Kategoriarkiv: Selvhad og afmagt

Kapitel femogtyve: Det evige dilemma – i hvilket trafikregler og båtnakkeri mødes og sød musik opstår.

Der er visse ting man altid slås med, som kunstnerisk naziblogger. Én af dem er, at folk ikke hylder én nok i hverdagen, men det har jeg hørt er et grundvilkår for de fleste.
Det helt store problem er dog, at man vitterligt ikke gider have en politisk blog, men bare gerne vil være morsom på andres bekostning. Og politik får bare én til at blive rasende på alle mennesker.

I dag skete der dog det glædelige, at de to ting kunne kombineres. Folk er nemlig SÅ utroligt dumme og tragikomiske, at man næsten ikke kan lade være med at slå en hånlatter op, når det kommer til spørgsmålet om nogle flygtninge (altså, de der udlændinge fra arabistan, i ved nok), der er kommet ind med firetoget.

Minions_hitler

Historie, befolkningsspørgsmål, toge, nuttede væsener. Nogle gange går ALLE ens interesser bare op i en højere enhed, altså.

Nu er det nemlig sådan at der er en KÆMPE FLYGTNINGEKRISE (eller; det er der så ikke. Men proportioner er jo ikke noget vi bruger, så det er vist vedtaget at HELE EUROPA GÅR I STYKKER NU!!!). Derfor er der det flodhesten Dolph ville kalde nogle “brune, lådne typer”, der trasker rundt på landevejene, fordi de gerne vil til Sverige. Jeg vil hellere læse Pippi Langstrømpe her i landet, men det må de jo selv om. Man skulle i hvert fald synes det talte som et “win” for folk, der godt ville have, at vi skulle være et land folk IKKE havde lyst til at komme til.

“Hurra!” skulle man jo tro folk så råbte; “Det lykkedes marenpuleme! Nu synes folk Danmark er så topnederen (det er et rigtigt ord!) at de er bange for at være her og hellere vil til Sverige, hvor både slikket og forlystelsesparkerne er lidt mere spiselige. Hurra for Inger Støjberg og os alle sammen!”

Men #nej. Sådan #skulledetietfuldstændiguforudsettwistvisesigIKKEatvære – det viser sig nemlig, at hvis der er én ting der er mere bekymrende end folk der gerne vil være her, så er det folk der ikke vil være her.

Det er nemlig faldet den kommende nobelpristager Suzanne Bjerrehuuus (et navn der vistnok er opstået i kollaboration med Aaarhuuuz turistbyråd, men den udåd må vi tage op en anden dag…) for brystet at disse folk faktisk bryder trafiklovgivningen her i Danmark, ved at gå på vejene. Det er nemlig “arrogant” af dem, de “gør hvad der passer dem” og det demonstrerer danskernes “ynkelige tabermentalitet” at de ikke “straks er blevet arresteret” ligesom “vi andre var blevet, hvis vi opførte os sådan” – og det må jo sige at være en nærmest uhyggeligt skarp og præcis analyse af den foreliggende situation, jvf. trafikloven og dens status i det Danske Samfund™.

Andre bekymrede, men i følge Jyllands Posten ikke nødvendigvis spor moralsk dårligere end os andre, mennesker har heldigvis grebet til modværge imod denne hetz og omvendte racisme imod Danskerne og vores ukrænkelige kulturkristne trafiklove. Nogle siger, at de stod og spyttede på flygtningene og at det måske var “lidt strengt”, men hvis man ser igennem mediernes manipulerende dagsorden vil det faktisk blive klart at det forholdt sig endnu voldsommere:

QSAi68b

Helt ærligt, altså. Fucking syge svin!

Jeg ved godt at jeg med min skepsis overfor, hvor fedt det er at stå på en bro og spytte på andre mennesker, kommer til at demonstrere en uantagelig moralsk fordømmelse af stakkels bekymrede mennesker, der sikkert slet ikke på nogen måde er mindre moralske end os andre.

Lad mig med det samme sige, at de har 100% ret til deres holdninger. “At least it’s an ethos”, vil jeg endda sige.

200_s

Og mens vi er ved de populærkulturelle referencer vil jeg endda tilføje: “You’re not wrong, Walter…”
Jeg kan i øvrigt heller ikke lide The Eagles.

Men helt ærligt, Suuzanne Bjerrehuz og alle jer andre, der er forargede over at folk “får lov til” at gå på en motorvej, selvom alle vi andre slet ikke må:

1) Mon ikke i en gang er gået over for rødt, hvis det f.x. regnede rigtigt meget og i skulle skynde jer hjem i varmen? Prøv at overveje, om det her kunne være en lige så alvorlig situation for de der mærkelige brownies der trasker rundt i trafikbilledet.

Ja. Jeg ved godt det virker helt langt ude, men bare sådan for tankeeksperimentets skyld.

2) Hvis i virkelig synes det er SÅ meget snyd, at de dumme flygtninge får lov, når i ikke må, så har i hermed min tilladelse til at gå ud og lege på motorvejen.

Kapitel nitten: Nazidød over nazialting. I hvilket vor helt erklærer sig som hhv. litterært geni og hvidglødende nazifeminist og skælder ud på nogle stakkels mennesker, der aldrig har gjort noget (andet end at være nazister). Also, stream of (nazi)consciousness.

I anledning af at alt er for meget, får i her et lille digt skrevet til lejligheden. Det er fra min kommende, ret banebrydende, stream-of-consciousness digtsamling “Odysseus var en Luderkarl”.

Den kan ikke købes, da jeg ikke tror på at kunst og kultur kan gøres op i ussel mammon, men man kommer til at kunne tegne abbonnement. Dette vil nærmere bestemt foregå ved at man, som en anden Medici, afholder mine udgifter til guldøl og usømmelig livsførsel. Til gengæld vil man drypvis modtage min geniale og grænseoverskridende kunst, efterhånden som inspirationen melder sig (dette vil, helt konkret, betyde, at man som min mæcen kan se frem til en længere række af dét, en udannet snøbel måske ville tro var sjofle opkald og digital chikane. Men i virkeligheden er det fordi jeg er et universalgeni. Nu er det aftalt).

Her får i en vareprøve, så kan i se om i er hippe nok til at give mig øl (og penge):

Stakkels lille mig er på facebook. Ser opslag. Ord melder sig i min hjerne.

Had.

Jeg smager på ordet. Det smager af had.

Jeg kan godt lide smagen.

Mmmm, had.

Jeg overvejer at masseproducere den og se, om ikke jeg kan komme i folketinget i stedet for alle de andre haterz.

Men jeg besinder mig, bliver siddende på stolen.

Stille. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

keep-calm-and-hygge

Bare hygge-hade forstås. Ikke noget vildt. Det er jo ikke James Joyce, det her.

Som i nok kan fornemme, huserer der i dagens poetiske udgydelser en undertone af, at der er noget jeg ikke kan lide. Det er der også. Blandt andet kan jeg ikke lide folk der læser digte. Det er derfor jeg har skrevet digtet. For at genere dem, der læser det. Zuper meta, i ved.

Jeg kan heller ikke lide James Joyce. Eller Zombier. Føtex har jeg det ambivalent med. Stort “i” ved personligt stedordsflertal synes jeg er OK, men jeg bruger det ikke, da jeg har en postmoderne agenda med at smadre det danske sprog.

Men en ting jeg især hader, det er facebook. Og alt dét, som facebook udsætter stakkels lillebitte mig  – og stakkels småbitte jer- for. Folks bizarre egotrips er selvfølgelig fede nok, altså. Sådan skal det jo heller ikke være.

Jeg mener, lad os nu være knusende ærlige; hvem har ikke fået halvfed på, over at læse, at Ole lige har sat juleanden i ovnen, eller at Petra bare er SÅ glad for at hendes barn har lært at skide i bukserne? Eller måske endda, at dette eller hint kærestepar synes hinandens kommentarer til hinanden om deres fælles tur til Møns klint er “mega optur”?

Det er selvfølgelig ikke disse livsbekræftende udtryk for, at vi totalt 4 realz lever på tinden af den menneskelige races kulturelle formåen, jeg vil til livs. Det ville jo være sindssygt.

Det, der kan få mig til at fare i flint (eller rettere, et mindre udsnit af de ganske mange ting, der kan få mig til at fare i flint, for nu at være lidt mere ærlig i varedeklarationen), det er folk der gerne vil vælges ind i folketinget for at kalde andre nazister (formentlig fordi de ikke har fattet at de fremstår som verdens største mentale trafikuheld når de gør det, snarere end som nogle der har et seriøst bud på noget som helst) og så selvfølgelig damer.

Nu sidder alle i potentielle kunstmæcener derude nok og tænker “nu er du da ikke så banebrydende, som lovet, Jeppe. Alle folk på internettet hader jo tilsyneladende damer, men det er jo vedtaget for længst, at det bare er god humor, når man siger folk skal voldtages ihjel. Så det lyder da ikke som noget nyt og spændende. Jeg er skuffet. Det er ikke 0,5 liter “Brutalis” værd, for nu at være helt ærlig.”

Det har i selvfølgelig ret i. Derfor har jeg lagt et lille twist på mit had til kvinder. Jeg er nemlig feminist, forstår i. Ikke bare sådan hyggefeminist, eller sådan én der synes at kvinder er cool nok, bare de altid er enige med mig i alt og synes jeg har nogle rigtigt, rigtigt kloge og interessante bud på hvordan de bør tænke og føle (hvilket jo naturligvis er den højeste ære en kvinde kan stræbe imod. Alle ved, at kvinders ret og pligt er, at være enige med mænd om deres situation. Særligt på internettet).

Nej nej, kære kommende sponsorer, det er LANGT mere radikalt end som så. Ikke Radikale Venstre, forstås. Dem kan vi nemlig ikke lide. Næh, det er snarere Radikale Højre, der står for skud i dag. Alias de “konservative”, alias “please stem på os, vi skal nok synes hvad som helst vi tror i godt vil have vi synes, på en rigtigt markant og kæmpe-med-åben-pande-måde, det looover vi, årh pleeaseee!”-partiet. Dem gad jeg godt der var lidt mere ved, nemlig.

source

I stedet får vi så dét her.

Som enhver god satanihilist går jeg naturligvis meget op i, at der er nogen der har et kvalificeret bud på det etablerede samfund, man kan gå og hygge sig med at omstyrte/dekonstruere/skrive vrede digte om, men desværre har partiet lige for tiden mest travlt med at få ophørsudsalget afviklet. Derfor får vi sådanne geniale bud som “jeg synes, at min personlige holdning er, at jeg føler min religion er rigtig vigtig og at jeg som privatperson godt kan lide den – og det ville de radikale aldrig turde synes, please stem på mig (jeg har en gang kastet et grisehoved på Franks Jensens sommerhus, men det har ALLE jo gjort #kristneværdier)”, “ned med hjemmerøverier, dem er vi modigt og kompromisløst imod”, “strengere straffe til selvmordsterorrister” og nu topscoreren “de brune er nazister”.

Den sidstnævnte genialitet er et smukt bud på at pudse den gamle og hæderkronede venstreorienterede tradition (dem kan vi konservative godt lide), med at kalde alt/alle vi ikke kan lide for nazisme/nazister, af, og se om ikke den kan fænge an hos dem der ellers ville have stemt Dansk Folkeparti. Så kommer man da over spærregrænsen, må parolen lyde – og det er jo en traditionel værdi godt at ville over spærregrænsen. Så det kører.

drive

Vrunn! Vrunn! (Godt vi ikke er fattige. Eller tror på noget)

Det er dumt af dem. Det er det altså. Hvis jeg ikke får guldøl nok på min nystartede kunstnerkarrierre, så får i et essay om hvor fedt/mærkeligt det er med konservatisme én af dagene. Det kan i glæde jer til/grue for. Som i nu synes. Det skal jeg ikke gøre mig til herre over, omend jeg vil forbeholde mig retten til at kalde jer nazister – uanset hvad i synes og mener, i øvrigt.

Men tilbage til feminismen og hadet (nazismen er selvfølgelig en konstant). Forleden var jeg på Berlin Bar (nazisme!), hvor det under et klassiskt inspireret symposion kom frem, at min gode ven Herr æresdoktor Xilas von Heidegger var blevet fascist, med tilhørende hang til civilisationssammenstød, planøkonomi, freudianske tolkninger, dødslejre og Mads Holger. Glæden over dette faktum blev dog kortvarig, da han kort efter for skade kom til at beskylde mig for at være medlem af Radikale Venstre. Der var optakt til en genindspilning af 9. April (nu som dogmefilm), men vi forbrødredes over en Sommer Bock og hvor fælles hang til nationalromantik og penisjokes. Så det var godt nok. Seriøs diskussion og åndfuld samtale, i ved nok.

lhp_ep1_444

En god, gammeldags, hyggelig aften med andre ord.

Men siden da er jeg blevet opmærksom på, at jeg bare skulle have sat nazi foran alting, så havde jeg haft krammet på ham i ét og alt. Han var blevet sat til vægs af min nyvundne autoritet og populære appel. Det må jeg huske i fremtiden.

Men altså, feminismen. Eller rettere, nazifeminismen. Det rendyrkede mandehad og sådan. Der er jo en masse polemik om hvad feminisme er for noget (man kunne fristes til at tro at det ofte handler om ikke at forstå den, så man istedet kan hænge sig i definitioner og flueknepperi, men det må blive et andet indlæg), men her har jeg som en anden naziOccam valgt at skære igennem og sige at ja, jeg er turbonazifeminist. HELT hård i filten (som hun sagde igår), med hang til nazikommunistiske begreber som falsk bevidsthed und alles. Den ultimative stråmand. Det er mit nye jeg.

Det pisser mig nemlig røvmeget af, at aldrig så snart har én af ens kloge, kompetente (og ja, ja lad os da for eksemplets skyld bare antage at vedkommende ikke ligner døden fra Lübeck til forveksling) veninder postet et billede af sig selv førend alle mulige andre kloge, kompetente, søde og unikke kvindemennesker bare SKAL skrive “OMG så smuk <3”, “Smukke dig”, “Ih, hvor er du en lækkermås”, “hvis du var en croissant, ville jeg kneppes i røven af bageren” og, sidst men ikke mindst -et udtryk der er at regne for Satans destillerede nossesved i reneste naziaftapning- “Smuksak”. Det gør mig forvirret og ked af det.

nikita_kl_strup_2

Et emnemæssigt overlap i måske/måske ikke havde set komme, kære nazilæsere: Nikita Klæstrup til bal hos dronningen. #konservativeværdierOGfeminisme

“Hillemænd, bitches! Hvad fuck sker der for jer, kællinger?” fristes man nu og da til at skrive “Sig mig, er i nazipatriarkatets villige feltmadrasser, eller hvad er den af? Har i ikke andet at gøre ved og med jer selv, end at angle efter anerkendelse for jeres udseende – og kan i ikke se at det er totalt lamt, at i ikke kan finde på andet at rose hinanden for? Så stands dog i himlens navn denne naziinternaliserede naziundertrykkelse af jer selv og hverandre! Anerkend hinandens indre værdier, eller jeg går psykoamok, FFS!”

Men i stedet bider jeg mig selv i min metaforiske tunge (det gør ret ondt) og siger ingenting. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

 

Og det var så digtet. I skylder mig en kasse bajere.

Kapitel syv; I hvilket hvor helt har ikonoklastiske tømmermænd

Goddag igen, trofaste læsere (som jeg er begyndt at kalde min mor).

I dag skal vi snakke lidt om politik, religion og andre sprængfarlige emner, i det stille håb at en eller anden samfundsbevidst borger tropper op hos mig med en økse og slår mig ihjel.

Jeg har nemlig tømmermænd, skal jeg sige jer. Og det gør herrenaller inde bag kraniet. Jeg er også blevet forkølet, fordi jeg var ude og gå en laaang tur i går. Det var dumt.

hovedpine_590117m

Problemet er grundlæggende at det er megasejt at drikke. Man skifter på det nærmeste ham og udvikler sig på rekordtid fra en småfesen båtnakke til en regulær mellemting mellem James Dean og Freddie Mercury (dog med lidt pænere tænder, forstås). Man bliver simpelthen så cool af at drikke, kan i nok se.

 

Dagen efter har man det dog altid så rædderligt. Det er virkelig urimeligt. Bedst som man troede at man bare gik og hyggede sig med at være megafucking sej, så vågner man op og har det som om både lykkens og retfærdighedens gudinde har sagt op og overladt jobbet til Nemesis (den so), som tilgengæld VIRKELIG føler at hun har noget at bevise. Hun er garanteret pisseusikker og synes hun er for tyk og for gammel og at hendes røv ser stor ud i den toga. Og det skal så åbenbart gå ud over folk der fik sig en lille tår over tørsten i går. Justitsmord, siger jeg jer.

I kender det sikkert godt; man sveder, fryser, har uro i mavsen og inde bag ens face ligger ens undskyldning for en hjerne og vånder sig over at det gør så nas og at den har sådan en klaptorsk som ejer. Hvis man er heldig har man kun brækket sig på sit tøj og på folk man alligevel ikke skal have noget med at gøre.

Hovmod står for fald, som man siger.

Jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg slet ikke drikker nok. Forstå mig ret; jeg synes godt man kan drikke for meget og det er sgi heller ikke fordi jeg ligefrem er afholdsmand. Men det er jo så pissefedt og sejt at drikke, at man ret beset burde få det gjort noget mere. Jeg har jo en veritabel flok af homies (som hottentotterne ovre i de britiske kolonier siger) som er fabelagtige at suge pilsnere og skamrose hinanden med. De får lige et shout out her: i er sgu så søde, my niggaz. Jeg kan godt lide jer. Virkelig.

Det er også derfor jeg har sådan lidt dårlig samvittighed over ikke at drikke noget mere. Det er jo sejt og sjovt og smadderhyggeligt. Alligevel gav de mig en flaske børnechampagne på mit tidligere arbejde -enten fordi de hadede mig eller som en fin hentydning om at jeg var for svag til at tage med dem ud og drikke øl.

Og det er jo rigtigt. De har ret. Ubetinget.

Sandheden er, at jeg er et svagt og dårligt menneske, der meget sjældent når op på de der 14-21 genstande som sundhedsstyrelsen foreskriver at man skal drikke ugentligt -og årsregnskabet ser helt horribelt ud. I betragtning af hvor vild jeg er med at drikke, så skulle man jo tro jeg var en underafdeling af Blå Kors. Det er pinligt, for dårligt og jeg føler grundlæggene også at jeg ikke gør mit til at støtte op om den danske kultur og vores stolte traditioner for at være så fulde at vi ikke ved hvad vi selv hedder i tide og utide.

Jeg ved godt at den er helt gal og jeg lover altid mig selv, at jeg skal blive bedre til at drikke (og evt. dårligere til at være fuld), men det bliver aldrig rigtigt til noget.

Det er tømmermændende der er problemet.

De er ikke sjove, bevares, men hvad er i grunde sjovt her i verden? Eller rettere, hvad kan man lave af sjove ting som ikke fører noget træls med sig (NU bliver det filosofisk, kan i nok høre…)? Tænk over det (jeg mener det virkelig. Tænk. Det er fucking dybt, det her): spiser man chips og ser gyserfilm bliver man fed og bange, ligger man under dynen og læser tegneserier hele dagen gider fascisterne ikke at betale løn til én i længden, spiller man computer får man ikke forberedt sig ordentligt til sin arbejdsdag, går man i kirke for at få syndsforladelse skal man høre på en præst, tager man pænt tøj på får man bank fordi man er en bøsserøv, går man på toilettet skal man tørre sig i røven og drikker man får man tømmermænd. Sådan er dét.

Det er jeg sådan set også indforstået med (selvom jeg på en måde godt gad at have et bidét).

Problemet med tømmermændende stikker dybere. Hvis det altså er muligt, at det kan blive dybere (jeg er lidt i tvivl, for det ovenstående er jo lige så Immanuel Kant vender sig i sin grav af misundelse -a priori mig i røven, du gamle). Sagen er, at tømmermænd slet og ret er et teologisk problem, venner.

Nu har jeg det helt generelt med teologiske problemer ligesom vikingerne. De får mig slet og ret til at gå amok. Men når man har tømmermænd gør det ganske enkelt for ondt at gå psykoamok, til at det er rigtigt er en mulighed. Og så må man jo tænke i stedet -det gør ganske vist også ondt, men når nu man ikke kan slukke for hjernen og vågne op igen når lidelserne er ovre, så kan man jo lige så godt få det bedste ud af det.

Som jeg anskuer problemstillingen, så må tømmermænd enten være Guds måde at fortælle os at han ikke findes (eller også står vi pludselig midt i det epikureanske paradoks, ærværdige læsere), eller også er det Satans måde at fortælle os at HAN i hvert fald findes (med alle de implikationer det nu har).

Det er ret komplekst, synes jeg. Og ikke sådan lige til at finde en tilfredsstillende løsning på.

Nå, men nu ringer Ægyptologen snart på og hun har chips med, så jeg stopper her. Men nu ved i da i hvert fald, hvorfor jeg ikke er bedre til at drikke øl med jer. Det er simpelthen det fordømte gudsbevis der holder mig tilbage fra at leve op til mit sande potentiale.

P.S. – Prins Henrik skal guillotineres og Muhammed er for meget. Det danske fodboldlandshold sutter pik på høns

P.P.S. – Jeg bor 1. sal til højre, vær god at slibe øksen først. Orker ikke lige hvis der skal flere hug til