Kategoriarkiv: Hitler

Kapitel Fireogtredive: I hvilket vor helt fejrer jubilæum

I dag får jeg at vide gennem vor tids store fælles fortælling om vores egen navle/det internationale spionnetværk, at det er ca. fire-fem år siden Projektet™ her blev søsat.

Derfor vil jeg gerne råbe hurra for mig selv og dele to skelsættende #historier med jer, kære trofaste læsere/figmenter af min egen narcissistiske fantasi. Begge er af en karakter, der nok passer sig for et jubilæum.

For det første er anti-guruernes guru, Svend Brinkmann endelig faldet til patten og er begyndt at brokke sig over det vi her på kanalen har brokket os over LÆNGE før det var cool, nemlig det vi kunne kalde “den nye politikse korrekthed”, eller, som min unge protegé Svend kalder det, “forargelsen over forargelsen” aka det faktum, at folk der klynker over at andre tillader sig at sige noget er for latterlige. Det er som talt ud af mit tastatur – han har endda lånt min, ret store, forargelse over, at JyllandsPosten altid ringer to gange/trykker stakkels dumme unge menneskers kødsovskrænkelser bare for at hidse sig selv og deres læsere op.

Nå, men læs selv her og se, om ikke det er fed tjald, eller hvad det nu hedder. Jeg skriver sgisme også snart en selvhjælpsbog, der skal hedde: Folk, der brokker sig over at andre brokker sig, skal fucke rigtigt meget af, siger alle de kloge.

Og når så vi er færdige med dét selvforherligelsesprojekt, så kommer den rigtige historie. Og det er én jeg har siddet på i noget tid, for det er nemlig en sprængfarlig affære.

Det viser sig simpelthen, at der er nogle flinke nazister ovre i de britiske kolonier, der har forsynet mig/verden med vaskeægte nyhedsstof til dét, som det halve af det hele her på siden egentlig handler om.

Jeg ved I/i venter i åndeløs spænding, så, without further ado, HER kommer det…

 

 

 

 

 

 

 

…er I klar?

 

 

…wait for it…

 

 

 

 

 

OMG!

Jeg kan ikke rigtigt finde på noget at sige, andet end af hjertet tak for gode, som for onde år.

Kapitel nitten: Nazidød over nazialting. I hvilket vor helt erklærer sig som hhv. litterært geni og hvidglødende nazifeminist og skælder ud på nogle stakkels mennesker, der aldrig har gjort noget (andet end at være nazister). Also, stream of (nazi)consciousness.

I anledning af at alt er for meget, får i her et lille digt skrevet til lejligheden. Det er fra min kommende, ret banebrydende, stream-of-consciousness digtsamling “Odysseus var en Luderkarl”.

Den kan ikke købes, da jeg ikke tror på at kunst og kultur kan gøres op i ussel mammon, men man kommer til at kunne tegne abbonnement. Dette vil nærmere bestemt foregå ved at man, som en anden Medici, afholder mine udgifter til guldøl og usømmelig livsførsel. Til gengæld vil man drypvis modtage min geniale og grænseoverskridende kunst, efterhånden som inspirationen melder sig (dette vil, helt konkret, betyde, at man som min mæcen kan se frem til en længere række af dét, en udannet snøbel måske ville tro var sjofle opkald og digital chikane. Men i virkeligheden er det fordi jeg er et universalgeni. Nu er det aftalt).

Her får i en vareprøve, så kan i se om i er hippe nok til at give mig øl (og penge):

Stakkels lille mig er på facebook. Ser opslag. Ord melder sig i min hjerne.

Had.

Jeg smager på ordet. Det smager af had.

Jeg kan godt lide smagen.

Mmmm, had.

Jeg overvejer at masseproducere den og se, om ikke jeg kan komme i folketinget i stedet for alle de andre haterz.

Men jeg besinder mig, bliver siddende på stolen.

Stille. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

keep-calm-and-hygge

Bare hygge-hade forstås. Ikke noget vildt. Det er jo ikke James Joyce, det her.

Som i nok kan fornemme, huserer der i dagens poetiske udgydelser en undertone af, at der er noget jeg ikke kan lide. Det er der også. Blandt andet kan jeg ikke lide folk der læser digte. Det er derfor jeg har skrevet digtet. For at genere dem, der læser det. Zuper meta, i ved.

Jeg kan heller ikke lide James Joyce. Eller Zombier. Føtex har jeg det ambivalent med. Stort “i” ved personligt stedordsflertal synes jeg er OK, men jeg bruger det ikke, da jeg har en postmoderne agenda med at smadre det danske sprog.

Men en ting jeg især hader, det er facebook. Og alt dét, som facebook udsætter stakkels lillebitte mig  – og stakkels småbitte jer- for. Folks bizarre egotrips er selvfølgelig fede nok, altså. Sådan skal det jo heller ikke være.

Jeg mener, lad os nu være knusende ærlige; hvem har ikke fået halvfed på, over at læse, at Ole lige har sat juleanden i ovnen, eller at Petra bare er SÅ glad for at hendes barn har lært at skide i bukserne? Eller måske endda, at dette eller hint kærestepar synes hinandens kommentarer til hinanden om deres fælles tur til Møns klint er “mega optur”?

Det er selvfølgelig ikke disse livsbekræftende udtryk for, at vi totalt 4 realz lever på tinden af den menneskelige races kulturelle formåen, jeg vil til livs. Det ville jo være sindssygt.

Det, der kan få mig til at fare i flint (eller rettere, et mindre udsnit af de ganske mange ting, der kan få mig til at fare i flint, for nu at være lidt mere ærlig i varedeklarationen), det er folk der gerne vil vælges ind i folketinget for at kalde andre nazister (formentlig fordi de ikke har fattet at de fremstår som verdens største mentale trafikuheld når de gør det, snarere end som nogle der har et seriøst bud på noget som helst) og så selvfølgelig damer.

Nu sidder alle i potentielle kunstmæcener derude nok og tænker “nu er du da ikke så banebrydende, som lovet, Jeppe. Alle folk på internettet hader jo tilsyneladende damer, men det er jo vedtaget for længst, at det bare er god humor, når man siger folk skal voldtages ihjel. Så det lyder da ikke som noget nyt og spændende. Jeg er skuffet. Det er ikke 0,5 liter “Brutalis” værd, for nu at være helt ærlig.”

Det har i selvfølgelig ret i. Derfor har jeg lagt et lille twist på mit had til kvinder. Jeg er nemlig feminist, forstår i. Ikke bare sådan hyggefeminist, eller sådan én der synes at kvinder er cool nok, bare de altid er enige med mig i alt og synes jeg har nogle rigtigt, rigtigt kloge og interessante bud på hvordan de bør tænke og føle (hvilket jo naturligvis er den højeste ære en kvinde kan stræbe imod. Alle ved, at kvinders ret og pligt er, at være enige med mænd om deres situation. Særligt på internettet).

Nej nej, kære kommende sponsorer, det er LANGT mere radikalt end som så. Ikke Radikale Venstre, forstås. Dem kan vi nemlig ikke lide. Næh, det er snarere Radikale Højre, der står for skud i dag. Alias de “konservative”, alias “please stem på os, vi skal nok synes hvad som helst vi tror i godt vil have vi synes, på en rigtigt markant og kæmpe-med-åben-pande-måde, det looover vi, årh pleeaseee!”-partiet. Dem gad jeg godt der var lidt mere ved, nemlig.

source

I stedet får vi så dét her.

Som enhver god satanihilist går jeg naturligvis meget op i, at der er nogen der har et kvalificeret bud på det etablerede samfund, man kan gå og hygge sig med at omstyrte/dekonstruere/skrive vrede digte om, men desværre har partiet lige for tiden mest travlt med at få ophørsudsalget afviklet. Derfor får vi sådanne geniale bud som “jeg synes, at min personlige holdning er, at jeg føler min religion er rigtig vigtig og at jeg som privatperson godt kan lide den – og det ville de radikale aldrig turde synes, please stem på mig (jeg har en gang kastet et grisehoved på Franks Jensens sommerhus, men det har ALLE jo gjort #kristneværdier)”, “ned med hjemmerøverier, dem er vi modigt og kompromisløst imod”, “strengere straffe til selvmordsterorrister” og nu topscoreren “de brune er nazister”.

Den sidstnævnte genialitet er et smukt bud på at pudse den gamle og hæderkronede venstreorienterede tradition (dem kan vi konservative godt lide), med at kalde alt/alle vi ikke kan lide for nazisme/nazister, af, og se om ikke den kan fænge an hos dem der ellers ville have stemt Dansk Folkeparti. Så kommer man da over spærregrænsen, må parolen lyde – og det er jo en traditionel værdi godt at ville over spærregrænsen. Så det kører.

drive

Vrunn! Vrunn! (Godt vi ikke er fattige. Eller tror på noget)

Det er dumt af dem. Det er det altså. Hvis jeg ikke får guldøl nok på min nystartede kunstnerkarrierre, så får i et essay om hvor fedt/mærkeligt det er med konservatisme én af dagene. Det kan i glæde jer til/grue for. Som i nu synes. Det skal jeg ikke gøre mig til herre over, omend jeg vil forbeholde mig retten til at kalde jer nazister – uanset hvad i synes og mener, i øvrigt.

Men tilbage til feminismen og hadet (nazismen er selvfølgelig en konstant). Forleden var jeg på Berlin Bar (nazisme!), hvor det under et klassiskt inspireret symposion kom frem, at min gode ven Herr æresdoktor Xilas von Heidegger var blevet fascist, med tilhørende hang til civilisationssammenstød, planøkonomi, freudianske tolkninger, dødslejre og Mads Holger. Glæden over dette faktum blev dog kortvarig, da han kort efter for skade kom til at beskylde mig for at være medlem af Radikale Venstre. Der var optakt til en genindspilning af 9. April (nu som dogmefilm), men vi forbrødredes over en Sommer Bock og hvor fælles hang til nationalromantik og penisjokes. Så det var godt nok. Seriøs diskussion og åndfuld samtale, i ved nok.

lhp_ep1_444

En god, gammeldags, hyggelig aften med andre ord.

Men siden da er jeg blevet opmærksom på, at jeg bare skulle have sat nazi foran alting, så havde jeg haft krammet på ham i ét og alt. Han var blevet sat til vægs af min nyvundne autoritet og populære appel. Det må jeg huske i fremtiden.

Men altså, feminismen. Eller rettere, nazifeminismen. Det rendyrkede mandehad og sådan. Der er jo en masse polemik om hvad feminisme er for noget (man kunne fristes til at tro at det ofte handler om ikke at forstå den, så man istedet kan hænge sig i definitioner og flueknepperi, men det må blive et andet indlæg), men her har jeg som en anden naziOccam valgt at skære igennem og sige at ja, jeg er turbonazifeminist. HELT hård i filten (som hun sagde igår), med hang til nazikommunistiske begreber som falsk bevidsthed und alles. Den ultimative stråmand. Det er mit nye jeg.

Det pisser mig nemlig røvmeget af, at aldrig så snart har én af ens kloge, kompetente (og ja, ja lad os da for eksemplets skyld bare antage at vedkommende ikke ligner døden fra Lübeck til forveksling) veninder postet et billede af sig selv førend alle mulige andre kloge, kompetente, søde og unikke kvindemennesker bare SKAL skrive “OMG så smuk <3”, “Smukke dig”, “Ih, hvor er du en lækkermås”, “hvis du var en croissant, ville jeg kneppes i røven af bageren” og, sidst men ikke mindst -et udtryk der er at regne for Satans destillerede nossesved i reneste naziaftapning- “Smuksak”. Det gør mig forvirret og ked af det.

nikita_kl_strup_2

Et emnemæssigt overlap i måske/måske ikke havde set komme, kære nazilæsere: Nikita Klæstrup til bal hos dronningen. #konservativeværdierOGfeminisme

“Hillemænd, bitches! Hvad fuck sker der for jer, kællinger?” fristes man nu og da til at skrive “Sig mig, er i nazipatriarkatets villige feltmadrasser, eller hvad er den af? Har i ikke andet at gøre ved og med jer selv, end at angle efter anerkendelse for jeres udseende – og kan i ikke se at det er totalt lamt, at i ikke kan finde på andet at rose hinanden for? Så stands dog i himlens navn denne naziinternaliserede naziundertrykkelse af jer selv og hverandre! Anerkend hinandens indre værdier, eller jeg går psykoamok, FFS!”

Men i stedet bider jeg mig selv i min metaforiske tunge (det gør ret ondt) og siger ingenting. Ikke en lyd.

Bare sidde og hade.

 

Og det var så digtet. I skylder mig en kasse bajere.

Kapitel sytten: Ytringsfrihed mig et vist sted. I hvilket hvor helt gentager sig selv, samt tager det modige standpunkt at mord er noget dumt noget.

For tiden hører man så meget om ham der Jesuscharlie, hvem fuck han så end er? Jeg har naturligvis ikke gidet sætte mig ind i sagerne, men det er vist noget med gay Paris (ikke at forveksle med homo-London, bøsse-Berlin eller LGBT-Ølstykke), der ikke er så gay igen -og så også noget med et par skvatmikler der har pløkket nogle folk. Så det er jo ikke så godt.

Som den kæmpe medieluder jeg er tænkte jeg straks, at her en 30-40 dage senere måtte jeg hellere ride med på bølgen. Ikke mindst fordi jeg i mellemtiden har fået utallige opfordringer til én gang for alle at få slået fast, hvordan det hænger sammen med den ytringsfrihed, dér. Det med de utallige opfordringer er ikke engang løgn, faktisk! Ikke hvis man medtager det faktum at jeg kun kan tælle på fingre og tæer og at jeg i sin tid var ude for en bizar traktorulykke, der efterlod mig lidt mindre veludstyret end gennemsnittet på den front, i hvert fald.

Nå! Men det skal vi ikke snakke om nu. Nu skal vi snakke om hvor vilde folk er for at høre mig sætte tingene på plads, i relief og ikke mindst i rette perspektiv. Det er folk rigtigt vilde efter, at i bare ved det.

Se selv. De er ikke til at styre på ti tønder land!

Se selv. De er ikke til at styre på ti tønder land!!

Det med ytringsfriheden og den nært beslægtede ytringsfrihed(!) er sådan set hurtigt ordnet. I kan jo læse det ævl jeg allerede har lukket ud desangående tidligere. Sagen har nemlig, på trods af hvad man kan tro, føle og opleve, ikke ændret sig en hujende fis, bare fordi der er nogle snotugler nede i baguettistan der har overreageret lidt.

“Arrrh, Jeppe! Nu overser du vist de dybt bekymrende tegn på den vestlige civilisations nært forestående undergang, kalifatets snarlige indførsel og de brunes generelle farlighed, som ikke længere er til at ignorere for selv de allermest intellektuelt vattede medlemmer af de Radikale, gør du ikke?!?” Og det er faktisk et spørgsmål jeg er overordentlig begejstret for. For så er vi nemlig henne ved dét med proportionerne, som sådan set er sagens egentlig kerne.

Wooo! Proportioner!

Wooo! Proportioner!

Sagen er nemlig den, at her i den postmoderne verdens forunderlige vildnis, der bliver alt blæst fuldstændig ud af alle proportioner, eller omvendt. Således kan det gå til at danske toppolitikere kan udtale de mest bizarre ting, uden at resultatet er det (ellers ganske rimelige) at de bliver grinet ud af stuen og ikke bliver taget seriøst næste gang de knapper ædespalten op og begynder at lukke bavl ud.

Eksempelvis kan vi jo tage vor allesammens Piamus, der i ramme alvor mente at man burde indføre nødret i Danmark, fordi der var blevet bøffet 12 (siger og skriver: tolv) mennesker i et fucking andet land. Hvad fuck bliver det næste? At vi skal invadere sverige, fordi Hammerfall er et lorteband?

Eller den kære Mr. Pind, som, udover at chokere borgerskabet med sin outrererede autonome frisure og fremtoning, for noget tid siden kunne glæde os alle med udmeldingen om at vi skulle i krig, fordi danskerne var “skræmt fra vid og sans” over I.S. -det viste sig så, at det forhåndenværende krigsgrundlag var en artikel som manden ikke havde læst (der stod i øvrigt også noget helt andet i den). Det faktum fik ham naturligt nok ikke til at ændre holdning, men førte istedet til en længere teknisk diskussion om hvorvidt man nu også med rette kunne forvente, at han faktisk læste hele artikler før han udtalte sig om bagateller som en eventuel dansk krigsdeltagelse. Så det er jo fedt nok, kan man sige. Endnu en gang skal der lyde et helhjertet tak til den danske journaliststand for virkelig at tage deres forpligtelser alvorligt.

Jeg er overhovedet ikke sarkastisk. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare taknemmelighed. Røvhuller.

Jeg er overhovedet ikke sarkastisk. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare taknemmelighed. Røvhuller.

Nå, men altså. Næste gang i støder på en historie om IS eller ISIS eller ISMEjeri, eller hvad filen de nu efterhånden finder på at kalde den flok amatører, så overvej lige følgende: hvad er det lige vi skal være så pissebange for? At de kommer rendende og halshugger os allesammen? Jeg mener, jeg synes naturligvis at pinlige youtubevideoer med mig selv som hovedperson er lige så forfærdelige som alle andre, men man estimerer at båtnakkerne råder over et sted imellem 10.000 og 200.000 “våbenføre” “mænd”, revl og krat inklusive, så synes i egentlig ikke at vi skulle tage og klappe hesten? For fuck’s sake, mand (m/k)! Hjemmeværnet kan sgi da tage dem, hvis det kommer så vidt. Dem er jeg sgu ikke bange for.

Det er mig på billedet her. Se selv hvor sej og modig jeg er.

Det er mig på billedet her. Se selv hvor sej og modig jeg er.

“Jamen synes du da ikke det er noget forfærdeligt noget de render og vil og at de er rigtigt slemme og strenge?” Jo sgu da, selvfølgelig gør jeg det. Men igen: proportionerne, for hulen. Selv de mest nederen terrorangreb man overhovedet kan forestille sig, udgør jo ikke ligefrem en eksistentiel trussel for selv et lille lorteland som Danmark. Om så alle muslimer sprang ud som totale maniacs i morgen og gik til angreb med hvæssede krumsabler, hvad jeg ærligt talt tvivler ganske meget på at de på nogen måde har lyst til, så var det jo ikke fordi vi ikke nok skulle klare den. Det ville selvfølgelig være træls her midt i vinterferien, men om et par år ville vi jo kigge tilbage på det og grine.

Terroristangreb er noget pis, ingen tvivl om det, men de er og bliver altså mindre farlige for samfundet end det er at vi færdes i trafikken – særligt da i weekenden, hvor indre nørrebro godt kan fremstå forholdsvis kaotisk, når alle de forpulede fulderikker vælter rundt og forsvarer den danske kultur til sidste promille.

Dan-Mark! Dan-Mark! Fisse, fisse, fisse!

Dan-Mark! Dan-Mark! Fisse, fisse, fisse!

Skal vi tale om ting der er ulækre og barbariske og faktisk har et omfang, hvor det giver mening at tale om at man kunne overveje at sige et eller andet til det, så lad os da blive i den islamistiske boldgade og tale lidt om det samfund, som IsVAffel drømmer deres feberdrømme om. Det findes nemlig allerede, kære venner. Det hedder i al beskedenhed Saudi-Arabien og jeg skal lige love for at de fucker folk op efter alle middelalderbøddelkunstens regler på daglig basis. De lægger det bare ikke på youtube, så det er selvfølgelig ikke noget vi gider gå i panik over. Til gengæld har de fucking meget olie, så istedet sender vi Kronprinsen ned og flæbe over deres afdøde diktatorer og legitimere deres ækle styre i en grad så man tror det er løgn, hvilket ærligt talt fremstår lidt mere væsentligt end om han fucker rundt ude på storebæltsbroen når vinden kuler op og kokken kommer farende op af kabyssen.

Så sådan er dét.

Så sådan er dét nu engang.

Men proportioner er jo som bekendt ikke noget for den danske journaliststand, så i kan selv gætte hvad der får mest pressedækning og hvad der skal gennemdiskuteres, så vi får alle de moralske facetter afdækket…

“Jamen Jeppe, altså. Kongehuset står jo over politik…” Gu’ fuck gør de røv, bror lort (m/k). JEG står over politik, men du ser dælendyleme heller ikke mig til fodboldkamp hos Darth Vader eller til bisættelse i førerbunkeren. Det behøver vi altså ikke bruge al vores moralske kapital på at få sendt kransekagefigurerne afsted til i tide og utide, det må i da kunne se. Der er ganske vist meget der er forbudt i disse tider, men at tænke sig om er kraftstejleme ikke én af tingene. Ikke før vi får indført undtagelsestilstand, fordi der er en eller anden buddhist i Thailand, der har talt hårdt til en sexturist, i hvert fald…

“Men når vi sådan sender landets repræsentanter derned, så kan vi jo SNAKKE med dem om det og så kan tingene blive ændret ad diplomatiets smukke vej…” Ja, fordi Frede tager jo lige en grøn og en gul tale med til begravelsen, ikke? Eller slår på glasset ved pokaloverrækkelsen og siger at han godt lige vil snakke lidt om døde slavearbejdere. “Tro på det”, som de unge vistnok siger når de da ikke lige er i Prag og drikke sig i hegnet som en slags charmeoffensiv for den danske kultur.

Stærkt gået rødder. Keep up the good work.

Stærkt gået rødder. Keep up the good work.

Ærligt talt, fri mig for den slags pladder og indrøm dog at i er fucking ligeglade med alt andet, når der er fodbold på spil. Det er fint. Jeg er kun glad for at nihilismen trækker i andre også, men så lad da i himlens navn også være med at syre helt ud over at nogle menneskelige fladlus nakker folk af forskellige latterlige årsager i Paris, eller hvor det nu ellers skal være. Hvad i alverden har i også tænkt jer der skal gøres ved det, udover at sætte politiet på sagen (som man jo nu engang gør med kriminalsager, som f.eks. mord)? Det er jo ikke ligefrem fordi vi kan forbyde folk at nakke andre, vel? Eller, det kan vi selvfølgelig, men det HAR vi jo ligesom allerede gjort, så medmindre i har nogle aggressionshæmmende mikrochips (mmmm, chips) vi kan fyre i bærret på folk, så må vi jo ligesom leve med den usikkerhed, at der altså kan være vanvittige psykopater derude.

Josef Stalin f.eks., der under sit charmerende hipsterydre godt kunne være lidt utilregnelig.

Josef Stalin f.eks., der under sit charmerende hipsterydre godt kunne være lidt utilregnelig.

Og så er vi tilbage ved ytringsfriheden og hvorvidt den er truet. Men før jeg begynder at bande af jer, så lad os lige få defineret os ud af den største misforståelse der florerer i den forbindelse. Bare så i ved hvorfor jeg ikke rigtigt orker at være sjov i dag.

Ytringsfrihed har udelukkende at gøre med om staten straffer dig for dine ytringer. Eller måske rettere under hvilke omstændigheder staten straffer dig for dine ytringer.

For ligemeget hvor meget vi går og bræger op og lader som om vi går ind for den totale ytringsfrihed, så er og bliver der ganske mange ytringer der er ulovlige og i hvert faldt principielt strafbare – i flæng kan nævnes stort set alle former for svindel og økonomisk kriminalitet, trusler (medmindre de fremsættes mod kvinder på internettet, selvfølgelig. Så er det bare spas og løjer), injurier, majestætsfornærmelse osv.

Og det er såmænd nok meget godt sådan, selvom jeg sådan set gerne så at rammerne blev udvidet lidt, så man ikke skulle gå på æggeskaller omkring religion, kongehus, Klaus Rifbjerg og andre samfundsnedbrydende institutioner.

Men altså; ytringsfriheden handler ikke om -og KAN i sagens natur aldrig komme til at handle om- hvorvidt enkeltpersoner eller kriminelle organisationer kan finde på at tage på vej over andre enkeltpersoners ytringer. Heller ikke hvis de tager så meget på vej at de går ud og slår dem ihjel. Så kan vi henvise til at det (allerede) er forbudt at nakke andre mennesker, men det er ligesom det. Det kan jo ikke rigtigt være anderledes og alle forsøg på at komme med bud på, hvad man ellers skulle gøre ved sagen er da også endt i total farce og/eller turbonazisme.

Det er ca. her, man bør overveje om ens løsningsforslag nu også er den ENESTE måde at forsvare demokratiet på...

Det er ca. her, man bør overveje om ens løsningsforslag nu også er den ENESTE gangbare måde at forsvare demokratiet på…

Godt, problemet er altså ikke ytringsfriheden i institutionel forstand. Det håber jeg står rimeligt klart, ellers må i sgu lige gå i tænkeboks, til optiker og/eller til psykiater.

“Men” siger den kvikke læser (lol) så “det kan vel stadig være et problem, hvis folk ikke tør sige det de tænker, mener og føler, af frygt for omverdenens reaktioner, kan det ikke?” og til det må jeg svare: “joeh, jaeh, neej. På en måde.”

For altså, jo. Det er da noget rod hvis folk vitterligt går og brænder inde med deres latterlige holdninger og vi som samfund aldrig bliver beriget med endnu et sæt tegninger af religiøse figurer der dyrker analsex med geder. Det vil være en nærmest ufattelig tragedie.

Tænk hvis vi gik glip af perler som det her! Det ville ikke være til at bære.

Tænk engang, hvis vi gik glip af væsentlige og indsigtsfulde perler som det her! Det ville ikke være til at bære.

På den anden side; sådan har det altså altid været -og det begrænser sig ikke til den huntingtonske psykopatis skueplads.

Jeg mener; der er sgu nok folk der tænker sig om en ekstra gang før de udgiver en artikel om hvad de VIRKELIG synes om rockerne, naboens kamphund eller moster Odas smag i kaminhylder. Nogle af disse problematikker kan måske synes væsentligere end andre, men det er såmænd ikke engang for at forklejne problemet. Det er bare for at sige at “sådan er det jo” (et godt radikalt slagord). Hvad fanden skal vi gøre ved det? Forbandede psykopater som moster Oda, eller endda kriminelle organisationer er jo som bekendt ret så ligeglade med hvad man må og ikke må, så det er ikke fordi vi kan forbyde dem at tage på vej. Det eneste vi kan gøre, det er sådan set at sætte vores lid til retssystemet og ordensmagten (og måske, i parentes bemærket, undlade ligefrem at afskaffe begge i vores iver efter at gøre noget ved den nært forestående indførsel af kalifatet/kaminhyldefascismen).

Og så kan vi selvfølgelig overveje lidt, hvem vi egentlig gider lægge os ud med og hvorfor. Selv er jeg en kæmpe kujon på det område. Jeg har overhovedet ikke lyst til at blive fyret, slået ihjel, eller bare talt hårdt til og jeg vælger i den grad mine kampe derefter.

Hvis ikke navnet var taget, ville det her være mig. Jeg står i øvrigt 100% bag ytringen.

Hvis ikke navnet var taget, ville det her være mig. Jeg står i øvrigt 100% bag ytringen.

Det sidste siger jeg ikke for at legitimere moster Odas rædselsregime eller for at sige at man selv er udenom hvis man bliver myrdet af rockere, kronprinsens livgarde eller en eller anden båtnakke der vil være kalif i stedet for profeten. Selvfølgelig ikke. Det er da en tragedie hver gang der er et eller andet fuckhoved der nakker nogle andre fordi de har drillet ham eller hans venner (synlige eller usynlige).

Jeg siger bare at det er en fuldstændig uomgængelig og ukvantificerbar risiko, som man løber hver evig eneste gang man ytrer sig offentligt og at tanken om at det skulle være anderledes, det er -og har altid været- en illusion. Samfundet kan beskytte én til en vis grad, men hvis man træder folk der er nogle store nok svin over tæerne, så risikerer man at der sker væmmelige ting. Sådan er livet nu engang. Lad nu være med at tabe sutten over det, plz.

LOL manner. Satire!

LOL manner. Satire! Sharon Tate synes det er pissemorsomt.

Kapitel elleve: Heste, får, køer, giraffer og dumme svin. I hvilket vor helt roder sig ud i en længere filosofisk diskussion med tilhørende introspektiv selvforherligelse (og sang og musik).

Nå, kæreste venner. Er i der stadig? Har i nogensinde været der? Er det ligesom den der film, hvor helten bare troede verden var der og han så blev megavild til slow-mo karate efter at have taget imod stoffer fra en sort mand? Dårlig film i øvrigt. Der er nogle der hævder at den er baseret på René Descartes’ tanker og han var jo en dårlig filosof, så den skulle man nok have set komme. Nå, men dem der lavede den blev vist nok rige. Så det er jo godt nok.

Nå, men for så vidt at vi antager at verden findes, så tør jeg godt sige at det har ligget lidt stille her på siden, som i måske kan fornemme. Der er ikke desto mindre sket en del siden sidst (eller er der? Dun dun dunnn…). Det vil jeg lige løbe jer igennem før vi kommer til dagens egentlige emne, for vi kan ligeså godt erkende at en blog er og bliver forfængelighedens postmoderne alter; et såkaldt vanity-projekt, med andre ord.

Her skal vi lige have en hurtig ordforklaring: vanity er nemlig engelsk, viser det sig, hvorfor det naturligt nok lyder sejere end forfængelighed -og man vil jo hellere indrømme at man er sej, end at man plejer sin forfængelighed ved at sidde og skrive til sine fantasivenner på internettet. Det sidste lugter ligesom lidt mere af uvasket kælderbeboer end af moderne renæssancemenneske og så ved vi jo godt, hvad vi vælger. Hvis vi altså overhovedet har en fri vilje.

Nå, men på vejen til det det hele handler om, så er der altså sket følgende, der på den ene eller anden måde skal flettes ind i dagens tekst:

  1. Jeg har været på (over)arbejde.
  2. Jeg har været syg. Og min hund har spist mine lektier.
  3. Jeg er begyndt at høre poppet hard rock fra 70erne. Igen. Med tilhørende krise over at jeg ikke bare tog mig sammen, startede et coverband og arbejdede i 7-11 istedet for at gå på uni. Realistisk set havde jeg så i dag været langt foran både på den økonomiske front og på antallet af kønssygdomme.
  4. Jeg er begyndt at interessere mig for organiserede massemord (i det tyvende århundrede, så ingen panik).
  5. Jeg har været i Israel/Palæstina.
  6. Jeg har opgivet at følge med i dansk politik. Plottet er for tyndt og retningsløst og skuespilspræstationerne er for dårlige. The Walking Dead fremstår jo som ren Shakespeare i forhold + karakterernes gennemsnitlige IQ er væsentlige højere, selvom ca. 90% af dem er zombier.
  7. Jeg har i stedet set serier og spillet computer.
  8. Føtex er sket. Føtex!

Af de ovenstående er det jo oplagt Føtex der er det interessante emne. Jeg ved nemlig fra pålidelige kilder at historien om Føtex er og bliver mit greatest hit. Realistisk set nok fordi folk stopper med at læse efter første kapitel, men det skal vi ikke diskutere nu. Et hit er et hit er et hit, som Gertrude Stein med statsgaranti ville have sagt, hvis hun havde en blog og/eller havde været med i Cheap Trick. Bare for at blive i den filosofiske boldgade.

Nå, men for nu på allerplatteste vis at forsøge på at genskabe fordums storhed, så jeg var altså i Føtex, på vej hjem fra arbejde, blah blah blah, i kender historien fra før. Nå, men der ligger jo så kæmpemæssige dynger af industrielt lemlæstede dyr, som er på fucking tilbud. Tre pakker hakket økologisk ko, så man ved den ikke er blevet myrdet med en forgiftet boltpistol, til hundrede kroner. Så er det jo ikke engang dyrere end i andre butikker! Og dog. For man sparer så fem kroner -og så ved vi jo godt hvordan det går, når varen skal slås ind (der var et stort fedt gult tilbudsklistermærke på pakkerne, ffs!)

Nå, men tyve minutter senere havde jeg fået mine fem kroner fra kundeservice og var på vej hjem. På vejen konkluderede jeg at verden findes, at Gud (og fanden) bare er noget vi har fundet på for at forklare hvordan universet (og Føtex) kan have så dårlig sans for humor og at det dæleme er uretfærdigt at der er indført en level cap i Heroes VI. Nåeh jo, og så erfarede jeg på en spiseseddel (via mit fejlbarlige menneskelige sanseapparat, skal det retfærdigvis nævnes) at der er en lillebitte (well, kæmpestor, egentlig) girafunge ved navn Marius der er blevet voldsmadret med en boltpistol lige i face.

Ja i hørte rigtigt, med en Bolt Pistol! Det er ren Warhammer 40.000, faktisk. Håber sateme det var en Imperial Fist der forestod henrettelsen af den fesne gul-sorte Xenos species, så de kan lære ikke at nappe vores colour scheme en anden gang (og ja ja, jeg ved godt at giraffer egentlig nærmere er brune og gullig-hvide, men hos Disney er de altså sorte og gule. Mere om det senere).

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Så, lille Marius. Så tænker du dig nok om en anden gang, før du udvander vores brand!

Nå, men denne komplicerede sag havde naturligt nok sat en del tanker i gang ude i den store verden. Atter engang viste alle sig fra deres mest velovervejede og fornuftsbetonede side og særlig facebook viste sig som et forbilledligt medie til at diskutere de etiske problemstillinger, som denne sag rejste. Alle den postmoderne verdens fragmenterede elementer gik for én gangs skyld op i en højere enhed og skønt alle nok ikke var fuldstændig enige, fandt man dog i harmonisk samdrægtighed ud af at debattere sagens egentlige kerne på en både sober og faktuelt baseret måde.
I den virkelige verden var internettet imidlertid ved at eksplodere af retfærdig harme og/eller overlegne kommentarer i forbindelse med massakren på lillebitte Marius.

Man skulle nok aldrig have taget imod de forskelligt farvede piller fra ham der Laurence Fishburne; det var en meget bedre historie inde i mit hovede og jeg er ikke engang blevet god til at lave flyvespark eller har fået en sej lædertrenchcoat eller noget.

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Hvad nu hvis jeg fortalte dig at du kan fucke af med alle dine forpulede metakommentarer, Jeppe?

Nå, men bortset fra dette lille intermezzo, så skal det jo altså handle om det komplekse forhold imellem hvordan vores verden (måske) ser ud og hvordan hulen vi får det til at hænge sammen inde i hovedet, når nu det egentlig ikke hænger sammen overhovedet. Samt hvordan folk altid skynder sig at stille de forkerte spørgsmål, i stedet for de interessante. Det har i nok allerede fornemmet, kvikke som i er.

Mariusgate, som det officielt hedder, er et meget godt eksempel, synes jeg (og jeg har en veninde på facebook, som har bekræftet mig i det, hvorefter vi lige bekræftede hinanden i at vi var totalt ovenpå -og så er dét jo ligesom på plads).

Først en lille advarsel, eller disclaimer, som det hedder ude i den store verden: Jeg synes giraffer ser megadumme ud og jeg kan faktisk godt se det komiske i at de bliver nakket groft.

Særligt hvis det, som tidligere nævnt, er en gensplejset turbofascistisk supersoldat fra fremtiden der står for at skammyrde kræet, men det er jo nok desværre for meget at håbe på. Alligevel synes jeg ikke det er givet, at der ikke kan være noget som helst at diskutere i den sag. Dette på trods af at Jes Harfeld som er dyreetiker ved Ååårhuus Uuniversiteet siger at det hele mest bunder i noget med at dyr ser søde ud. Hvilket han jo nok kan have ret i, men stadig et lidt fattigt udsagn, hvis det da skal forestille at vi snakker etik

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Redaktionen er kommet i besiddelse af følgende billede af Jes Harfeld på vinterferie.

Nå, men altså: med fare for at komme til at fremstå utroligt lommefilosofisk, så synes jeg sgu det er utroligt at man ikke kan hive den op på et lidt højere reflektionsniveau end “omg hvorfor skulle søde Marius dø? Det er tjotalt lizzom holocaust” og “lol n00b, vi nakker dyr hele tiden og det er røvsejt. Du er sikkert amerikaner rofl bbq”.

For ja ja, vi nakker da dyr i ét væk og selvfølgelig er det lidt plat at fokusere på at der er en sød lille (som i kæmpestor og røvklam) girafunge der bliver pwned, når nu der sker alt muligt andet ude i verden. Og ja, ham den engelske TV vært er dum at høre på og ja, Bengt Holst ser flot ud i sin lidt SS-agtige Zoo uniform og ja, kødindustrien er meget mere ligesom holocaust end det er at fodre en girafunge til nogle løver og nej, jeg holder heller ikke op med at spise kød, så ja, jeg er åbenbart også fucking ligeglad med det hele, når det kommer til stykket.

Men jeg savner bare nogle lidt mere interessante argumenter eller tanker end at folk bare siger “sådan er det jo”. Det har vi ligesom de radikale til, så skal vi ikke lige holde gedemarkedet adskilt fra zoologisk have og så i stedet prøve faktisk at sige noget? Særligt hvis vi skal prøve at opretholde illusionen om at der kan findes etiske problemstillinger og at man faktisk kan diskutere dem.

Jeg mener, det er da cool nok at dyr bliver nakket groft ude i naturen, men det kan jo aldrig blive et argument for eller imod noget som helst. Vi er jo for uglen i hulen ikke ude i naturen. Faktisk er “ude i naturen” i den grad en konstruktion; fuldstændig ligesom snart sagt alt andet her i verden. Hverken dyrene i Zoo, dyrene i køledisken, soen i Føtex’ kundeservice eller et toptunet pragteksemplar på et handyr som undertegnede har en fucking skid med “ude i naturen” at gøre -og vi kunne jo aldrig i livet finde på at godtage det som argument for noget som helst andet.

Særligt da ikke, hvis vi snakker om noget der evt. har med etik og hvornår og hvordan det er rimeligt at ting lever eller dør at gøre. Det har vi ligesom prøvet tilbage i 30erne (spoiler: enkelte yderligtgående røster mener at det blev noget rod. Mere objektive betragtere peger på de seje uniformer som et væsentligt fremskridt indenfor mode).

Ikke at jeg synes Bengt Holst er den nye Reinhard Heydrich, eller at Mariusgate fører direkte eller indirekte til det nye holocaust (hvis vi trods alt lige skal give dødsheppekoret at det jo nok ikke ER det nye holocaust, at der er nogle kilo giraf der tager billetten). Det er slet ikke det jeg er ude i. Jeg mener bare at “det er ligesom ude i naturen”,  “hvor tror i kødet i supermarkedet kommer fra” eller Bengt holsts eget (af uransaglige årsager meget roste) argument “vi skal ikke lave verden til en Disney-verden + dyrene skal have et realistisk liv” er akkurat ligeså lamme som “eij, men altzå, det er lizzom bare zå zynd for lillebitte Marius”.

For zoologisk have er og bliver jo en unaturlig konstruktion, fuldstændig ligesom kødindustrien er en konstruktion, supermarkedet er en konstruktion, “naturbevarelse” er en konstruktion og mit skrivebord er en konstruktion -og hvis i synes jeg begynder at virke lidt ensporet, så lad mig understrege at jeg synes det er helt fint med konstruktioner.Jeg er vild med konstruktioner. Mmm, konstruktioner.

Jeg ville bare så forfærdeligt gerne høre nogle argumenter der faktisk skar igennem tågesløret og fortalte om hvorfor den ene eller anden konstruktion er enten værdifuld eller problematisk. Uanset hvad man så ender med at mene (og jeg synes som bekendt det er sejt med giraffer der bliver voldmyrdet), så må det da være interessant at diskutere hvilket moralsk ansvar vi har/ikke har overfor de dyr, hvis liv vi forvalter. Debatten centrerer sig jo ikke om at vi er med i Fatherland (med evigt fabelagtige Rutger Hauer) og at det er et kæmpe reveal for os at jøderne blev gasset/kødet i supermarkedet kommer fra dyr, der er blevet slået ihjel omg! Den har vi ligesom fattet, tak.

Fordi 4 realz, my niggaz: der er sgu ikke nogen i vore dage, hverken dyr eller mennesker, der lever et “realistisk” liv. Dyrene i Zoo lever i den grad i en “Disney-verden” og det gør alle vi andre jo også. Uanset hvor meget blod og kød vi så fyrer ind over.

W0rd!

W0rd!