Kategoriarkiv: lektoren docerer over virkelighedens sande væsen

Kapitel atten: Forfatteren er død? Eller er han? Hvis han er i live, er han så et røvhul? I hvilket vor helt lommefilosoferer over alt muligt pseudolitterært pis, forvirrer folk på en måde ingen har fortjent og lige får klemt ud imellem sidebenene at han selv er åh, så klog #walloftexterikkelængereforbeholdtselveindlæggenenuerdeogsåioverskrifterne

Før i spørger, så nej, det er ikke Claes Rifberg eller hvad han nu hed/der, det handler om. Intet kunne være mig mere ligegyldigt end ham der Karsten Riberg og hans bøger, nemlig (eller, det kunne det vel, ellers skrev jeg vel ikke det her? Nu er jeg forvirret. Og vred. Hjælp, mor!).

technical_difficulties_by_tigeroovy-d5zqfuv

Vi prøver lige igen…

Nå, men ret beset, så ved jeg slet ikke noget om ham Karl von Riffsteins forfatterskab. Jeg har aldrig gidet læse lortet, så jeg kender ham kun fra Monrad og Rislund og andre parodier. Han var sikkert god nok, selvom han vist også var noget af et svin, på det personlige plan. Har jeg hørt. Men det er cool nok. Mange af mine bedste venner (eller i hvert fald mange af mine yndlingskunstnere) er nogle svin.

photo19

Undtagen Varg Vikernes. HAN er sød! Hvad betyder lidt mord og ildspåsættelse mellem venner?

Nå, men altså, der er mange kunstnere der er nogle svin, der er mange der er døde, der er et vist overlap. Så vidt, så godt. Det er sådan set ikke dét, man mener, når man siger at forfatteren er død. Det er noget postmoderne pis, med at forfatterens intentioner ikke betyder så meget, når det kommer til hvordan vi skal opfatte hans/hendes/din mors værker. Det er en tankegang der har en del kørende for sig, selv om den også bliver frustrerende nogle gange.

For en gang skyld får i den korte version. Den kommer her:

Kunstnere, det være sig forfattere, musikere, billedkunstnere, performance artists (aka trylleklovne) har givetvis en idé om hvilke ting de vil udtrykke. Der er med andre ord “en mening” med de fleste værker (undtagen performance art, det er bare folk der troller irl). Problemet er, at kunstnernes mening med/udlægning af egne værker tit er ret mærkelig og ikke nødvendigvis er den eneste, eller overhovedet den mest oplagte, tolkning. Derfor er vi lidt nødt til at lave vores egen tolkning, i stedet for at forsøge at finde ud af “hvad kunstneren mente med det”. Lidt kækt kunne man sige at man ikke kan læse hvad der menes; man kan kun læse hvad der står (noget som folk i øvrigt gør vel i at huske, når de spiller kække på facebook. Så fik i også lige et protip med på vejen i dag).

Problem nr. 2 er så, at det i praksis åbner dørene for at selv (formelt) voksne og (formelt) velbegavede mennesker læser alt muligt der IKKE står nogen steder -hverken på, imellem, over eller under linjerne- og så sidder og lukker alt muligt fucking bavl ud i timevis. Denne problematik er desværre et yderst realistisk scenarie på diverse litteraturstudier. I værste fald skal STAKKELS lille mig endda høre på det.

Det er synd for mig, når det sker. Det er det værste jeg ved. Ingen har det værre end jeg.

future lovecraft

Sådan her har jeg det, når i kommer med alle mulige “tolkninger”, der ALDRIG har haft noget med teksten at gøre. Det skal i altså lade være med.

Som en ekstra service får i også en endnu kortere version. Så hvis i har læst det ovenstående har i lige spildt 30-40 gode sekunder.

tl;dr opsummering: Folk, særligt kunstnere, fatter ikke en skid af hvad de selv laver. Desværre fatter andre folk ikke en skid af hvad de ser/hører. Det er synd for Jeppe.

Og så er dét på plads. Så kan vi komme til mit yndlingssted i indlægget. Nemlig dér hvor det holder op med at handle om dét det handler om, og i stedet begynder at handle om dét det egentlig handler om.

future lovecraft

Sådan her har du det sikkert nu. Men det er OK. Det har noget med teksten at gøre, nemlig. Så det er godt nok.

“Ja, ja, ja, JA! Men hvad i fucking Helgoland handler det så om, Jeppe?!? Så sig det dog, for dælen da, i stedet for alt det ævl” siger du nok. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

Dét skal jeg sige jer! Det handler om, at det egentlig er lidt sjovt, at forfatterens eller kunstnerens moralske habitus altid skal blandes ind i tingene -særligt hvis vedkommende alligevel er “død”, eller måske endda rigtigt død.

Underligt nok har “forfatterens er død” tankegangen nemlig ikke rigtigt sat sig nogle spor i den henseende. Det kommer der en masse fabulerende tankespind om nu – og jeg skal på forhånd advare om, at jeg sikkert ikke har nogen ordentlig konklusion. Så hvis i ikke gider læse det kan i springe ned til slutningen af indlægget. Der er en opsummering og formentlig også en dårlig vittighed.

Men altså:

På den ene side er det jo noget fis at gå op i hvordan en kunstner er som person. Jeg mener, sådan allerede på det helt overfladiske plan er det noget mærkeligt noget. Jon Nödtveidt blev selvsagt ikke dårligere til at spille guitar af at han nakkede en eller anden stakkels bøsse, Kant bliver ikke en dårligere filosof af at hans hund sked på naboens plæne, Clausewitz Rifbergsson bliver ikke en dårligere (og desværre heller ikke en mindre produktiv) forfatter af at han røg lidt hashishish (omend man nok kunne ønske sig, at han i stedet havde taget sig sammen og havde fået stablet et gedigent misbrug af de hårdeste stoffer, han kunne komme i nærheden af, på benene. Så havde vi måske fået et dansk svar på Hunter S. Thompson ud af hele misæren, istedet for den regulære massakre af regnskoven det blev til), Van Gogh bliver ikke en dårligere maler af at han var first mover på cutting-bølgen, og Julius Cæsar bliver ikke mere eller mindre relevant af at han psyko-voldsmadrede hele gallien.

c-caesar

I hørte rigtigt, my niggas. HELE gallien. LOL, de blev pwned.

På den anden side kan man alligevel ikke komme udenom, at i hvert fald når det kommer til kunst, så aner man ind imellem kunstnerens personlighed og holdninger i værket. Nogle gange er det faktisk sådan, at det er umuligt at ignorere, hvor gerne man end vil. Derfor kan tilgangen med at skille kunstneren fra værket, eller forfatteren fra teksten, også godt forekomme lidt naiv nogle gange (se også historisk kildekritik og den evindelige søgen efter “tendens”, som i bedste fald er et studie i ligegyldighed – vi ved jo alligevel ikke hvad vi skal stille op med den dumme tendens, når vi har fundet den…).

Mærkeligt nok er det sjældent at man støder ind i folk, der både anerkender at den mest oplagte tolkning af et værk faktisk indeholder værdier/budskaber, at værkets skaber ikke nødvendigvis har kontrol over hvad disse i praksis er (eftersom skaberen ikke nødvendigvis sidder inde med den endelige tolkning), og at skaberens private personlighed derfor i sidste ende er ret ligegyldig i den sammenhæng.

Jeg mener, jeg sender sgu ikke lige Varg Vikernes en kuvert fyldt med femhundredekronesedler og et takkekort, hvor der står at han er en fed fyr. Men det er søreme også svært for mig at blive forarget over hans musik, for jeg synes ikke den på nogen måde formidler, at han er en blanding af de dårlige sider af hippier, nazister, satanister, konservative, økologer, konspirationsteoretikere og Charles Manson. Omvendt vil jeg hellere flække en arm på langs, eller måske endda se “1864” end jeg vil høre Stryper, fordi jeg vitterligt ikke kan overskue at høre dårlig musik om at det er fedt at læse i biblen. De er måske flinke? Jeg ved det ikke – og jeg er sørenjenseme også ligeglad.

stryper_88pic5

Jeg er nærmere bestemt ligeså ligeglad som Stryper ser kiksede ud. Den kvikke læser vil allerede have bemærket at det er rimeligt meget.

Jeg mener, hvis det skal være kunst, så skal der vel også være en mening med galskaben? Og hvis meningen med at spille heavy er, at man skal fortælle folk at de skal spise deres rosenkål og lave deres lektier, så kunne man nok overveje om man nu også har valgt de helt rette kunstneriske værktøjer. Jeg kan ikke helt frigøre mig fra tanken om at det nok også er derfor det lyder så dårligt.

600full-varg-vikernes

Don’t get me wrong, det er sikkert fedt nok at læse i biblen og man SKAL jo lave sine lektier, men så har Varg nu alligevel lidt mere blik for sammenhængen mellem idé og udtryk.

På den tredje side er der faktisk også kunstnere, hvis dårlige sider decideret informerer deres værker og faktisk lader til at være en del af dét, der gør at deres kunst overhovedet virker. Lad os tage en af mine mange yndlingsforfattere som eksempel.

H. P. Lovecraft var efter alt at dømme noget af en sær snegl og på mange måder en båtnakke af dimensioner. Han var bange for snart sagt alt og han kunne ikke lide ting, han var bange for. I dag havde han sikkert været gamergates intellektuelle flagskib eller noget.

Bevares, man kan sagtens læse hans historier (bortset fra den, heldigvis, ganske jammerlige “The Street”) som “bare nogle uhyggelige historier om underlige ting og rumuhyrer” – og det gør jeg da også selv flittigt. Men altså, det er på det nærmeste umuligt at undgå at tænke de ting man ved om ham og hans liv ind i det. Hvis i nu er nogle af dem, der ikke lige har sat jer ind i amerikanse horrorforfattere fra 1920er-30erne, så kommer her en lille opsummering:

  • Hans forældre var skøre i større eller mindre grad (fra “ubehandlet skør, dårlig forælder” til “død på et sindssygehospital” skøre, nærmere bestemt) og han var selv bange for at være/blive skør – nærmest samtlige af hans historier indeholder folk der er/var/bliver/er bange for at blive skøre, samt en underliggende præmis om at universet er skørt.
  • Han var racist i en grad der ikke kan bortforklares med at “det var man jo dengang”, fan af Hitler osv. – mange af hans historier indeholder onde negre og diverse “mongrels” og adskillige af dem handler om, at monstre på den ene eller anden måde (ofte fysisk) forplanter sig med menneskeheden og derved ødelægger alt.
lovecraft_portrait_factsandotherstubbornthings-blogspot-com

Her går det godt, fru kammerherreinde. Bare de ikke er sort.

Det er ikke engang sådan at man skal anstrenge sig for at læse nogle allegorier ind i det, fordi man ved han var “lidt træls” og bare gerne VIL forarges. What I’m saying is: det står ikke mellem linjerne, det står PÅ linjerne.

Men altså, alle er jo enige om at man altså godt må kunne lide ting, selv den meget onde og farlige Anita Sarkeesian og alle de andre rigtigt farlige politisk korrekte er med på den. Der er sådan set ikke noget man ikke “må” her i det lille hjem – det er en rendyrket krydsning mellem Liberal Alliance og Aleister Crowley, det her. All Commandments be cast away og sådan…

Aleister_Crowley_1310

Do what thou will shall be the whole of the law, with the sole amendment at du fucking IKKE skal lave dip kl. halv seks om morgenen, dit syge svin!!

Nå, men det jeg ville frem til var noget med at folks, skal vi sige problematiske sider godt kan være rimeligt meget tilstede i deres værker, men at det jo også kan være en ret stor del af at man overhovedet gider have noget med værkerne at gøre. Det er f.eks. oplagt, at Lovecrafts angst gjorde ham til noget af en møghund på mange områder – men jeg tror heller ikke hans historier ville have været ret uhyggelige, hvis ikke de havde afspejlet hans egen frygt for sig selv og resten af verden. Og hvis de ikke havde været uhyggelige, så havde vi sgu ikke snakket om dem i dag.

Men hvad så? Jeg mener, jeg kan godt forstå hvis man ikke gider læse Lovecraft, hvad enten det er af den ene, anden eller tredje grund. Der er mange ting jeg ikke selv gider læse. Ofte ting jeg SKAL læse. Så er vi tilbage ved at det er synd for mig. Det er det også, for jeg skal til at lave noget fornuftigt. Så vi skal til at runde af, homeboys (M/K).

Jeg har ikke noget entydigt svar på det med at folk der laver noget man godt kan lide er nogle svin. Andet end at det under alle omstændigheder alligevel ikke er noget man kan gardere sig imod, medmindre man har tænkt sig at gøre et ret stort stykke researcharbejde i fht. hvem der satte typerne på den pixibog, man godt kunne lide tilbage i børnehaveklassen. Så jeg har lidt resigneret og valgt at forholde mig til min egen tolkning af værkerne, baseret på den “tekst” der nu er i dem – og hvis de udtrykker noget pis, så er værket jo nok noget pis. Så kan kunstneren være nok så flink eller være den ondeste gedekneppende stalinist.

Eller som en eller anden anden selvfed drønnert engang har sagt: “Det, jeg holder mest af, er det kreative anarki, som ligger i for eksempel skrivekunsten. At den gør op med ting, at den vender sig og tager det, den kan bruge, og lader det ligge, den ikke kan bruge, og som den ikke behøver at have en holdning til. Dårlig samvittighed kommer vi sgu ingen vegne med. Er der noget, vi ikke kan bruge til noget, er det skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg kan kun sige: Rend mig!”

(Det er sjovt, fordi det er Klaus Rifbjerg, der har sagt det. Han er nemlig død)

rip

Her hviler forfatteren. Heldigvis er det James Joyce. Den lort.

tl:dr: Det er noget svært noget med kunst og moral. Det må man, som med alt andet, i sidste ende selv ligge og rode med.

 

Kapitel seksten: Ole Bornedal og latterligt pis. I hvilken vor helt blander sig i debatten, med mure af tekst til følge.

I disse for vort land så svære tider er der mange barske hændelser at trækkes med for den danske nations indbyggere. Mette Frederiksen bliver kaldt en skodsæk på nettet (det kan man jo ikke  forstå), folk kappes om at drille de arbejdsløse og sidst men ikke mindst martres folkesjælen ved tanken om at det er 150 år siden vi, på godt dansk, fik “no’en på ma’kassen” af tyskerne (historiske kilder tyder på, at stridighederne blev afklaret ude på en bååd). Det sidste er måske nok det værste. Ikke mindst fordi vi så skal trækkes med den, mildt sagt, temmelig omdiskuterede TV-serie “1864” af universalgeniet Ole Bornedal.

Man kan jo i første omgang undre sig over, at det at noget er sket for et specifikt antal år siden i sig selv gør det oplagt at beskæftige sig med – det er i øvrigt også 238 år siden Thomas Paine skrev “these are the times that try men’s souls” og det er et jubilæum man nok kan mindes med “1864”, for både serien selv og “debatten” (lol) omkring den er ærligt talt noget af en prøvelse.

Det er sådan set ikke så meget dét, at folk er dumme at høre på der går mig på; den slags må man ligesom forvente, når store ånder som Ole Bornedal, Pia Kjærsgaard og den facebookske almenvilje tørner sammen. Det er mere dét, at de er SÅ dumme at høre på.

Allesammen.

Her har vi, bare sådan for sjov, geniets egne ord og tanker om det værk han med sin digtersjæl har fremdraget fra æteren (for det er jo nu engang vedtaget, at kunst bliver til ved en eller anden mystisk-magisk skabelsesproces, der ligger helt udenfor den sfære som resten af virkeligheden foregår i):

“’1864′ er en fortælling, der handler om den danske folkesjæl på godt og ondt, men som dybest set skal fascinere og gribe seere i alle aldre, og blive en fortælling om det, vi var, og det vi er”

Og kunsteren fortsætter med at dele sine indsigter med os måbende dødelige:

“Det er fortællingen om mennesker, et land og et folk, som dengang og i generationer efter blev præget af disse absurde politiske interesser, groteske forviklinger og menneskelige ofringer, der tilsammen satte sig i dette lands selvforståelse og sjæl”

Og til sidst, the kicker, mine damer og herrer:

“Det er en fortælling om tid. Ikke kun om de 150 år, der er gået – om de folk der døde og de folk der mistede – men også fortællingen om alle os andre. Om dagene der forsvinder – hver dag. Og om den tragiske skønhed der ligger i erkendelsen af, at vi alle skal lære at miste. Også os selv.”

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Det er dybere end adriatergraven det her, kan i nok fornemme.

Og til alt dette er der vist kun ét at sige: “Du er fuld, Ole Bornedal. Gå hjem.”

Jeg mener; det er jo naturligvis ganske i orden at skabe kunst om fællesonani, dyresex, karatetricks og hvilke andre påtrængende emner der nu bevæger éns sjælestrenge og higer ubønhørligt efter at blive undfanget af kunstnerånden og -100.000.000 dkk. senere- født (eller skulle man måske sige “kælvet”?) som et vaskeægte håndgribeligt stykke virkelighed, for hele nationens tryllebundne øjne.

Det må man gerne. Selvfølgelig må man da det!

Og kan man oveni købet få en fuld mand til at udskrive en blankocheck ledsaget af nogle luftige formuleringer om “historieformidling på TV-mediets præmisser” og tilsvarende halvbagte tankeaborter, så gør det dog! Gå amok, for dælen!

Jeg kan sådan set også sagtens leve mig ind i, at det ikke er sjovt at modtage kritik. Det er næsten alt for let at leve sig ind i, for ingen bryder sig vel sådan rigtigt om at blive kritiseret – jeg fucking hader når de små svin til elever gør mig opmærksom på at jeg igen har glemt at tage bukser på, for eksempel. Det er super pinligt og ubehageligt for alle parter!

Så altså; selvfølgelig “må” man lave hvad end man vil indenfor kunstens verden og selvfølgelig må man gerne tage kritikken lidt nært eller måske endda mene at den er uberettiget.

Men (MEN!), jeg kan ærligt talt ikke tage det særligt seriøst, når man ikke har to sammenhængende tanker om det forpulede bavl man har hamret sammen.

Når vi snakker historikerbrok over 1864 (hvilket dette her vel i en eller anden udstrækning er), så er det imidlertid vigtigt at bemærke at der er to slags:

Den (fuldstændigt) ligegyldige: den der handler om at én eller anden person har sin sideskilning i den forkerte side, at en uniform har en krave af en anden slags uld end den viste, om Aarhus staves med tre eller fire a’er og lignende. Kort sagt, detaljefnidder som ikke har nogen betydning for den overordnede fremstilling. Og som kan være akkurat ligeså ligegyldig for historikere, som for alle andre. Det er en gang meningsløst flueknepperi og det skal jeg være den første til at støtte Ole Bornedal i.

Den (knap så) ligegyldige: den der handler om indholdet i den tolkning man får serveret (for hvis vi på nogen måde skal tage serien alvorligt, så må det jo være en tolkning). Den tolkning kan nemlig være mere eller mindre kontroversiel og mere eller mindre sammenhængende -og det kan den altså uanset mediet. Hvis ikke man synes at det er relevant at diskutere hvilken historietolkning der ligger i serien, så må man dermed også mene at det slet ikke er en serie med historisk indhold.

Man kan selvsagt være mere eller mindre enig i den tolkning der ligger i en given fremstilling (det gælder i øvrigt hvad enten der er tale om bøger, film, interpretativ dans eller hvad man ellers kan hitte på at lave) -og det er fint, altså. Man må rigtig gerne lave en historisk fremstilling, hvor man siger/viser en anden vinkel end den sædvanlige, eller som på anden måde er diskutabel. Det er sådan set kun godt og det er sådan al historietolkning er, uanset hvor meget eller lidt dem der står bag så er “rigtige” historikere.

Man må for så vidt også godt bare fyre den af med “bare” at fortælle en underholdende historie, hvis det er dét man vil. Rendyrket fantasy-underholdning med lidt historisk krydderi kan jo være aldeles glimrende (se f.eks. Indiana Jones, hvor kritiken fra selv de mest hjernelamme historikere er svær at få øje på).

Som om nogen ved deres fulde fem overhovedet kunne andet end at elske den mand?

Der hvor man så kan få fornemmelsen af, at det måske alligevel er mindre fint med “1864”, det er når det viser sig at den fremstilling vi får ikke rigtigt er andet end en forkølet efterligning af en HBO serie, uden at der tilsyneladende er tænkt over, hvad det egentlig er publikum skal have ud af det (udover patter, åndemaneri og eksplosioner, selvfølgelig). Den er i den grad forfejlet som “ren” underholdning, simpelthen fordi karakterertegningen sutter pik på høns og det dramatiske forløb præsterer på én gang at være både dybt banalt, forvirrende, retningsløst og pinligt klichéfyldt. Det er, kort sagt, noget værre lort.

Her skal det måske lige nævnes, at DVD versionen har fået den poetiske undertitel “hjerter bløder i krig og kærlighed” -og før i spørger, så nej, det er ikke engang løgn. Vi har simpelthen at gøre med et kunstværk der er decideret nyskabende indenfor pinlige og banale klichéer, hvilket sådan set er ret imponerende, da det nærmest burde være en selvmodsigelse, but there you have it.

Så det du siger, Jeppe, er at "1864" er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger.

Så det du siger, Jeppe, er med andre ord at “1864” er ren ondskab? Ja, Hannah. Det er PRÆCIS dét, jeg siger!

Den historiske tolkning i fortællingen er naturligvis også helt i hegnet, hvilket den nok primært er fordi der sådan set overhovedet ikke er gjort noget ud af den og den i sidste ende nærmest ikke er sammenhængende nok til overhovedet at kunne kaldes en tolkning.

For hvad er det egentlig vi skal “lære” af 1864? At D.C. Monrad var en karikeret tegneseriefigur der traf dybt irrationelle beslutninger? At der var et slag på én eller anden dato? At gravide damer er modeltynde lige til de slipper rognen, at der blev kneppet en ko, at det var åh! så dejligt med den danske lærke, eller at folk opførte sig fuldstændig mærkværdigt og usammenhængende i 1864? Der er ikke nogle af tingene der sådan rigtigt gør os bedre til at forstå Danmarkshistorien, i min ydmyge mening. Faktisk blokerer serien mere for vores forståelse, end den giver os noget vi kan bruge til at blive klogere på noget som helst. Og det er dét, der er mit problem med serien. Rent bortset fra at den kunstnerisk set er et fucking læs lort, selvfølgelig.

Det er sådan ca. lige så spændende som det ser ud, faktisk…

Jamen kan det da ikke også være ligemeget med den tolkning? Kan man ikke bare sidde og hygge sig lidt med serien og bare suge til sig af historien? Kunne man så spørge. Og jeg er meget glad for det spørgsmål. Ufatteligt glad, nærmest. Tak skal i have.

Det giver mig nemlig mulighed for at dele et citat fra en (her unavngiven) person, der formentlig er verdens største båtnakke. Hvis i ikke orker det, så kan i bare springe det over. Hvis i derimod (som jeg) synes det er sjovt at følge lidt med i hvor lam i roen man egentlig kan være, så læs med her:

“Jeg må indrømme at jeg synes det her er et eksempel på en akademisk arrogance overfor et medie, der ikke er beregnet på akademisk brug. Når menigmand bruger historien, indlever sig i fortiden og forholder sig til den, så gør de det ikke alene for at lære om fortiden, men også for at lære noget om sig selv. Når jeg oplever gæster på museer, så er det mere typisk at de sætter det de ser, i forhold til sig selv. De forestiller sig at sejle vikingeskibet, eller hvordan de blæser en lur… eller i eksemplet med serien, så indlever de sig i krigens rædsler. På denne måde bliver historien levende for dem, og de kan anvende den langt mere, de lærer mere og den får en betydning for beskueren end en klassisk dokumentarfilm ville kunne give. En ting man er nød til at spørge sig selv om, er hvorvidt historie alene er hvad der foregår indenfor de akademiske kredse, hvor kilder, bøger og arbejdet med historien på denne måde. Jeg giver den danske historier Bernard Eric Jensen ret, når han siger, at historie er mange ting, og at man bedst kan karakterisere det ved at sige, at historie er hvad man bruger det til. Når det så i øvrigt er sagt, så oplever jeg tit i forbindelse med denne type udgivelser, at historikere indvender, at det, det og det i filmen ikke er korrekt, men det skyldes, sådan som jeg ser det, at man misforstår hvad meningen med serien er. Det er ikke et stykke ny forskning til glæde for den i forvejen meget oplyste akademiker, det er derimod et forsøg på at gøre historien levende, vedrørende og relevant for menigmand, som ikke i forvejen er sat ind i historien. DET ER UNDERHOLDNING, som har potentialet til at undervise. Enhver vil sige at Pyrus-julekalenderne er underholdning, men det ændrer ikke ved at mange børn, mig selv indbefattet, lærte meget Danmarkshistorie mens de følte sig underholdet. Historien er ikke levet i de store narrativer, men for at kunne fortælle den, må vi komme den på en narrativ form, for at gøre den relevant og spændende”

Det er lykkedes politiet at fremstille følgende signalement af gerningsmanden

Det er lykkedes politiet at fremstille dette signalement af ophavsmanden.

Og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige til den smøre, kære læsere. Andet end måske “undskyld”, hvis i læste hele vejen igennem. Det smerter mig at den stakkels Bernard Eric Jensen skal tages til indtægt for den slags ævl og jeg frygter oprigtigt at ophavsmanden rent faktisk har trukket en historisk uddannelse af en eller anden art i en eller anden automat et sted i landet. Men kunsten kan jo som bekendt noget magisk i fht. at udtrykke vores inderste og mest lærerige følelser, så her får i et lille stykke musik, der til fulde udtrykker mine tanker og holdninger til det ovenstående stykke tekst og dens forfatter.

For min del, så rammer idiotien lige ned i dét der som tidligere antydet også er mit problem med “1864” – hvad pokker er det, folk forestiller sig at man skal have ud af skidtet? Tanken om at noget kan være underholdende og samtidig have “potentialet til at undervise” er selvfølgelig nobel -og jeg synes såmænd endda ikke engang vi bør aflive den “just yet.”

Men du store kineser, jeg får ondt i galdeblæren når jeg læser den slags bræk. For hvis noget har “potentialet til at undervise”, ja så må der jo også være noget det kan undervise os i – der må være noget vi kan eller skal lære af det; noget vi kan forstå ud af det, overveje, diskutere, et eller andet. Så indholdet kan sgisme da ikke bare være ligegyldigt (og før i spørger, så nej, det at stå og forestille sig at man blæser i en lur er altså ikke i sig selv hverken specielt saliggørende eller lærerigt…).

Og så er vi sådan set tilbage ved problemet med “1864” – det er en gang ureflekteret bavl, der fejler på alle niveauer, simpelthen fordi der ikke er tænkt ordentligt over hvad vi skal have ud af den, hverken som fiktionsværk eller som historiefremstilling. Så hellere den mest vulgærmarxistiske anti-krigspropaganda, hvis det endelig var. Så var der da i det mindste en idé med det…

 

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer. Der bliver knald på!

Glæd jer til når Jeppolutionen kommer, børn. Der bliver knald på, kan jeg love jer!

Så, lige for at opsummere, får i her en nem og overskuelig liste over problemer vi bør have med “1864” og hvordan de indbyrdes bør prioriteres:

#1: det er noget lort

#2: det er noget FUCKING lort

#3: hverken historietolkningen eller den fiktive historie er fem potter pis værd. Det er simpelt ikke særligt godt eller sammenhængende, hverken som det ene eller andet.

#1.093.647: én eller anden uniform er vist nok knappet i den forkerte side.

 

P.S. – Sæt dog L. Ron Harald til at lave den serie i stedet (han er også synnejye, jo) -så ser jeg den fandeme med fornøjelse!

Kunstneren udtaler at i ahns tolkning, der ender det 1-0 til Danmark.

Kunstneren udtaler at i hans tolkning, der ender krigen 1-0 til Danmark. Serien rygtes at slutte med at Ceres anlægger en filial i Flensburg.

Kapitel femten: Kalsarikännit og andre moralske fordringer. I hvilket det bliver klart, at det moderne menneske er forpligtet overfor sin omverden.

Sidder i godt? Har i spændt sikkerhedsbæltet? I så fald sidder i enten i en flyvemaskine, et motorkøretøj, en forlystelse i en tivolipark eller også har i en vildere dagligstue end jeg. Hvordan ved jeg det? Simpel deduktion, kære Watson.

Hvem mig? Ja sgu da, hvem ellers?!?

Hvem mig? Ja, dig, sgu da! Hvem ellers?!?

Allerede nu vil man måske som læser fornemme, at det ikke er småting man kan udrette ved hjælp af simpel logik (og et par espressoer for meget). Men bliv på kanalen! Det bliver vildere endnu!

For tiden er det nemlig megavarmt, hvilket vi i det filosofiske fagsprog betegner som “noget værre fuck!” Det er ganske enkelt så meget noget værre fuck, at man stort set ikke kan tage sig sammen til noget, andet end at sidde på den mest velformede del af sit luksuslegeme og drikke kaffe. På den måde adskiller det sig jo virkelig væsentligt fra tingenes normale tilstand, kan man sige.

Der skulle IKKE grines!

Der skulle IKKE grines!

Nå, men når det så er på plads, så kan vi så småt bevæge os over i filosofiens verden og se hvad vi kan udlede af den foreliggende situation (der som bekendt er at det er megavarmt/noget værre fuck). Først skal vi lige have fat i logikkens grundregel, der sådan helt simpelt forklaret er; at noget ikke kan være sandt og usandt på tid. Her skal “sandhed” ikke forstås som en vurdering af, hvorvidt f.eks. dagspressen er sandfærdige eller lignende (hint: det er de ikke), men simpelthen som en konstatering af, hvorvidt noget er tilfældet eller ikke.

For eksempel kan det jo ikke være tilfældet at der er en nøgen dame på side 9, samtidig med at der ikke er en nøgen dame på side 9; at Gud eksisterer samtidig med at han/hun ikke eksisterer osv. – i princippet er der ikke så meget i det, men man kan alligevel udlede ret meget af denne simple regel, hvis man vel at mærke holder tungen lige i munden.
Er i med? Godt, så springer vi straks videre til noget lidt mere avanceret.

Tidligere i dag kom det nemlig frem, under en af mine mange seriøse debatter med Verdens Mest Interessante Mand, at det i dag er så meget noget værre fuck, at dagen simpelthen ikke egner sig til andet, end at sidde i sit undertøj og drikke øl (det skulle da lige være at drikke sprit). I kølvandet på denne oplysning fulgte kort efter endnu en åbenbaring: på Finsk har man simpelthen et ord for denne aktivitet, nemlig “kalsarikännit”, som slet og ret betyder “at sidde derhjemme i sit undertøj og fulde sig”. Hvad siger i så?

Nogle ville nok have taget dette som blot endnu en pudsig lille anekdote og være fortsat på deres vej gennem livet som om intet var hændt. Men her bedriver vi jo filosofi, hvorfor tilgangen af dette nye stykke information skulle vise sig at have langt mere vidtrækkende konsekvenser end som så.

Det synes nemlig oplagt, selv ved den allermest overfladiske betragtning, at der ikke er et 100% sammenfald imellem sproget og den virkelighed det beskriver. Der kan findes mange eksempler, men det burde være tydeligt, at vi ikke kan finde blot ét eneste eksempel, hvor der rent faktisk er sammenfald mellem vores sprog og virkeligheden som den er.

Men indrømmet; hvis Phil Anselmo fra Pantera faktisk var døbt "Båtnakke", så havde teorien nok haft visse problemer.

Men indrømmet; hvis Phil Anselmo fra Pantera faktisk havde været døbt “Båtnakke”, så havde teorien nok haft visse problemer.

Så vidt så godt. Det synes altså givet, at vi på grund af sprogets begrænsninger faktisk ikke har mulighed for hverken at forstå, italesætte eller kommunikere den virkelighed vi oplever. Ikke sådan 1:1 i hvert fald. Når det er sagt, så må det alligevel være muligt, at en sproglig kommunikation kan nærme sig virkeligheden (eller i hvert fald vores opfattelse af den), i større eller mindre grad. Vi kan med andre ord kommunikere mere eller mindre præcist, men der er selvfølgelig stadig blot tale om en gradsforskel.

Dette kender i jo garanteret også fra jeres egen hverdag: når man har fået syv-otte guldøl bliver det markant sværere at formulere sine geniale betragtninger til andre (eller; de synes i hvert fald at have sværere ved at forstå én, de dovne svin). Så jeg antager at alle stadig er med. Ellers må i lige tage jer selv i nakken og knappe en pils eller to, for ligesom at komme på omdrejningshøjde med problematikken.

Nå, men vi er altså på den ene side bundet af sprogets begrænsninger og vi kan formentlig aldrig helt frigøre os fra disse. På den anden side har vi altså mulighed for at kommunikere den virkelighed vi oplever både bedre og dårligere, omend det aldrig vil blive perfekt.

Hæng på! For NU tager det fart...

Hæng på! For NU tager det fart…

Vi ved også allesammen, at upræcis kommunikation kan føre til alskens mere eller mindre graverende problemer, bare i ens private tilværelse – for nu at fortsætte på vores tidligere eksempel med guldøllene, hvem har så f.eks. ikke fået en flad af en kollega til julefrokosten, blot fordi man prøvede at indlede en samtale om tegneseriefiguren “Jonah Hex”?.

 

(hint til de evnesvage; det er sjovt, fordi det lyder som noget med sex)

(hint til de evnesvage; det er sjovt, fordi det lyder som noget med sex)

Men hvad der måske er endnu mere alvorligt, hvad så når vi overfører vores erkendelse om sprogets utilstrækkelighed på videnskaberne? De må jo ligge under for det samme problem, hvilket potentielt er katastrofalt, når nu vi i så høj grad sætter vores lid til disses evner til at forstå, forklare og forme virkeligheden, ikke bare på det teoretiske plan, men også på det helt konkrete og praktiske plan er det tydeligt, at dette må være et gravalvorligt problem.

Hvem har f.eks. lyst til at køre over en bro, tegnet af en arkitekt der har fået otte guldøl? Særligt da den efterfølgende er bygget af et væld af mennesker, hvis situation er den samme? Problemerne synes både åbenlyse, dramatiske og grundlæggende uoverstigelige (jævnfør vores tidligere konklusion om sproglig præcision som blot en gradsforskel).

“Jamen Jeppe! Du gør mig bange og fortvivlet (ikke mindst fordi jeg frygter du snart vil kaste dig ud i en dekonstruktion af den eksterne verdens eksistens, for det gider jeg fandeme ikke høre på)! Hvad skal vi da gøre?” spørger du så nok, alt i mens du formentlig ser yderst oprevet ud.

thumb.php

Der var ingen der sagde, man ville blive glad af at læse filosofi. Men i det mindste kan man give sin frustration, angst og afmagt videre til andre.

Bare rolig, kære ven. Det skal nok gå (for så vidt at verden da findes…). Det træffer sig nemlig således, at selvom det grundlæggende problem faktisk er uoverkommeligt, så kan vi i praksis tilsyneladende godt regne med at vores tilnærmede kommunikation af virkeligheden (hvad enten den foregår i tale, på skrift eller via tal, tegninger, dans eller hvad hulen vi nu ellers kan hitte på), faktisk godt kan både forstås og anvendes i langt de fleste tilfælde. Sådan til husbehov, i hvert fald; broer styrter sjældent ned, de pinlige misforståelser begrænser sig som oftest til julefrokosten og så videre.

ADVARSEL: Hvis du læser videre kan det have vidtrækkende konsekvenser for enten din livsførelse, eller i hvert fald din evne til at opretholde illusionen om, at du grundlæggende er et ordentligt menneske.

StopInTheNameOfLove

Det er kraftædeme alvor!

Denne relative sikkerhed er dog 100% afhængig af, at vi i et og alt bestræber os på at være så præcise som muligt, i vores kommunikation. Gør vi ikke det, kan følgerne som tidligere vist, i sidste ende føre til både “rigtigt trælse” oplevelser og sågar massivt tab af menneskeliv. For så vidt at man går med til, at der findes bare en eller anden form for moralsk rettesnor (hvad enten den er universel, menneskeskabt, objektiv eller subjektiv), så må det stå klart, at vi faktisk bør gøre hvad vi kan for at undgå dette. Det er, med andre ord, vor moralske pligt.

Jævnfør logikkens grundregel, er det imidlertid ikke muligt for os, faktisk oprigtigt at forsøge at efterleve dette, samtidig med at vi betjener os af et sprog som vi ved, kunne være mere præcist (altså beskrive virkeligheden mere fyldestgørende, med færre muligheder for misforståelser).

Og vi ved jo nu, at det danske sprog savner -ja mangler– en måde at beskrive dét, “at sidde derhjemme i sit undertøj og fulde sig” lige så præcist som det finske.

Ergo bør ethvert ansvarligt menneske flytte til Finland og begynde at drikke sig fuld, kun iført undertøj.

byrne underpants

Vi ser her Schrödingers gode menneske: Er billedet taget i Finland er manden en helt. Hvis ikke er han, bogstaveligt talt, værre end Hitler.

 

 

P.S. Nå, men er skal jo også være lidt, der faktisk har noget med virkeligheden at gøre, så i får lige lidt Judas Priest på falderebet. Det er jo fredag.