at folk husker på alt -omvendt kunne man sige, at når nu Politiken åbenbart rammer rigtigt ca. én gang hver tiende år, så skulle det måske have været i går de havde fyret pletskuddet af. Det havde været smart af dem.

bullseye2

En mulig overskrift kunne have været “Det ligner Lars Løkke måske går af. Vi ved nok mere i morgen.” Så havde man da ramt skiven, i hvert fald…

I stedet fik vi så denne her overskrift i dag: “Blev Politiken snydt af Venstre?” og rent bortset fra at jeg godt kan se det humoristiske i det, så virker det ca. lige så lamt, som den gang i januar 2010 hvor Ekstra Bladet havde kørt en række forsider over 14 dage, hvor de havde udråbt en eller anden gut (lad os kalde ham “some dude”, bare for at være lidt seje og fremmedsprogsagtige) til at være morder. Der var en del smukke spisesedler, som f.eks. “Some Dudes kollegaer: Så klam er han!” og andre tilsvarende perler, indtil den selvskabte historie faldt fra hinanden, da politiet meddelte at Some Dude var udenfor mistanke. Så var der dagen efter en forside på Ekstra Bladet hvorpå der stod “Undskyld Some Dude, vi tog fuldstændigt fejl. Beklager det ydmygende karaktermord; det var helt og aldeles vores fejl! Det skal aldrig ske igen. KH Ekstra Bladet”

Eller nårh nej, nu drømmer jeg mig igen til en bedre verden. Overskriften var selvfølgelig “Politiet havde den forkerte mand!” Skandaløst at de sådan helt stilfærdigt og diskret har snakket med en gut, der kunne være den skyldige og så har konkluderet at det ikke var ham -og derved fuldstændig undergravet vores fede historie, som vi lige havde blæst op. Det er også det dumme politi

Nå, men jeg synes parallellerne er til at få øje på, i hvert fald. Der er noget der med lidt god vilje minder om en sag, medierne går psykoamok og udråber ting til fakta og når det så viser sig at man har forløbet sig, fordi man ikke kunne vente med at skrive nyhederne til de faktisk var sket, så er det selvfølgelig de andres skyld -inklusive dem man har fundet på røverhistorier om.

Forstå mig nu ret; jeg er ca. lige så glad for Lars Løkke, som jeg er for resten af DKs politikerflok (dvs. han rangerer et sted imellem pest, kolera og eksplosiv diarré på min personlige tredimensionelle “hvor fedt er det lige”-skala), men ovenpå denne her historie fremstår han altså som noget af en superhelt.

“Du store kineser! Min bilagssans fornemmer at medierne er fulde af lort!”

Men altså, nej, kære Politiken. I blev ikke “snydt” af Venstre. I havde megatravlt med at snyde jer selv og så mange af os andre som i kunne komme afsted med, med jeres fuldstændigt balstyriske selvsving, fordi i bare syntes det var sådan en god historie at Lars Løkke gik af og i allerede vidste hvem der skulle være formand i stedet for og og og… – og nu står i så med håret i den radikale postkasse. Jeg kan godt se, at det er bittert og jeg ville sgu heller ikke bryde mig om at have et arbejde hvor alle mine fejl var udstillet helt så sort på hvidt som jeres (omend domænenavnet www.jeppeerennaevenyttigpisugle.dk i skrivende stund er ledigt, hvis det har interesse). Men i har ved den søde grød ikke andre at takke for det end jer selv.

Så søde lille Politiken, tag nu bare et fast greb i jeres behårede boller og indrøm at det var noget pis, i havde gang i, i stedet for at lave et interview med jer selv, hvor i fortæller om at det var rigtigt synd for jer at i sådan helt sagesløse blev “spændt for en vogn, som de politiske aktører har haft interesse i” og at det var helt uforudsigeligt at de historier i byggede ovenpå den første opfundne historie ville være noget tyndt sjask, der viste sig ikke at være rigtigt. For fuck’s sake altså; det kan man sgu da sige sig selv.

En hjælpsom lille illustration af problematikken til evt. politiske redaktører, der måtte læse med.

Eller sagt på en anden måde: Her er et fint lille interview med mig selv (svarene er let omskrevet fra Politikens eget interview med Politiken om Politikens egen historie -kan det snart blive mere meta? Hvis det kan, så vil jeg ærligt talt ikke høre om det):

Nå, Jeppe, synes du så at man kan bruge de oplysninger man får fra medierne til at orientere sig i det politiske landskab, når du lige medtænker at de i ét væk opfinder fuldstændigt faktuelt forkerte historier på baggrund af sladder, exit polls, sensationslyst, politiske dagsordner, oplagstal, “anonyme” “kilder” og egne onanifantasier?

“Jamen, i en eller anden grad må vi jo sige, at vi er blevet spændt for en vogn, som de politiske aktører har haft interesse i skal være rimeligt opmærksomme på at de bare skriver lige hvad fanden der passer dem. Så selvfølgelig betyder det, at vi skal tænke meget nøje over, hvordan vi bruger anonyme kilder at vi ikke kan bruge det forpulede pis til en skid.”

Hvad betyder det, efter din mening, om vores evne til at træffe rationelle beslutninger på baggrund af de informationer der er tilgængelige fra dag til dag i den moderne informationsjungle, når jeg i øvrigt med spørgsmålet her, lige får serveret den pointe, at man overhovedet ikke kan regne med den information man får?

“Vi skal i hvert fald været ekstremt bevidste om, hvornår og hvordan vi bruger anonyme kilder at det er fri fantasi det hele. Og altid være ekstremt bevidste om at afkode deres mulige hensigter, og hvordan forløb kan udvikle sig”

So there. Som man siger på fransk.

Kapitel elleve: Heste, får, køer, giraffer og dumme svin. I hvilket vor helt roder sig ud i en længere filosofisk diskussion med tilhørende introspektiv selvforherligelse (og sang og musik).

Nå, kæreste venner. Er i der stadig? Har i nogensinde været der? Er det ligesom den der film, hvor helten bare troede verden var der og han så blev megavild til slow-mo karate efter at have taget imod stoffer fra en sort mand? Dårlig film i øvrigt. Der er nogle der hævder at den er baseret på René Descartes’ tanker og han var jo en dårlig filosof, så den skulle man nok have set komme. Nå, men dem der lavede den blev vist nok rige. Så det er jo godt nok.

Nå, men for så vidt at vi antager at verden findes, så tør jeg godt sige at det har ligget lidt stille her på siden, som i måske kan fornemme. Der er ikke desto mindre sket en del siden sidst (eller er der? Dun dun dunnn…). Det vil jeg lige løbe jer igennem før vi kommer til dagens egentlige emne, for vi kan ligeså godt erkende at en blog er og bliver forfængelighedens postmoderne alter; et såkaldt vanity-projekt, med andre ord.

Her skal vi lige have en hurtig ordforklaring: vanity er nemlig engelsk, viser det sig, hvorfor det naturligt nok lyder sejere end forfængelighed -og man vil jo hellere indrømme at man er sej, end at man plejer sin forfængelighed ved at sidde og skrive til sine fantasivenner på internettet. Det sidste lugter ligesom lidt mere af uvasket kælderbeboer end af moderne renæssancemenneske og så ved vi jo godt, hvad vi vælger. Hvis vi altså overhovedet har en fri vilje.

Nå, men på vejen til det det hele handler om, så er der altså sket følgende, der på den ene eller anden måde skal flettes ind i dagens tekst:

  1. Jeg har været på (over)arbejde.
  2. Jeg har været syg. Og min hund har spist mine lektier.
  3. Jeg er begyndt at høre poppet hard rock fra 70erne. Igen. Med tilhørende krise over at jeg ikke bare tog mig sammen, startede et coverband og arbejdede i 7-11 istedet for at gå på uni. Realistisk set havde jeg så i dag været langt foran både på den økonomiske front og på antallet af kønssygdomme.
  4. Jeg er begyndt at interessere mig for organiserede massemord (i det tyvende århundrede, så ingen panik).
  5. Jeg har været i Israel/Palæstina.
  6. Jeg har opgivet at følge med i dansk politik. Plottet er for tyndt og retningsløst og skuespilspræstationerne er for dårlige. The Walking Dead fremstår jo som ren Shakespeare i forhold + karakterernes gennemsnitlige IQ er væsentlige højere, selvom ca. 90% af dem er zombier.
  7. Jeg har i stedet set serier og spillet computer.
  8. Føtex er sket. Føtex!

Af de ovenstående er det jo oplagt Føtex der er det interessante emne. Jeg ved nemlig fra pålidelige kilder at historien om Føtex er og bliver mit greatest hit. Realistisk set nok fordi folk stopper med at læse efter første kapitel, men det skal vi ikke diskutere nu. Et hit er et hit er et hit, som Gertrude Stein med statsgaranti ville have sagt, hvis hun havde en blog og/eller havde været med i Cheap Trick. Bare for at blive i den filosofiske boldgade.

Nå, men for nu på allerplatteste vis at forsøge på at genskabe fordums storhed, så jeg var altså i Føtex, på vej hjem fra arbejde, blah blah blah, i kender historien fra før. Nå, men der ligger jo så kæmpemæssige dynger af industrielt lemlæstede dyr, som er på fucking tilbud. Tre pakker hakket økologisk ko, så man ved den ikke er blevet myrdet med en forgiftet boltpistol, til hundrede kroner. Så er det jo ikke engang dyrere end i andre butikker! Og dog. For man sparer så fem kroner -og så ved vi jo godt hvordan det går, når varen skal slås ind (der var et stort fedt gult tilbudsklistermærke på pakkerne, ffs!)

Nå, men tyve minutter senere havde jeg fået mine fem kroner fra kundeservice og var på vej hjem. På vejen konkluderede jeg at verden findes, at Gud (og fanden) bare er noget vi har fundet på for at forklare hvordan universet (og Føtex) kan have så dårlig sans for humor og at det dæleme er uretfærdigt at der er indført en level cap i Heroes VI. Nåeh jo, og så erfarede jeg på en spiseseddel (via mit fejlbarlige menneskelige sanseapparat, skal det retfærdigvis nævnes) at der er en lillebitte (well, kæmpestor, egentlig) girafunge ved navn Marius der er blevet voldsmadret med en boltpistol lige i face.

Ja i hørte rigtigt, med en Bolt Pistol! Det er ren Warhammer 40.000, faktisk. Håber sateme det var en Imperial Fist der forestod henrettelsen af den fesne gul-sorte Xenos species, så de kan lære ikke at nappe vores colour scheme en anden gang (og ja ja, jeg ved godt at giraffer egentlig nærmere er brune og gullig-hvide, men hos Disney er de altså sorte og gule. Mere om det senere).

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Nå, men denne komplicerede sag havde naturligt nok sat en del tanker i gang ude i den store verden. Atter engang viste alle sig fra deres mest velovervejede og fornuftsbetonede side og særlig facebook viste sig som et forbilledligt medie til at diskutere de etiske problemstillinger, som denne sag rejste. Alle den postmoderne verdens fragmenterede elementer gik for én gangs skyld op i en højere enhed og skønt alle nok ikke var fuldstændig enige, fandt man dog i harmonisk samdrægtighed ud af at debattere sagens egentlige kerne på en både sober og faktuelt baseret måde.
I den virkelige verden var internettet imidlertid ved at eksplodere af retfærdig harme og/eller overlegne kommentarer i forbindelse med massakren på lillebitte Marius.

Man skulle nok aldrig have taget imod de forskelligt farvede piller fra ham der Laurence Fishburne; det var en meget bedre historie inde i mit hovede og jeg er ikke engang blevet god til at lave flyvespark eller har fået en sej lædertrenchcoat eller noget.

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Nå, men bortset fra dette lille intermezzo, så skal det jo altså handle om det komplekse forhold imellem hvordan vores verden (måske) ser ud og hvordan hulen vi får det til at hænge sammen inde i hovedet, når nu det egentlig ikke hænger sammen overhovedet. Samt hvordan folk altid skynder sig at stille de forkerte spørgsmål, i stedet for de interessante. Det har i nok allerede fornemmet, kvikke som i er.

Mariusgate, som det officielt hedder, er et meget godt eksempel, synes jeg (og jeg har en veninde på facebook, som har bekræftet mig i det, hvorefter vi lige bekræftede hinanden i at vi var totalt ovenpå -og så er dét jo ligesom på plads).

Først en lille advarsel, eller disclaimer, som det hedder ude i den store verden: Jeg synes giraffer ser megadumme ud og jeg kan faktisk godt se det komiske i at de bliver nakket groft.

Særligt hvis det, som tidligere nævnt, er en gensplejset turbofascistisk supersoldat fra fremtiden der står for at skammyrde kræet, men det er jo nok desværre for meget at håbe på. Alligevel synes jeg ikke det er givet, at der ikke kan være noget som helst at diskutere i den sag. Dette på trods af at Jes Harfeld som er dyreetiker ved Ååårhuus Uuniversiteet siger at det hele mest bunder i noget med at dyr ser søde ud. Hvilket han jo nok kan have ret i, men stadig et lidt fattigt udsagn, hvis det da skal forestille at vi snakker etik

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Nå, men altså: med fare for at komme til at fremstå utroligt lommefilosofisk, så synes jeg sgu det er utroligt at man ikke kan hive den op på et lidt højere reflektionsniveau end “omg hvorfor skulle søde Marius dø? Det er tjotalt lizzom holocaust” og “lol n00b, vi nakker dyr hele tiden og det er røvsejt. Du er sikkert amerikaner rofl bbq”.

For ja ja, vi nakker da dyr i ét væk og selvfølgelig er det lidt plat at fokusere på at der er en sød lille (som i kæmpestor og røvklam) girafunge der bliver pwned, når nu der sker alt muligt andet ude i verden. Og ja, ham den engelske TV vært er dum at høre på og ja, Bengt Holst ser flot ud i sin lidt SS-agtige Zoo uniform og ja, kødindustrien er meget mere ligesom holocaust end det er at fodre en girafunge til nogle løver og nej, jeg holder heller ikke op med at spise kød, så ja, jeg er åbenbart også fucking ligeglad med det hele, når det kommer til stykket.

Men jeg savner bare nogle lidt mere interessante argumenter eller tanker end at folk bare siger “sådan er det jo”. Det har vi ligesom de radikale til, så skal vi ikke lige holde gedemarkedet adskilt fra zoologisk have og så i stedet prøve faktisk at sige noget? Særligt hvis vi skal prøve at opretholde illusionen om at der kan findes etiske problemstillinger og at man faktisk kan diskutere dem.

Jeg mener, det er da cool nok at dyr bliver nakket groft ude i naturen, men det kan jo aldrig blive et argument for eller imod noget som helst. Vi er jo for uglen i hulen ikke ude i naturen. Faktisk er “ude i naturen” i den grad en konstruktion; fuldstændig ligesom snart sagt alt andet her i verden. Hverken dyrene i Zoo, dyrene i køledisken, soen i Føtex’ kundeservice eller et toptunet pragteksemplar på et handyr som undertegnede har en fucking skid med “ude i naturen” at gøre -og vi kunne jo aldrig i livet finde på at godtage det som argument for noget som helst andet.

Særligt da ikke, hvis vi snakker om noget der evt. har med etik og hvornår og hvordan det er rimeligt at ting lever eller dør at gøre. Det har vi ligesom prøvet tilbage i 30erne (spoiler: enkelte yderligtgående røster mener at det blev noget rod. Mere objektive betragtere peger på de seje uniformer som et væsentligt fremskridt indenfor mode).

Ikke at jeg synes Bengt Holst er den nye Reinhard Heydrich, eller at Mariusgate fører direkte eller indirekte til det nye holocaust (hvis vi trods alt lige skal give dødsheppekoret at det jo nok ikke ER det nye holocaust, at der er nogle kilo giraf der tager billetten). Det er slet ikke det jeg er ude i. Jeg mener bare at “det er ligesom ude i naturen”,  “hvor tror i kødet i supermarkedet kommer fra” eller Bengt holsts eget (af uransaglige årsager meget roste) argument “vi skal ikke lave verden til en Disney-verden + dyrene skal have et realistisk liv” er akkurat ligeså lamme som “eij, men altzå, det er lizzom bare zå zynd for lillebitte Marius”.

For zoologisk have er og bliver jo en unaturlig konstruktion, fuldstændig ligesom kødindustrien er en konstruktion, supermarkedet er en konstruktion, “naturbevarelse” er en konstruktion og mit skrivebord er en konstruktion -og hvis i synes jeg begynder at virke lidt ensporet, så lad mig understrege at jeg synes det er helt fint med konstruktioner.Jeg er vild med konstruktioner. Mmm, konstruktioner.

Jeg ville bare så forfærdeligt gerne høre nogle argumenter der faktisk skar igennem tågesløret og fortalte om hvorfor den ene eller anden konstruktion er enten værdifuld eller problematisk. Uanset hvad man så ender med at mene (og jeg synes som bekendt det er sejt med giraffer der bliver voldmyrdet), så må det da være interessant at diskutere hvilket moralsk ansvar vi har/ikke har overfor de dyr, hvis liv vi forvalter. Debatten centrerer sig jo ikke om at vi er med i Fatherland (med evigt fabelagtige Rutger Hauer) og at det er et kæmpe reveal for os at jøderne blev gasset/kødet i supermarkedet kommer fra dyr, der er blevet slået ihjel omg! Den har vi ligesom fattet, tak.

Fordi 4 realz, my niggaz: der er sgu ikke nogen i vore dage, hverken dyr eller mennesker, der lever et “realistisk” liv. Dyrene i Zoo lever i den grad i en “Disney-verden” og det gør alle vi andre jo også. Uanset hvor meget blod og kød vi så fyrer ind over.

W0rd!

W0rd!

Kapitel ni: Ytringsfrihed og latterlige idioter; i hvilket hvor helt synes at folk skulle få sig lidt perspektiv.

Nå, kære læsere. Så nåede vi dertil hvor 41% af Danmarks befolkning mener, at “ytringsfriheden er truet” og det skal selvfølgelig ikke gå ram forbi her på kanalen, hvor landets fremmeste ytringer som bekendt forefindes. Det bliver en laaang historie, så som ekstra service har jeg lavet en opsummering nederst, hvis ikke i er friske på en gang ævl men alligevel gerne vil kunne prale med at kunne læse.

I den aktuelle rundspørge handler det (selvfølgelig) om, at folk er bange for de farlige brune, som vil ødelægge alt og tvinge os til at gå i burkaer, altimens de stener os, voldtager deres børn, ikke holder jul og andre dybt bekymrende og udemokratiske sager. Det er dog så fjollet, at det gider jeg ikke engang snakke om. Så hvis du har læst de ovenstående linjer, ja så er du blevet snydt (igen, kunne man fristes til at sige, hvis man da vel at mærke tør).

Den anden store trussel, som vi godt gider snakke om (eller gør vi?!?), er selvfølgelig den politiske korrekthed, der via et allestedsnærværende terrornetværk af gruppepres og cafe latte, får os til at lægge bånd på os selv i en helt igennem uhyggelig grad. Faktisk er det så vildt, at vi nogle gange ikke bare siger det første det bedste, der falder os ind, men i stedet lægger bånd på os selv for ikke at støde andre. Selvcensur, som det nogle gange kaldes.

Som man måske har bemærket, så er politisk korrekthed ikke noget der som sådan kendetegner bloggen her. Her skrives nemlig alt hvad der lige farer gennem hovedet på undertegnede, stort set uanset hvor tåbeligt, irrelevant eller anstødeligt det måtte være (numse! numse! numse!).

Alligevel er “politisk korrekthed” er i nyere tid blevet en af mine absolutte yndlings begreber. Dette i en grad så jeg glædesstrålende lægger avisen fra mig og tager mig en ORDENTLIG slurk kaffe og en bastognekiks, når jeg ser det anvendt. Det er tilnærmelsesvis det begreb der har bidraget mest væsentligt til, at jeg sådan nogenlunde kan overskue at begå mig her i den postmoderne verdens informationsjungle.

(Hvordan man så kan snakke om moderne post, når ens warhammerfigurer kan være UGEVIS om at dukke op, fra man har hamret febrilsk løs på “confirm purchase” knappen inde på internettet?!? Nå, men det er måske en anden historie.)

“Politisk korrekthed” er så vidunderligt et begreb, fordi man med det samme nogen anvender det uden skyggen af tvivl ved, at nu kan man med sindsro holde op med at tage noget de nogensinde siger eller skriver alvorligt igen. Det er nærmest ufatteligt tidsbesparende.

Det træffer sig nemlig så heldigt, at folk der snakker om “den politiske korrekthed” eller (min personlige favorit!) “det politisk korrekte meningstyranni” uden undtagelse er en flok fesne klynkemåse, der bare ikke bryder sig om at få respons på deres latterlige udtalelser.
Således kan man, når man ser et eller andet bøvehoved beklage sig over “det politisk korrekte meningstyranni”, i ca. 98,7% af tilfældene mentalt oversætte vedkommendes indlæg med “Waah! Det er megastrengt at i tillader jer at sige jeg er dum at høre på, når jeg udtaler mig rabiat og kategorisk om ting jeg ikke fatter en hujende fis af!”. De sidste 1,3% procent er “Hvad? Hvorfor må man nu ikke kalde niggerne for perkere mere?!?” -så alt i alt er det et rimeligt godt pejlemærke, synes jeg.

Det hænger nøje sammen med mit andet yndlingsbegreb, nemlig den i tiden så forjættede ytringsfrihed. Eller rettere Ytringsfrihed(!), som jeg ynder at kalde det (så den gider vi åbenbart alligevel godt at snakke lidt om, viser det sig).
Her har vi nemlig endnu engang den situation, at folk tror de har ret (ja nærmest pligt, forstår man), til at sige lige hvad hulen der farer igennem hovedet på dem af hadske tåbeligheder -uden at der er nogen der må sige noget til det, vel at mærke.
Ytringsfrihed(!) omfatter nemlig, mærkeligt nok, tilsyneladende IKKE retten til at ytre sin mening om andres ytringer -formentligt fordi det er “rigtigt tarveligt”, eller lignende. Her adskiller Ytringsfrihed(!) sig væsentligt fra det normalfungerende mennesker forstår ved ytringsfrihed -og som vel at mærke er det vi har i Danmark.

Da vi åbenbart alligevel ikke kommer udenom at tale om de slemme sorte og deres tyranniske grusomhed, må jeg hellere lige give jer et raskt historisk tilbageblik, for ligesom at sætte det hele lidt i perspektiv. Hele pisset (som vi siger i fagsproget) stammer nemlig fra det, der i sin tid blev benævnt “muhammedkrisen”, der opstod i forbindelse med de dersens farligt fine Muhammedtegninger engang i totusindeoghvidkål.

Trykkefrihedsselskabet og andre skvaddernavler mener nemlig (stadig) at der var tale om et nærmest forbryderisk -og som minimum dybt forkasteligt- ANGREB på vores Ytringsfrihed(!), fra de farlige muslimister og det zuper tarvelige (og venstreorienterede) politisk korrekte meningstyranni. Og det er kun blevet værre siden dengang, forstår man på det hele.

Det er ligesom det, der danner den historiske baggrund for den dybt bekymrende meningsmåling, som det hele startede med at handle om. Indtil det så viste sig, at det handlede det ikke om -men det gør det så alligevel nu. Så hvis i er forvirrede, så fuck jer! Jeg nægter nemlig at ligge under for dette fascistiske krav om mening og sammenhæng, som andre tillader sig at presse ned over hovedet på mig. Jeg er en total frihedskæmper på det område.

Nå, men jo mere man undersøger sagen, jo mere viser det sig, at kritikere af tegningerne sådan set ikke var ude på at indføre censur eller på nogen tænkelig måde krænke pressefriheden; de sagde såmænd bare “Hey guyz, vi synes sgu det er nogen bøvede tegninger. Det kunne være fedt hvis i gad tage den lidt over børnehaveniveau en anden gang”.
Det er selvfølgelig frit oversat, men sådan ser billedet rent faktisk ud, når man kigger tilbage på det.
Man fornemmer ikke ligefrem det hemmelige politi komme i sorte biler midt om natten og hente de mange brave forfattere af småracistiske læserbreve, der slog deres slag for frihedskampen i den efterfølgende debat…

Men altså, seriøst og 4 realz: hvis man vitterligt mener, at det at andre folk tilkendegiver deres uenighed med ens holdninger er at sidestille med censur, ja så har man altså et noget skrøbeligt følelsesliv, undskyld jeg siger det.

Man må her i DK sige stort set lige hvad fanden man vil af grænsepsykotiske vanvidsytringer. Man er bare ikke garanteret at folk nikker og smiler og klapper i hænderne. Det kan være de svarer igen og det er jo trist, når nu man lige havde gjort sig sådan umage med at fortælle dem hvordan det hele hænger sammen, men sådan er det nu engang. Livet går videre.

Tl;dr: når folk siger “omg Ytringsfrihed!!1”, så er det -sjovt nok- som regel bare fordi de synes, at folk der er uenige med dem er megalede og skal tie stille.

P.S. – Så er der måske nogle der vil sige “jamen hvad så med folk der kommer og slår én ned, hvis man siger noget de ikke kan lide, det er da et angreb på ytringsfriheden. Det kan du da ikke bare ignorere, din slemme personage!” Ja ja ja, siger jeg så. Men det har vi jo en mekanisme for at håndtere. Den hedder straffeloven og går i store træk ud på, at politiet kommer og skælder folk ud, hvis de er uartige. Vores mekanisme for når folk ikke er enige med det hinanden siger, hedder tilgengæld debat og der kan man altså komme ud for at folk siger man tager fejl. Så tag jer nu bare fucking sammen, prinsesser, okay?

P.P.S. – Så vil i måske gerne have lov at skrive hvor forkert min skarpe og præcise analyse af den foreliggende situation er, men i kan skide i havet, kan i. Det viser sig nemlig at hvis man ikke gider tillade kommentarer på sin blog, så er man i sin gode ret til det. I kan slå op i ord- og lovbøgerne under både “censur”, “krænkelse af ytringsfriheden(!)” og “sur røv” og læse hvad begreberne egentlig går ud på. Sjovt nok vil det så vise sig, at det kun er det sidstnævnte der bliver relevant i denne sammenhæng.